"Skam" viser nutidens unges frisind

"Skam"-pigerne udvikler sig i kraft af hinanden og påvirker hinanden til at åbne sig overfor det, der er anderledes," mener Khaterah Parwani, der er juridisk rådgiver og debattør. Foto: DR/NRK

Unge i dag er gode til at se hen over de kulturelle og religiøse forskelle og være venner alligevel, mener Khaterah Parwani. Det er nemlig ikke de ting, der betyder noget i et rigtigt venskab

Er man gode venner, er det ligegyldigt, om man kommer fra forskellige miljøer. Det vigtigste i et venskab er tillid og loyalitet. Det understreger Khaterah Parwani, der er overbevist om, at Sana og pigegruppens venskab i ’Skam’ viser virkeligheden for de fleste unge. De unge kan nemlig godt finde ud af at enes på trods af kulturelle og religiøse forskelle, selvom det sjældent er det, vi ser i medierne, mener hun:

”Jeg græd, da jeg så scenen, hvor pigerne kommer og henter Sana i deres lille russebus,” griner Khaterah Parwani.
 
”Den viser, hvor vigtigt det er at have gode venner. Man kan se Sanas ensomhed i hendes ansigt, da hun sidder og føler sig alene blandt pigerne fra den anden gruppe, Pepsi-Max-slænget, men så snart, hun ser sine veninder komme kørende, lyser hendes ansigt op i lettelse.”

Medierne har travlt med at vise konflikterne og forskellene mellem muslimer og kristne eller ikketroende. Vi bør fokusere ligeså meget på, at man sagtens kan have det godt med mennesker, der er anderledes end en selv,” siger Khaterah Parwani og fremhæver ”Skams” pigegruppe som eksempel:
 
”Pigerne udvikler sig i kraft af hinanden og påvirker hinanden til at blive mere åbne overfor det, der er anderledes. For eksempel er det kun med vennernes opbakning og bekræftelse, at Sana tør kaste sig ud i flirten med Yousef og tro på, at det kan blive til noget. Og på den anden side får pigernes bånd til Sana dem til at droppe aftalen med Pepsi-max-slænget om at dele bus, fordi de hellere vil være sammen med Sana,” siger Khaterah Parwani: ”De elsker hende som hun er.”
 
Khaterah Parwani er overbevist om, at havde hun selv havde haft flere danske venner i gymnasiet, ville det have påvirket hendes følelse af at være en del af samfundet:

”Næsten alle mine venner var pakistanere og marokkanere. Jeg havde kun to danske veninder, og de opførte sig ligesom os med anden etnisk baggrund, fordi de kun hang ud med os. Hvis jeg havde haft venner med forskellige kulturelle baggrunde end mig selv, ville jeg have fået nogle muligheder, som havde betydet, at jeg ville have følt mig mere inkluderet i samfundet,” siger hun.
 
Men siden hun selv var ung er der sket meget, påpeger hun:
 
”De unge i dag er gode til at se hen over de kulturelle og religiøse forskelle og være venner alligevel. Jeg tror ikke det er urealistisk, det vi ser i ’Skam’. Tværtimod tror jeg, det er sådan, det fungerer for de fleste unge i dag. Siden min teenage-tid er der sket en kæmpe udvikling i for eksempel muslimske kvinders frihedskamp, som betyder, at de unge piger med tørklæde må meget mere end da jeg var ung. De går til fester og har kærester,” siger Khaterah Parwani: "Det kunne medierne godt vise os lidt mere af. Men så er det godt, vi har 'Skam'."