Endelig en rigtig præst

Præsteskikkelsen i Marilynne Robinsons (billedet) ?Gilead? er sympatisk, begavet og frem for alt ikke en hykler, skriver Sara Nørholm. Arkivfoto.

I moderne litteratur beskrives præster ofte som hykleriske stakler i konflikt med sig selv. Det siger dog mere om forfatternes begrænsninger end om præsterne, for man kan sagtens skrive moderne litteratur om kristendom

I et interview fortæller den amerikanske forfatter Marilynne Robinson, hvordan hun, siden romanen "Gilead" udkom i 2004, har modtaget et væld af e-mails fra præster, der fortæller hende, hvor glade de er for hendes bog. Og det er meget forståeligt, siger hun med latter i stemmen, fordi præster ellers er vant til at blive beskrevet i særdeles usmigrende vendinger.

Det kender vi også som danske læsere. Vi har siden det moderne gennembrud i slutningen af det 19. århundrede vænnet os til, at præsten beskrives som et utiltalende magtmenneske, dobbeltmoralsk og fuld af falsk fromhed og hykleri. En skurk - eller en stakkel, simpelthen, et menneske i konflikt med sig selv, fordi moderniteten og kristendommen betragtes som principielt uforenelige.

Selvom der er visse undtagelser, har litteraturen siden da stort set kun interesseret sig for præsten som en negativ skikkelse. Det skyldes blandt andet, at "det interessante" i den moderne litteratur er det splittede og konfliktfyldte snarere end det afklarede og afbalancerede. Det er de indre spændinger, der driver historien frem, og det er ikke kun tilfældet for præsterne. Det er et forhold, der i det hele taget viser sig i personskildringerne. Det er vist ikke for meget sagt, at præsten i litteraturen sjældent har været en person, man fatter sympati for, har lyst til at lytte til og lære at kende - endsige identificere sig med.

Men præsteskikkelsen i Marilynne Robinsons "Gilead" er anderledes, for her er der med ét en præst, der er sympatisk, begavet og frem for alt ikke en hykler. Han er ikke en tvivler, der lader som om eller mener, at han skal forsvare sin tro. Og han passer i det store og hele sit arbejde, der beskrives realistisk og indimellem humoristisk, men ikke som latterligt og ikke som ligegyldigt.

Forfatteren lader præsten fortælle om sin glæde ved og stadige forundring over barnedåben, det privilegium, det er at få lov til at velsigne et andet menneske - i sig selv en grund til at overveje embedet som præst, mener han - og man bliver som læser vidne til arbejdet med at fortolke de bibelske tekster, et arbejde, der beskrives som en stadig åben samtale. Det er virkelig en anderledes fremstilling af præsten og præstens arbejde, end man som læser er vant til.

Fortælleren i romanen hedder John Ames og er den aldrende reformerte frimenighedspræst i byen Gilead i 1950'ernes USA. Han er ved at være en ældre mand, og hjertet vil ikke mere.

Ames har levet det meste af sit liv alene, efter at han som ung mistede kone og barn. Men i en sen alder har han giftet sig igen med en meget yngre kvinde, og de har fået en søn sammen, der nu er syv år gammel. Ames ved, at de ikke kommer til at kende hinanden som voksne, og derfor har han sat sig til at skrive et brev til ham - et brev, han forestiller sig, at han skal læse, når han er blevet ældre.

Gilead er dette brev fra far til søn, for brevet bliver til en hel roman, inden Ames har set sig om - eller rettere: imens han ser sig om og de dagbogslignende optegnelser, han foretager, blander sig med familiens historie, der atter suppleres med de tanker og overvejelser, han vil give videre til sin søn.

Ames har i sit liv alene levet i rollen som præst - for andres, men måske mest for sin egen skyld. Det ser han nu, hvor alt er forandret, og han har et liv, han har længtes efter og misundt andre uden at forestille sig, at det kunne blive ham til del. Han har i ensomhed gemt sig bag sin præsterolle, men i brevet til sin søn - som fortæller - vil han træde frem, ikke bare som præst, men som en far, der ønsker, at hans søn skal kende ham som den, han virkelig er.

Det er imidlertid ikke en umiddelbar fortællerstemme, der har ordet i romanen. Ames er en reflekteret og sproglig bevidst fortæller, og han har dertil ikke nogen forestilling om, at sandheden til enhver tid er at foretrække, for han har selv erfaret, at sandheden kan være bitterligt skuffende. Og i denne tøven over for sandheden ligner Ames en fortæller, man som læser er vant til at være særdeles kritisk over for: jeg-fortælleren, der i brev- og dagbogsromaner som "Gilead" ofte vil fordreje virkeligheden for at give et bestemt indtryk af sig selv.

Det er for eksempel for en dansk læser vanskeligt ikke i tankerne at strejfe degnen og skolelæreren i Martin A. Hansens "Løgneren", eller, da Ames henviser til en roman af den franske forfatter Georges Bernanos med titlen "Le Journal d'un curé de campagne" - det vil sige en landsbypræsts dagbog - at lade være med at tænke på St. St. Blicher og "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", der er et af de første eksempler i dansk litteratur på denne såkaldte utroværdige fortæller.

Aha - der har vi ham, kan man som læser tænke; han virker sympatisk, men i virkeligheden lyver han for læseren og for sig selv, som præster har for vane. Han er bange for sandheden. Og det er rigtigt, at Ames er bange; forfatteren har netop ladet ham lide af "angina pectoris", der direkte oversat betyder "en ængstelse i brystet". Men Ames' hjerte er ikke uroligt, fordi han lyver - det er snarere en ængstelse, der giver mindelser om Augustins i "Bekendelser".

Det er en eksistentiel uro, der har ramt den gamle præst, og det er en uro, man som læser ikke har så vanskeligt ved at identificere sig med. Han er bange for, at hans søn aldrig skal vide eller komme til at forstå, at han havde en far, der elskede ham højt, at der, selv om døden skiller dem ad, er en forbindelse imellem far og søn.

Ames har et uroligt hjerte, men han overskrider, da omstændighederne tvinger ham til det, sin egen angst for at vise, hvem han er, og sådan kommer han ud over sig selv og træder frem - som far og som fortæller. For Ames vil sin søn noget; han taler ikke bare med sig selv, og da han opdager, at det er det, han er kommet til, gør han, hvad han kan for at komme ud af denne, som han kalder det, "kedsommelige åndsfraværelsens hule".

Denne hule kunne med henvisning til den tyske tænker Walter Benjamins essay "Fortælleren" være den moderne romans rum; romanen er, mener Benjamin, karakteriseret ved fortællerens ensomme og isolerede position, mens fortællingen i dens oprindelige form omvendt er kendetegnet ved, at fortælleren vil formidle en erfaring videre til andre. "Gilead" er sådan en formidling af erfaring - også selv om Ames indimellem ikke aner sine levende råd.

At det er en præst, der er romanens ængstelige, men ikke mindre kærlige og kloge fortæller, bliver "Gilead" ikke til en prædiken af. Men som litterært værk bliver det en sjældent god historie om, hvad en præst også er og kan være.

Marilynne Robinsons roman "Gilead" er udkommet på dansk på Gyldendal, oversat af Ida Jessen.