5 citater om tro fra Hillary Clinton

”Vi har brug for meningens politik (…) vi har brug for at opsummere, hvad vi tror er moralsk, etisk og spirituelt rigtigt og gøre vores bedste med Guds vejledning.” Her ses Hillary Clinton holde en tale i Washington i 1994. Foto: Scanpix Foto: Ron Sachs/CNP/AdMedia

”Nogle gange kan jeg bede: ’Åh Gud! Hjælp mig med at tabe et par kilo.” Hillary Clinton er opvokset i et metodistisk miljø og bøn og tro har betydning for hendes politiske og private liv

Det står nu fast, at Hilary Clinton stiller op som kandidat for Demokraterne til næste præsidentvalg i USA. Og blandt meget af det, amerikanerne vil interessere sig for ved den nu tidligere udenrigsminister er hendes forhold til tro og kirke.

LÆS OGSÅKandidaterne om abort, homoseksuelle og dødsstraf

Gennem en usædvanligt lang karriere som både advokat, førstedame, senator og udenrigsminister står én ting uforandret hos Hillary Clinton: Hendes metodistiske rødder og troen på en kristen social aktivisme. Se her, hvad hendes baggrund i metodismen og hendes tro har betydet for hendes politiske ståsted i amerikansk politik:

1) Opvokset med mentor
Hillary Clinton har været aktiv i den metodistiske kirke i hele sit liv. Som barn hjalp hun til i First United Methodist Church i Illinois, og som teenager fik hun konktakt til ungdomspræsten Don Jones, der var hendes spirituelle mentor indtil hans død i 2009.

Mens Clinton ofte har kaldt mennesker som aktivisten Malala Yousafzai og den tidligere førstedame Eleanor Roosevelt sine forbilleder har opvæksten i kirken, og især hendes forhold til Don Jones været med til at skabe hendes politiske liv.

I forbindelse med Jones’ død udtalte Clinton: ”Han lærte mig betydningen af ordene ”aktiv tro” og vigtigheden af social retfærdighed og menneskerettigheder”

Metodismen er en stor kristen retning i USA, som består af både konservative og liberale fløje. Clinton tilhører selv den sidste af slagsen. Hun er som bekendt fortaler for fri abort og homoseksuelles ret til vielse.

2) Om bøn
”Nogle gange kan jeg bede: ’Åh Gud! Hjælp mig med at tabe et par kilo.”
 
Sådan har Clinton blandt andet beskrevet sit bønsliv til BBC Faith Forum. Men udover denne kommentar har hun også omtalt bønnen som en alvorlig og vigtig del af sit liv.

Hun har lagt vægt på betydningen af hvad hun kalder ”grace notes”- små nådesgaver, man kan opleve gennem et liv som troende med bøn. En oplevelse af taknemmelighed.

I en kommentar til Religion News Service citerer konsulenten Burns Strider Hillary Clinton for at beskrive disse ”grace notes” som følgende:

”Du ved, det er en gave, der er ufortjent, men som er skænket af de daglige glæder og skønheder. Glæden ved livet kan skabe en dyb forbindelse mellem os og det guddommelige og mellem os og det mondæne ”

LÆS OGSÅ: Præsident i Guds eget land

3) Respekterer amerikanernes tro
Hillary Clinton har før kritiseret sit eget demokratiske parti for at have et elitært syn på religiøsitet.

I 2008 sagde den daværende senator Barack Obama, at økonomisk pressede borgere, der bor i USA’s udkantsområder ofte ville ”klynge sig til deres våben eller religion.”
Denne udtalelse kritiserede Clinton, der mente, at Obama ikke forstod sig på den almene amerikaners forhold til tro.

”Det demokratiske parti bliver ofte set som partiet, der ikke forstår sig på mange amerikaneres værdier og livsformer(…) det er vigtigt, at vi gør det klart, at vi ser folks tro som en del af deres væsen. Den er, hvad der giver dem mening i livet.”

4) Stadig forbindelser til kirken
Clinton har stadig en stærk forbindelse til den metodistiske kirke i USA og hun har talt til forskellige konferencer, som kirken har afholdt.

Sidste april talte hun til den årlige forsamling for organisationen United Methodist Women Assembly.

United Methodist Women Assembly er en forening bestående af tusindvis af kvindelige metodister. Foreningen ligger vægt på velgørenhed og mission med fokus på global fattigdom og kvindeundertrykkelse.

Ved forsamlingen sagde Clinton:

”Det er som at komme hjem igen. At være her sammen med alle jer, der kommer fra hele landet og verden for at fejre den passion og fælleskab, der binder alle metodister sammen(…) at ære det gode arbejde foreningen laver og som bliver gjort gennem jer rundt omkring i verden. At forpligte os til at udføre evangeliet og bringe vores tro til handling.”

5) Politik med mening
En ofte citeret bemærkning fra Hillary Clinton kommer fra en tale, hun holdt ved University of Texas i 1993, hvor hun erklærede:

”Vi har brug for meningens politik (…) vi har brug for at opsummere, hvad vi tror er moralsk, etisk og spirituelt rigtigt og gøre vores bedste med Guds vejledning.”