Giver ”Skam” plads til både lyst og religion?

Kan ”Skams” Sana jonglere med både troen og kærligheden, og hvad betyder det for unge muslimer at se en muslimsk pige i hovedrollen?

Gymnasiepigen Sana kigger drømmende ud ad busvinduet på to fyre og deres hårdtpumpede, bare maver. Hun bliver dog hurtigt revet ud af sin dagdrøm, da alarmen på hendes mobiltelefon påminder om, at det er tid til bøn.

Sådan starter det første afsnit af den fjerde og sidste sæson af den populære, norske tv-serie ”Skam”, og det tyder på, at det store dilemma for hovedpersonen Sana bliver at finde ud af, hvordan hun både kan følge sin lyst og sin religion.

At norden endelig har fået en tv-serie med en ung kvinde med muslimsk baggrund i hovedrollen er fantastisk. Det mener jurist og debattør med dansk-palæstinensisk baggrund Natasha Al-Hariri. Hun glæder sig over endelig at kunne spejle sig i en fiktiv karakter, men på den anden side synes hun, det er utroligt, at der først nu er kommet en serie med en karakter som Sana i hovedrollen. ”Sanas historie er troværdig, fordi den bliver fortalt med stor gennemsigtighed og ærlighed,” siger Natasha Al-Hariri. ”Jeg ved, hvad hun kommer af, og jeg kender hendes historie.”
 
Natasha Al-Hariri følger med sine egne ord ”næsten for meget med i ’Skam’”. Og at den fjerde sæson med Sana i førersædet har en stor betydning for unge, muslimske kvinder, er hun overbevist om.

”Især som ung er det vigtigt at føle sig set og repræsenteret. Jeg kan forestille mig alle de 16-årige piger både med og uden tørklæde derude sige ’yes – endelig!’”
 
Hverdagen for en muslimsk pige er noget af det, den norske tv-serie formår at vise på en ægte måde, mener Natasha Al-Hariri.
 
”Jeg synes ikke det er et problem, at vi ikke ser Sana uden sit tørklæde. For mig at se bekræfter det troværdigheden, at skuespilleren, der spiller Sana, selv lever som praktiserende muslim, og at seriens instruktør Julie Andem ikke har valgt en skuespiller, som har taget tørklædet på for rollens skyld,” siger Natasha Al-Hariri.
 
”Sana har sin tro at forholde sig til, og det giver hendes historie et ekstra lag i forhold til de andre karakterer. Man ser kontrasterne i hendes liv, når hun må ind og bede midt i festen og bliver afbrudt af et par, der braser ind, for at ligge og kysse på sengen” griner Natasha Al-Hariri.
 
”Men hun er jo også bare en almindelig norsk gymnasiepige, ligesom resten af pigegruppen er det,” tilføjer hun. ”Hun bliver forelsket, fester med sine venner og døjer med identitetsudfordringer som alle andre teenagere.”

Natasha Al-Hariri håber, at ”Skam” kan være med til at nedbryde nogle af fordommene om muslimske kvinder. ”Jeg har flere gange hørt folk stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Sana som en pige med tørklæde bruger så meget makeup. Der bliver derimod aldrig stillet spørgsmålstegn ved Nooras røde læbestift. Der er en tendens til altid at proppe kvinder med tørklæde ned i en bestemt kasse for sig selv. At få lov til at komme ind under huden på Sana, er med til at åbne op for nogle snakke i virkelighedens verden, som kan være svære at tage. Det håber jeg, at denne sæson af ’Skam’ kan være med til at ændre."
 
Den norske tv-serie er banebrydende, fordi den viser karaktererne som andet end de stereotyper, vi er vant til at se tv-serier og på film, mener Tess Skadegård Thorsen, der er ansat ved Aalborg Universitet og forsker i repræsentation af forskellige minoritetsgrupper.

 ”I ’Skam’ reduceres karaktererne ikke til blot at være deres religion eller seksualitet. Det bryder på mange måder med, hvad vi tidligere har set i nordiske tv-serier. Forrige sæsons hovedperson Isak blev vist som andet end 'bare' homoseksuel. Og jeg håber, at vi kommer til at se det samme med Sana i denne sæson. Forhåbentlig bliver hun vist som en nuanceret karakter, hvis hovedtræk ikke kun er, at hun er muslim,” siger Tess Skadegård Thorsen.

Nuanceringen kommer også til udtryk ved, at seerne lærer karaktererne at kende allerede inden, de bliver hovedrolleindehavere. Sana er en del af den pigegruppe, som har været portrætteret siden første sæson. I de første sæsoner blev Sana fremstillet som den stærke, selvstændige veninde til flere af pigegruppens andre karakterer, blandt andet Eva og Noora, som i tidligere sæsoner har haft hovedrollerne, og selvom kun tre af sæsonens afsnit er blevet vist, mener Tess Skadegård Thorsen, at ”Skam” allerede skiller sig ud i sin fremstilling af, hvordan det er at være en ung, muslimsk kvinde.
 
”I første afsnit, hvor vi ser Sana sidde i en bus og kigge ud ad vinduet på to fyre og deres hårdtpumpede maver, ser vi manden igennem det kvindelige, begærlige blik frem for omvendt, igennem mandens blik på kvinden, som vi plejer at se i film og serier.”
 
Men om ”Skams” instruktør Julie Andem formår at bryde med den vante fremstilling af muslimske kvinder, er Tess Skadegård Thorsen i tvivl om.
 
”Da Sana betragter de unge mænd ud ad busvinduet, bliver hun afbrudt af sin mobil, der bipper for at påminde hende om bøn. På den måde bliver der skabt et filmisk skel mellem hendes lyst og hendes religion. Senere i afsnittet er Sana og vennerne på vej til fest, og moren ringer og bremser hende i at have det sjovt og feste med de andre. Derved bliver Sanas tro fremstillet som en stopklods for hendes begær og hendes muligheder for at gøre, hvad hun vil. På den måde får serien skabt en problematisk forbindelse imellem det at have en religion og have et begær.”

Hovedudfordringen i denne sæson af ”Skam” bliver derfor at repræsentere Sana troværdigt, fordi instruktøren Julie Andem selv er hvid og ikke religiøs og dermed fremstiller et perspektiv, hun ikke selv har erfaret, mener Tess Skadegård Thorsen:
 
”Selvom Julie Andem har konsulteret sig med muslimer i forbindelse med optagelserne af serien, er det stadig hendes fortolkning og forståelse af det at være muslim, der kommer til udtryk i Sanas karakter,” fortæller hun.
 
”Hvis hovedkonflikten for Sana bliver skellet mellem at være muslim og være norsk, og hvis serien vælger at fremstille disse to identiteter eller sider som uforenlige, synes jeg, det er problematisk. Det ville bekræfte nogle fordomme, der allerede eksisterer.”
 
Men som det tidligere har vist sig i ”Skam” kan vi meget vel forvente at se nogle twists, som overrasker os og konfronterer os med de fordomme, vi hver især måtte gå rundt med.
 
”I den førnævnte scene i bussen, hvor Sanas mobiltelefon minder hende om at bede, kigger hun op fra bønnen og bliver mødt af en ældre kvindes misbilligende blik. Den slags scener håber jeg, vi kommer til at se flere af, fordi hverdagsracisme er en del af virkeligheden for mange nordiske muslimer i dag,” siger Tess Skadegård Thorsen.
 
”Og jeg håber omvendt også, at de nuancerer billedet af, hvor diskriminationen foregår. Hvis de får vist, at den kan ske overalt, og at det ikke kun er den ældre, hvide generation, der udøver den, men at diskrimination også sker i klasselokaler og blandt venner, vil det være godt. På den måde kommer det til at handle lige så meget om, hvordan omverdenen møder Sana frem for kun at fokusere på, hvordan hun praktiserer sin tro.”