Gaddafi prædiker islamiske værdier

Libyens leder Muammar Gaddafi indbød til såkaldte "informationsmøder" om islam i den forgangne uge. Foto: WhmSoft Moblog

Libyens leder Muammar Gaddafi propaganderede for islam over for 200 unge, italienske kvinder under to religiøse informationsmøder i Rom

Den libyske leder Muammar Gaddafi udfordrede i den forgangne uge den vestlige religionsfrihed ved at afholde sine egne topmøder sideløbende med FN-organisationen FAOs (Food and Agriculture Organisation). Gaddafi var i Rom for at deltage i FAOs møde om sult.

Tilsyneladende var den libyske leder selv sulten efter at hverve medlemmer til islam, for han hyrede 200 unge italienske kvinder til at overhøre to prædikener om islam og dets værdier. Mod et udbytte på 60 euro pr. aften blev deltagerne opfordret til at konvertere og blev endda tilbudt hjælp til pilgrimsrejsen til Mekka, hvis de ville lade sig omvende. Det skriver AFP.

Adspurgt om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom mod kors i de italienske skoler udtalte Gaddafi: - Det vigtigste er at undlade at sammenblande stat og religion. I Libyen tvinger vi ikke nogen til at hænge en halvmåne på væggen. De, som vil, kan gøre det.

Denne religiøse tolerance afspejlede sig ikke på samme måde i de to informationsaftener om politiske og religiøse emner.