I kristendommen er helvede både floder med kogende blod og frosne issøer

Vores forestilling om helvede og djævelen kommer ofte fra Dantes "Guddommelige komedie." På dette kalkmaleri fra Sankt Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke er det djævelen, der truer præsterne. Foto: Bente Lindegaard / POLFOTO

Man kan risikere at blive kogt i blod, hvis man ikke handler efter Guds ord i den kristne forestilling om helvede – og er du først havnet i helvedet, kommer du ikke ud igen

De fleste af os har set afbildninger af dommedag, hvor Jesus dømmer folk til himlen eller det mest frygtede sted i kristendommen, helvedet. Men hvordan ser helvede egentlig ud?

Først og fremmest står der ganske lidt om dette sted i Bibelen. Der står dog, at det er et pinested for de fordømte, og det bliver flere steder forbundet med ild. I modsætning til eksempelvis hinduisme og buddhisme, hvor helvedesopholdet er midlertidigt, er pinslerne i det kristne helvede evige. Man kommer aldrig ud igen. I hvert fald ikke, hvis man skal tro evangelisterne Markus og Matthæus.

Læser man Paulus’ tekster er det derimod ikke helt klart, om man en dag kan genforenes med Gud, selvom man har været i helvede.

For at komme i helvede, skal man på dommedag dømmes til det. Det foregår ifølge Bibelen på den måde, at Jesus vil inddele folk i to grupper: de rettroende, der kommer i himlen, og dem, der ikke har fulgt Jesu ord, som kommer i helvede.

Når dommedag kommer

Én af de værste synder man kan begå, er hvis man ikke hjælper sine medmennesker, og hvis man ikke er velgørende mod dem. Hvis man nægter at hjælpe sine medmennesker betyder det, at man nægter og afviser Gud. Derudover må man eksempelvis ikke slå ihjel, stjæle, lyve eller begære og være ude efter andre folks partnere. Begår man disse synder, kommer man kun én vej: Ned i helvedet.

Det er uvist, om helvedet er et fysisk sted, eller om det mere er en tilstand, hvor Gud har forladt én. Men én af de mest ikoniske forestillinger, vi har om helvede i dag, kan spores tilbage til digteren Dante som levede i 1200- og 1300-tallet.

Dante beskriver i sin ”Guddommelige Komedie”, at hvor end man går, gennemsyres helvedet af en følelse af frygt. Den straf, man udsættes for i helvedet, afspejler den synd, man har begået i livet. Hvis man eksempelvis har slået nogen ihjel, bliver man kogt i en flod af kogende blod. Jo slemmere forbrydelse, jo dybere synker man i floden. De slemmeste mordere ligger derfor i kogende blod op til øjenbrynene, og de knapt så slemme kun til halsen.

Dantes triste, blodige og ensomme helvede

Selvmord blev dengang også set som en frygtelig synd, og havde man taget sig eget liv, blev man pint i selvmorderskoven, som var en afdeling af helvede. Her blev man forvandlet til et træ, som i al evighed ville stå og forbløde i smertefulde pinsler.

Vores forestilling om helvede handler tit om ild og flammer, men i Dantes helvedesbeskrivelser er der også steder med is og kulde, blandt andet der hvor Satan bor og regerer. Hvis man eksempelvis har begået et frygteligt bedrag, fryses man fast i en enorm frossen sø for altid. Her kan man møde Judas, som forrådte Jesus, der må lide under, at Satan gnasker på hans hoved, så han vil opleve evig smerte som straf for sin synd. 

Nutiden har nedjusteret helvede

I dag er det dog de færreste der tror på, at man kan ende i dette frygtindgydende helvede, som Dante beskriver.

Lektor i teologi på Københavns Universitet Carsten Selch Jensen fortæller, at man i dag kan forstå helvedet på forskellige måder. Der er stadig en konservativ retning inden for kristendommen, som ser helvedet som et evigt fortabelsessted. Men de mest dominerede forestillinger er i dag, at der er nogen, der opnår frelse og resten bliver til intet eller forbliver døde, men de kommer ikke i helvede.

Derudover er der så nogen, der mener, at alle bliver frelst. Man kommer altså ikke nødvendigvis i helvedet nu til dags, selvom man ikke har opført sig ordentligt.