Klassiker

I Kina er kun fem religioner tilladte

Drager hører til den kinesiske folketradition og bruges også i forbindelse med religiøse fester. I dag er kun fem religioner tilladt i det kommunistiske Kina. Foto: sakhorn38 - Fotolia

Selvom Kina officielt har indført religionsfrihed, er kun fem religioner tilladt i praksis. Alle andre religioner anses som farlige for ro og orden i det kinesiske samfund

I de seneste år har medierne vist, at der er sket en opblødning i Kinas officielle holdning til religion. Landet er officielt ateistisk, og enhver religiøs gruppe skal have tilladelse fra staten til at udøve deres religion.

Der er i dag kun fem tilladte religioner i Kina, nemlig buddhisme, daoisme, islam, katolsk og protestantisk kristendom. De to sidstnævnte betragtes som to særskilte religioner. Både internationale medier og udenlandske observatører fortæller dog, at selv disse religioner også forsøges undertrykt.

Er man af en anden religiøs overbevisning, må man praktisere denne i al hemmelighed i det private. Der bliver som sådan ikke grebet ind over for folk, der i mindre grupper praktiserer deres ”forbudte” religion i hjemmet, men hvis man plæderer for en ikke godkendt religion i al offentlighed, griber staten ind. Straffe kan være enten fængsling, forfølgelse eller dødsdomme.

De fem tilladte religioner

Bekendelsen til socialisme udelukker i princippet en accept af religion, fordi tilbedelsen kan konkurrere med trofastheden mod staten. I 1982 valgte Kommunistpartiet dog at tolerere buddhisme, daoisme, islam, katolsk og protestantisk kristendom; disse var under Maos kulturrevolution (1966-76) forbudte. Nu besluttede man sig imidlertid for at tillade det, man mente kunne defineres som religion, men ikke det, man anså som kult og overtro.

Man har fra statens side besluttet, at de fem førnævnte trosretninger kan defineres som religion, fordi de alle består af et ”logisk” system og nogle ideer om efterlivet, som er nedfældet i hellige skrifter. Desuden har alle fem trosretninger uddannede gejstlige og et fast helligsted, hvor den religiøse praksis kan udøves, som templer, moskeer og kirker.

Kommunistpartiet har fuld kontrol over disse fem anerkendte religioner, og de anses officielt ikke for at være en trussel, fordi de er nødt til at arbejde for fædrelandet og socialismens sag, hvis de fortsat vil nyde deres privilegerede status. Adskillige historier gennem de seneste år har dog vist, at også udøvelsen af disse religioner forsøges begrænses af myndighederne. 

Frygt for, at religion kan true den kommunistiske ideologi

Kommunistpartiet tillader ikke religiøse bevægelser, der falder uden for den accepterede religionsdefinition. Adskillige religiøse bevægelser defineres ifølge den kinesiske stat som farlige kulter, der forfølges eller bandlyses. Kommunistpartiet mener, at de er en trussel og skader statsorganet, samfundet og kollektivet.

Eksempelvis blev den religiøse bevægelse Falun Gong forbudt i 1999, da deres medlemstal var steget kraftigt. Falun Gong består af en kombination af buddhistisk og daoistisk lære, med fokus på meditation og teknikken Qi Gong, som bevægelsen mener, er et godt alternativ til materialistisk, vestlig lægevidenskab. Staten var bange for at de kunne mobilisere så mange mennesker mod Kommunistpartiets ideologi, at det ville blive en trussel. Falun Gong er stadig forbudt den dag i dag.

Litteratur:
Ashiwa, Yoshiko (2009): Positioning Religion in Modernity. I: Making Religion, Making the State. The politics of Religion in Modern China. (red: Ashiwa, Yoshiko; Wank, David L.) Stanford University Press, California, s. 68.
 
Brook, Timothy (2009): The Politics of Religion: Late-Imperial Origins of the Regulatory State. I: Making Religion, Making the State. The politics of Religion in Modern China. (red: Ashiwa, Yoshiko; Wank, David L.) Stanford University Press, California, s. 22.
 
Nielsen, Klaus Bo (2012): Kinesisk religion og livsanskuelse. Aarhus Universitetsforlag, s. 22-27.
 

Andre læser lige nu