Parwani: "Skam"-finale skal ikke kun skamroses

Igennem alle "Skams" sæsoner har seerne haft en fornemmelse af, at karakteren Vilde har holdt noget skjult. Men først i seriens allersidste afsnit fandt vi ud af, hvor meget den unge pige egentlig kæmpede med. Foto: Ritzau Foto

”Skams” seere fik i søndagens finaleafsnit et lille indblik i den barske hverdag for karakteren Vilde, hvis historie serien aldrig foldede ud. Det er ærgerligt, synes Khaterah Parwani, der er skuffet over det sidste afsnit

Khaterah Parwani, der er juridisk rådgiver og debattør, har fulgt ivrigt med i især den sidste sæson af den norske ungdomsserie ”Skam” og har rost instruktør Julie Andem for at portrættere en selvstændig, muslimsk kvinde i hovedrollen.

Men i ”Skams” allersidste afsnit ser vi gymnasiepigen Vilde passe sin syge mor og kæmpe med at betale huslejen, og hendes historie kunne godt have fortjent sin egen sæson, mener Khaterah Parwani:

”For mig var den stærkeste scene i hele ’Skams’ historie den, som viste den hårde hverdag for Vilde. ’Skam’ har taget flere vigtige problemstillinger op, som har handlet om at være en del af en minoritet, både i forhold til seksualitet og religion, men Vildes situation, hvor hun må være den voksne og tage sig både af sin mor og af regningerne, er et underbelyst emne, som mange unge kæmper med,” understreger Khaterah Parwani, der selv har prøvet at passe sine syge forældre, da hun var teenager:
 
”Da jeg gik i gymnasiet fik min mor sin første blodprop, og lægerne beregnede, at hun havde omkring ti år tilbage at leve i. Derfor blev jeg meget hurtigt voksen og måtte tage et stort ansvar fra en tidlig alder. Da jeg gik i 3.g fik hun årehindebetændelse, som betød, at hun i flere år hverken kunne se eller høre. Hun behøvede mig næsten døgnet rundt. Ligesom Vilde måtte jeg tage mig af hjemmets pligter, og jeg sad også med hovedet bøjet over en bunke regninger, der bare hobede sig op,” siger Khaterah Parwani. Og som om det ikke skulle være nok, blev hendes far også syg kort tid efter:

 ”Lige da jeg var blevet færdig med gymnasiet fik min far en nervesygdom og kom på heftig medicin. Han skulle også have hjælp hele tiden, og det betød, at jeg gik glip af mange af de ting, andre unge bruger tid på, for eksempel fester," fortæller Khaterah Parwani. Hun anerkender den store betydning, "Skam" har haft for unge og unge med minoritetsbaggrund, men savnede at se klasseproblematikken blive behandlet i serien:
 
”Hvis ’Skam’ have fokuseret mere på den ulighedsproblematik, som Vilde repræsenterer, ville den lige have hævet sig det sidste stykke. En sæson med Vilde i hovedrollen ville have kunnet skabe en opmærksomhed på økonomisk ulighed og kunne have bidraget til den politiske debat, ligesom vi har set det med de andre emner som ’Skam’ har taget op.”