Buddhistiske munke klæder sig praktisk, ydmygt og uden begær

Buddistiske munke går klædt efter efter både religiøse idealer og praktisk nødvendighed, når de ifører sig de gule og orange kofter, som Buddha selv var med til at indføre for mere end 2500 år siden

De fleste af os kan genkende en buddhistisk munk på den karakteristiske løse klædedragt i varme, gulrøde farver. Men hvorfor bærer munkene netop tøj i de nuancer og i den form?

Forskere mener, at de buddhistiske okkerfarvede kofter og kapper er blevet båret i nogenlunde samme form og udseende siden Buddhas tid, det vil sige ca. år 500 f.Kr.

Farverne varierer, men eksempelvis bærer munkene i Thailand de orange og okkerfarvede farver, og i Myanmar bærer de mørkerøde. Der er ingen regler, der kræver, at munkene går i netop disse farver, men nogle farver anses dog som upassende som for eksempel blå, gulbrun, lysegul og sort.

En overordnet regel for brugen af klæderne er ydmyghed og at gøre sig fri for begær efter verdslige fristelser og materialisme, men udformningen af koften og kappen har sandsynligvis både praktiske og økonomiske årsager. Den skal ikke være for dyr og farven skal ikke være for sart, så den ser beskidt ud.

Symboliserer et tilbagetrukent og simpelt liv

Der var på Buddhas tid mange forskelige asket-bevægelser, som Buddha ønskede at distancere sig fra. Nogle af asketerne var forholdsvis ekstreme, og valgte at gå klædt i træbark eller dyreskind – og nogle valgte at være nøgne for at leve op til idealet om at frigøre sig fra begær.

Buddha var imod dette, og krævede derfor at munkene altid gik i deres kofter og kapper. Det blev altså en identitetsmarkør, som adskilte dem fra de ekstreme asketer, men også fra den almene befolkning og dermed et tegn på, at man lever et tilbagetrukket og simpelt liv.

Selvom munkene eksempelvis fik et stykke stof i gave, måtte de ikke bære stoffet som et helt stykke – de skulle skære det op i tre dele, som de så brugte som forskellige beklædningsgenstande. Stoffet er nemlig mindre værd, hvis det er skåret op i mindre dele, og noget af det stof, som munkene fik i gave, kunne være meget værdifuldt. Dette hænger igen sammen med ideen om at give afkald på værdifulde ting.

Klæderne skal være simple og uden ornamenter, og munke og nonner giver desuden afkald på forfængelighed ved ikke at bruge kam, spejle og deres hår må ikke blive længere end fem centimeter.

Kilde:
Wijayaratna, M. (1990) ‘Clothing’, in Buddhist Monastic Life: According to the Texts of the Theravada Tradition. Cambridge: Cambridge University Press, pp. 32–55.