Herbener: Eksklusivistisk monoteisme har et særligt potentiale for religiøs intolerance og vold

De tre religioner jødedom, kristendom og islam har et fælles udgangspunkt. Men kommer den religiøse vold fra religionerne selv eller udefra? Monoteismen er en vigtig del af forklaringen på den religiøse intolerance, mener religionshistoriker

Hvor voldelige er de tre abrahamitiske religioner, kristendom, islam og jødedom, i deres udgangspunkt?

Emnet er blevet aktuelt igen, efter at den prisvindende britiske overrabbiner og forfatter Jonathan Sacks for nyligt har udgivet bogen ”Ikke i Guds navn.” Værket er en systematisk genlæsning af nogle af de mest problematiske tekster i den hebraiske bibel – det helligskrift, der har været epicenter for udviklingen af de tre religioner. 

Jonathan Sacks vil med andre ord ved hjælp af en religiøs læsning af teksterne genoverveje deres potentiale – og ender med at konkludere, at teksterne ikke skal ses som en udpræget opfordring til religiøs vold.

Det er dog en anden tilgang til den hebraiske bibels tekster, man møder hos mag. art i religionshistorie Jens-André Herbener. Han finder bogens anliggende sympatisk, men sætter spørgsmålstegn ved det:

”Det er meget almindeligt, at religiøse mennesker strikker det billede sammen af deres helligskrifter, som de kan bruge. Til enhver tid. Det er derfor, at de ofte kommer frem til vidt forskellige ting afhængigt af, om de er liberale eller fundamentalister.

Ifølge Herbener er det især udviklingen fra etnisk monolatri ( engudsdyrkelse) i den hebraiske bibel til ikke-etnisk, missionerende monoteisme i kristendom og islam, der rummer et potentiale for religiøs intolerance:

”Kravet om, at man udelukkende må dyrke én gud, og at andre guder er afguder, rummer naturligvis et potentiale for religiøs intolerance og vold. Men her er det en altafgørende pointe, at det i den hebraiske bibel i al væsentlighed kun er knyttet til israelitterne og deres lille land. Af samme grund har jødedommen altid været en lille etnisk religion, der i det store og hele har passet sig selv.”

Dermed er der ifølge Herbener en fundamental forskel til kristendom og islam, der er ikke-etniske og missionerende verdensreligioner:

”Hos konservative og fundamentalistiske tilhængere af kristendom og islam har man alt for ofte set en eksplosiv cocktail af eksklusivisme, dvs. den opfattelse, at vi har monopol på Gud og Sandhed. De andre er helt forkert på den. Og derudover universalisme, dvs. den opfattelse, at alle mennesker i verden skal tilslutte sig vores religion. Det forudsætter eliminationen af alle andre religioner og livssyn.”

Og at anse sin religion for en universel sandhed rummer ifølge Herbener et potentiale for religiøs intolerance. Og han mener, at de elementer af religionerne ofte har været langt mere synlige end fred og forsoning:

"Tag – meget apropos – reformationens hovedperson Martin Luther. Han dæmoniserede i bogstaveligste forstand næsten alle, han var uenig med: Andre protestanter, paver, katolikker, muslimer, jøder, gendøbere. Han opfordrede til at brænde jødernes skoler og synagoger ned til grunden. Han ville henrette både gudsbespottere, hekse og gendøbere," siger Herbener og tilføjer:

"I øvrigt er der talrige eksempler på, at kristne har villet ”frelse” folk med magt, altså brutalt omvende dem, der ikke tilhører deres egen religion. Især mange indfødte folkeslag har lidt enormt under denne missionsiver, der ultimativt har rod i en forestilling om at have den eneste sande gud og frelse på sin side.”