Irans første feminist blev dræbt for at forsvare kvinderettigheder

Irans første kvinderetsforkæmper Tahirih, Den rene, har inspireret millioner af iranske kvinder til at kæmpe for deres rettigheder. Her ses en gruppe kvinder protestere mod undertrykkelse foran et universitet i Tehran i 2005. Foto: Ritzau

Da den iranske kvinde Tahirih tog sit tørklæde af i en offentlig forsamling kun med mænd, var kvinder i Europa og USA først lige begyndt at kæmpe for deres rettigheder

Fatimah Baraghani, bedre kendt under navnet Tahirih, som betyder "den rene", anses i dag for at være Irans første feminist. I 1848 smed hun sit tørklæde til en konference fuld af mænd for at sætte fokus på kvinders rettigheder. Handlingen var i tiden ikke blot enestående, men blev set som et oprør mod det iranske, islamiske regime.

Tahirih voksede op i et stærkt troende, muslimsk hjem, men konverterede til religionen babisme, som senere blev til bahaisme, på grund af dens forsvar for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene. Babismen blev set som en trussel mod islam, da religionens leder, Baben, havde som mål at omvende muslimer med et religiøst skrift, som skulle erstatte Koranen, når alle var blevet babier.

Tahirih blev fra barnsben undervist i persisk litteratur og retspraksis af sin far, som var muslimsk retslærd og fra en familie af shiamuslimske teologer. Det viste sig dog, til familiens store frustration, at den unge Tahirih var mere optaget af kvinders rettigheder end af koranen, og da hun stiftede bekendtskab med babismens skrifter, som talte åbenlyst for ligestilling, begyndte hun at fjerne sig fra islam.

Som blot 14-årig blev Tahirih gift med en søn af en de store shiamuslimske ledere, men hun forlod ham efter et kort ægteskab på nogle år, jo mere engageret hun blev i den babistiske bevægelses kvindekamp. 

I dag er babisternes arvtagere, bahaisterne, alment kendt som en sekt, men i 1800-tallets Iran, da bevægelsen var ny, var dens lighedsideal tiltrækkende for de muslimske kvinder, som led under det iranske regimes undertrykkelse.

Som bevægelsens første kvindelige leder blev Tahirihs aktivisme begyndelsen på en spirende feministisk bevægelse i Iran, som dengang blandt andet demonstrerede for kvinders ret til selv at bestemme, om de ville gå med tørklæde. I dag kæmper bevægelsen stadig for at sikre kvinder basale rettigheder såsom adgang til uddannelse og arbejde samt retten til at rejse ud af landet uden først at skulle have tilladelse af deres mand.

Ligesom mange andre babaister blev Tahirih forfulgt og henrettet. Som 36-årig blev hun i ly af natten smidt i en brønd og fik kastet sten over sig for offentligt at skrive og tale for kvinders rettigheder. Hendes sidste ord skulle angiveligt have været:

”I kan slå mig ihjel, men I kan ikke stoppe kvindefrigørelsen.” Kvinder i Iran fængsles stadig i dag for offentligt at forsvare deres rettigheder.

Kilder: 
http://www.parstimes.com/women/women_movements.html
http://www.iranicaonline.org/articles/women-babi#pt2
http://www.huffingtonpost.com/kaveh-taheri/iranian-women-still-denie_b_9607430.html