Den jødiske pesach markerer forbigang, udgang og overgang

Pesach er navnet på den jødiske påske. Ordet betyder direkte oversat forbigang og går igen i det engelske Passover. Helligdagen handler dog ikke kun om forbigang, men også om udgang og overgang

Når den jødiske Pesach først og fremmest betyder forbigang, er det fordi, helligdagen tager sit udgangspunkt i fortællingen om hebræernes slaveri i Egypten.

Det var her – efter ni plager havde ramt farao og det ægyptiske folk – at den sidste ramte. Eftersom farao ikke ville frigive de hebræiske slaver, ville Gud gå gennem Egyptens land og slå enhver førstefødt dreng ihjel – fra faraoens førstefødte, der skulle arve hans trone, til den første fødte hos fangen , der sad i fangehullet.

Men Gud havde forberedt hebræerne: Han havde bedt dem ofre et lam, stryge noget af dets blod på dørstolperne og overliggeren i deres huse. Blodet skulle tjene som et tegn, så Gud ville se, hvilke huse han skulle forbigå.

Herren forbigik altså hebræernes hjem, og farao tillod – i stor sorg – hebræerne at rejse ud fra Egypten. Denne udgang er kernen i den jødiske påskefortælling.

Men udgangen fra Egypten er tillige en overgang. I den jødiske selvforståelse markerer udgangen fra Egypten - kaldet exodus - en overgang fra slaveri til frihed. Dette gør sig også gældende i symbolsk forstand; for med udgangen bliver jøderne et frit folk med egen lov: Torahen.

Pesach er en af de mest centrale jødiske helligdage, bl.a fordi helligdagen indeholder motiver, der genspejler sig senere i den jødiske historie. Eksempelvis under det babylonske fangenskab, hvor ønsket om at blive et frit folk genoptræder.

I den forstand bliver Pesach og den medfølgende frihed og forløsning ikke kun forstået som en faktisk historisk begivenhed, men også som en meta-historisk begivenhed, der gør sig gældende på tværs af tiden.

I Haggadah’en, bogen, der indeholder den jødiske påskefortælling og som læses ved påskens første aften, citeres 2. Mos 13;8: »Det er på grund af det, som Herren har gjort for mig, da jeg drog ud af Egypten«

Forklaringen på, hvorfor der i citatet står mig og jegog ikke ham eller dem, er fortællingens betydning for de næste generationer.Påskefortællingen handler nemlig ikke kun om dem, der faktisk gik ud fra Ægypten, men:

»I enhver generation skal mennesket betragte sig selv som om, han var draget ud af Egypten.« (Mishna Pesahim 10,5)

Den jødiske påske er derfor noget, man som jøde genlever.

Den dag i dag spiser jøder i påskeugen det traditionelle Matzah, det usyrede brød, som de frigivne slaver spiste, da deres brød ikke kunne nå at hæve sig under flugten. Bitre urter spises for at mindes forfædrenes forbitrede liv som slaver. Og man spiser lam, dels for at mindes lammet, hvis blod fik Gud til at forbigå hebræernes førstefødte, og dels for offerlammet, som det senere blev påbudt enhver jøde at ofre i templet i Jerusalem i påskeugen.

Se og læs hvordan den jødiske påske bliver fejrether