Vestens ateisme

Eksistentialister: Livet er absurd uden en gud

Jean-Paul Sartre omgivet af interesserede signerer her en bog i Paris ca. 1953.

I efterkrigstidens Europa opstår en ny form for ateisme, der afviser det guddommelige gennem litteratur, kunst og filosofi – og ikke i en naturvidenskabelig argumentation. Denne ateisme finder man i eksistentialismen

I den vestlige idehistorie har ateismen og religionskritikken primært handlet om en mulig konflikt mellem den rationalistisk funderede skepticisme og religion.

I årene efter 2. Verdenskrig kommer den mest populære afvisning af det guddommelige dog fra en helt anden fløj: Nemlig fra den eksistentialisme, der prægede datidens kunst, litteratur og filosofi.

Alligevel ville det være forkert at anskue eksistentialismen - også kaldet eksistensfilosofi - som en ateistisk ladet filosofisk retning.

Eksistentialismen er ofte blevet tilskrevet Søren Kierkegaard (1813-1855) som ophavsmand, og tæller tænkere som den kristne filosof Gabriel Marcel (1889-1973) og den jødiske tænker Martin Buber (1878-1965). Indenfor teologien taler man desuden om den såkaldte eksistensteologi af folk som Rudolf Bultmann (1883 -1976) og vores egen Johannes Sløk (1916 – 2001).

Der er dog en bestemt populær gren af eksistentialismen, der betoner en gudløs verden som sit grundlag. Denne tænkning var mest populært formuleret blandt folk som Jean Paul Sartre (1905-1980) og Albert Camus (1913-1960).

Sartre afviser det guddommelige på baggrund af menneskets frie valg og ansvar

Fælles for alle eksistentialistiske tænkere var et fokus på det levede individuelle liv.

I det lille, men vigtige værk ”Eksistentialisme er humanisme” udtrykker Sartre det kanoniserede eksistentialistiske diktum om at ”eksistensen går forud for essensen”.

Hvad det betyder mere konkret er, at vi mennesker ikke er andet end det, vi gør os til. Der er ingen ”natur” i mennesket, der er intet ”samfund” der skaber mennesket, og der er heller ingen Gud, der har skabt os i sit billede.

For Sartre er menneskets natur er udelukkende udgjort af, at vi træffer vores egne frie valg. Dette syn på mennesket er automatisk ateistisk, da vores frihed afhænger af en gudløs verden, hvori intet er os skænket. For Sartre er vi kastet ud i en verden, der er fremmed for os. Vi føler os ikke hjemme i den, og vi kan kun selv skabe vores egne værdier.

Derfor er individets levede liv ifølge eksistentialisterne stærkt præget af den personlige angst, ansvaret og de valg vi mennesker møder i vores virkelighed.

Et andet aspekt af Sartres afvisning af det guddommelige, er spørgsmålet om ansvar. Siden det menneskelige ansvar fremgår autonomt, og siden vi dømmer og bedømmer hinanden ud fra den antagelse, at ansvaret er vores, så er den jødisk-kristne Gud for Sartre umulig. Hvis det virkelig passede, at Gud havde ansvaret for vores liv, så ville en række grundlæggende antagelser om vores måde at leve på være meningsløs.

Sartre: Helvede, det er de andre

I sin filosofi, skønlitteratur og i sine teaterstykker undersøgte Sartre, hvad det vil sige at være menneske i en verden, vi grundlæggende føler os fremmedgjorte overfor.

Et af Sartres mest berømte teaterstykker er stykket ”Lukkede døre” fra 1944. Stykket handler om tre parter i et slags helvede. Den første, der falder ind gennem svingdøren er Garcin, kujon og desertør. Så følger den lesbiske Inès, hvis speciale er at jage kvinder og gøre dem ulykkelige. Og endelig den forførende frue, Estelle, der har brugt mændene på sin vej og dræbt sit eget barn. Uden at kende hinanden bliver de sat sammen i et rum uden vinduer og med en dør, som ikke kan lukkes op. Stykket undersøger et trekantsdrama, hvor menneskene fuldstændig nedbryder hinanden. Herfra går et af Sartres berømte citater: ”Helvede, det er de andre”.

For Sartre var Gud den ultimative ”anden”, der kontrollerer og begrænser menneskets frihed.

Camus ser tilværelsen som absurd uden en gud

I Camus litteratur og filosofi finder man en lignende gudløshed. For Camus var tilværelsen grundlæggende absurd. I Camus perspektiv kan det ”absurde” henvise til det vilkår, at vi mennesker konsekvent søger mening, men samtidig sjældent finder den. I den forstand er religion en måde hvorpå vi mennesker forsøgte at rationalisere netop denne erfaring. At man tilføjer en mening til et liv, der så indlysende ikke er skænket mening.

I sine litterære værker undersøger Camus denne antropologi på forskellige måder. En af de mest berømte er Sisyfosmyten, hvori Camus kommer med den berømte erklæring: ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet.”

Som en overskrift for den berømte absurde fortælling om Sisyfos, der skubber en sten op af en bakke, blot for at se den rulle ned igen. Ligesom Sisyfos kan vi mennesker ikke lade være med at stille os selv spørgsmål om livets mening. Men vi finder ikke svaret, og er tvunget til at se det rulle tilbage som Sisyfos sten på bakken. Hverken naturvidenskab eller religion kan hjælpe os med dette. Tilbage er der kun et centralt valg: mellem selvmordet og livet.

Det tunge spørgsmål, Camus undersøgte var om, hvorvidt, der er noget, der giver eksistensen mening. Selv gav han et rungende nej til det spørgsmål. Hverken rationalismen eller videnskaben, metafysikken eller filosofien eller teologien eller troen på Gud giver et fyldestgørende svar på dette.

Som den tyske avis ”Die Zeit” skrev ved 100-årsdagen for Camus fødsel i 2013: ”Han tog Gud fra os”

Eksistentialismen som ateisme og tro

Blandt tænkere som Sartre og Camus finder man en ateisme, der adskiller sig meget fra den tidligere europæiske religionskritik og ateisme. Afvisningen af det guddommelige findes ikke i en rationelt funderet videnskabelig argumentation mod kristendommens sandhedsudsagn. Den eksistentialistiske ateisme er heller ikke en form for samfundskritik, der ønskede at afdække kirkens magtstruktur.

Eksistentialismens ateisme er i højere grad en konsekvens, af en filosofi, der har menneskets eget levede liv og udfoldelsesmuligheder som fokus, For disse eksistentialister er afvisningen af en gud ikke udtryk for et videnskabeligt fremskridt, men en nødvendighed i en verden, der tilsyneladende ikke rummer nogen given mening. Vi er ensomme, vi er fremmedgjorte, og vi skaber kun vores egne værdier.

Når forholdet mellem religion og ateisme debatteres, påpeger kristne apologeter, det vil sige folk, der argumenterer for Guds eksistens og kristendommens sandhed, ofte, at Sartre og Camus ateisme er mere sofistikeret end den, man finder hos folk som Richard Dawkins eller Sam Harris. Disse såkaldte ”nye ateister” har alle rationalismen som deres filosofiske bagtæppe. De vil ofte afvise Gud som et positivt videnskabeligt fremskridt.

Samtidig står de for et optimistisk syn på naturvidenskaben, som et fænomen, der kan give livet mening. Fra mange teologiske apologeter fremhæves det, at den videnskabelige optimisme, der med et stort smil om munden afviser Guds eksistens, ikke har blik for det meningstab, der ligger i en sådan erkendelse.

Eksistentialismen har derimod blik for det absurde i en gudløs verden. På den måde bliver de, som Løgstrup udtalte om Sartre, teologer mod deres vilje. De deler en teologisk grundantagelse i deres verdenssyn: Uden Gud er det svært at tale om en given mening i tilværelsen.