Tabet af moderen efterlod Rolf i et rituelt tomrum

"Min mor var ikke medlem af folkekirken, men man har brug for et ritual for at skabe en meningsfuld overgang. Og hvis man så ikke er del af en tradition, befinder man sig i et rituelt tomrum," mener Rolf Sparre Johansen, der misterede sin mor for to år siden. Foto: Kristine Kiilerich

Forfatteren Rolf Sparre Johannson oplevede et dobbelt tomrum efter sin mors død. Ikke kun var familiens midtpunkt forsvundet, men der opstod også et rituelt tomrum, fordi moderen ikke ønskede at blive begravet i folkekirken

Da Rolf Sparre Johanssons mor døde en søndag i oktober 2009 efter at være blevet opereret et par dage forinden, efterlod det forfatteren med en stor sorg. Men han oplevede også en ekstra følelse af tomhed, fordi moderen ikke ønskede at blive begravet i folkekirken. Så den rituelle afsked manglede, og det betød meget for ham på et tidspunkt, hvor han var særligt sårbar.

To år senere, da han sammen med sine to brødre skulle holde jul uden familiens naturlige midtpunkt, skrev han i løbet af en eftermiddag langdigtet ”Begravelse” om tabet af sin mor. I februar 2016 udkom det 35 sider lange digt på forlaget Basilisk.

De kaotiske og følelsesladede dage efter dødsfaldet beskriver Rolf Sparre Johannson på denne måde i ”Begravelse”:

man føler
 
at man føler så meget at man ikke
man ikke

engang kan være bevidst om det hele så
samtidig
har man et
der et niveau af bevidsthed som

som er udenom det
som

som er
hvor man
tænker
hvor man på en måde tænker klart selvom man
tænker
ikke det er ikke

man ved egentlig ikke hvorfor man

Oprindeligt var det ikke meningen, at ”Begravelse” skulle offentliggøres. For Rolf Sparre Johannson var det en nødvendighed for ham selv at skrive om morens død og begravelse.

”Der var følelser og ting, jeg ikke kunne glemme, der blev ved med at dukke op. Det hele var der, selvom der var gået to år.”

De følelser og tanker, Rolf ikke kunne glemme, er især knyttet til det, han kalder et rituelt tomrum. ”Min mor var ikke medlem af folkekirken, men man har brug for et ritual for at skabe en meningsfuld overgang. Og hvis man så ikke er del af en tradition, befinder man sig i et rituelt tomrum.” 

”Vi var nærmest i en tilstand af panik efter vores mors død. Mine brødre og jeg var alle i starten eller midten af tyverne, havde ingen erfaring med døden og havde aldrig arrangeret en begravelse før. Det hele virkede uoverskueligt. Sådan tror jeg også, at det kunne have været, hvis vores mor havde været medlem af folkekirken. Men vi havde ikke engang folkekirkens ritual at falde tilbage på.”

Brødrene fandt dog hurtigt ud af, at deres mor havde meldt sig ind i Humanistisk Samfund, og det gjorde lidt af en forskel. En såkaldt ceremonileder fra Humanistisk Samfund overtog præstens rolle, holdt en tale og hjalp med at lægge et program for begravelsen.

”Vi var så heldige, at vi fik udfyldt ceremonien på en meningsfuld måde, men da vi stod ved graven var ceremonilederen smuttet. Tomrummet stod nærmest i bogstaveligste forstand frem. Hvordan skulle det hele foregå ved gravstedet? Det har man ikke lyst til at skulle tage stilling til i den situation. Der burde altså være et kollektiv at falde tilbage på, selvom man ikke er medlem af folkekirken,” understreger Rolf Sparre Johannson. 

Allerede umiddelbart efter morens død prøvede Rolf Sparre Johannson faktisk at skrive om oplevelsen, men følelserne var for intense. ”Min mors død efterlod mine brødre og mig i en tilstand af chok og kolossal forvirring. Jeg var for tæt på, midt i følelserne. Intensitet er ordløs, ja, det er vel nærmest definitionen på intensitet,” mener han og forklarer:

”Det var nødvendigt at komme på afstand. Jeg skriver om det i digtet: på den ene side er man helt opslugt af sine følelser, og på den anden side er man bevidst om alt det udenom og tænker klart. Den spaltning skal heles, før man kan skrive. Og det æstetiske har været en form og et rum, som sorgen har kunnet komme til udtryk i.” 

Den dag i dag føler Rolf Sparre Johannson stadig et tomrum i sig.

”Litteraturen har ikke haft en terapeutisk funktion. Den løser ikke noget. Derfor betyder det også noget at kunne vende tilbage til min mors gravsted.” Selvom Rolf Sparre Johannson ikke betegner sig selv som troende og heller ikke er medlem af folkekirken, er det vigtigt for ham, at moren ikke var udelukket fra kirkegården.

”Gravstedet er et religiøst rum for mig. Jeg får nærmest en religiøs oplevelse af at kunne tale med hende, når jeg er der.”