Kierkegaard: Angst er et vilkår i alle menneskers liv

Søren Kierkegaard opfattede ikke kun angst som en sygdom, som kun rammer nogle af os, og som må helbredes med medicin. For Kierkegaard er ”Begrebet Angst” en helt naturlig del af den menneskelige eksistens.

For Kierkegaard er angst en naturlig del af det at være menneske, og både sygdom og frihed kan findes i angsten. Men hvornår gør angst mennesket sygt, og hvornår sætter det mennesket fri?

Flere og flere danskere får i disse år diagnosen ”angst”. At angst er en diagnose betyder, at angst opfattes som en sygdom, vi må kureres for.

For Kierkegaard er angsten eksistentiel

Men Kierkegaard opfattede angst som mere end en sygdom, der rammer nogle af os. For Kierkegaard er ”Begrebet Angst” en helt naturlig del af den menneskelige eksistens. Den skal ikke helbredes med medicin, for angst er så naturligt, at det ikke er almindeligt at være uden den! Men hvornår bliver angst så noget, der plager os som en sygdom? Og hvad kan kuren være?

Svaret er, at friheden både er angstens rod og kur. Kierkegaard anså mennesket for at være frit. Men det er ikke uden problemer at være født fri, fordi det betyder, at man gang på gang oplever at fejle eller ikke at slå til.

Det kan være, at man kommer til at sige noget, som man først bagefter opdager, at en anden blev ked af. Det kan også være, at man glemmer at ringe til sin ensomme farmor, fordi man havde for travlt med sit eget. Når mennesket er frit, begår det endda disse fejl af egen frie vilje, og når vi opdager dét, kan det bringe angsten med sig.

Angst og frygt

Kierkegaard mener, at erfaringen af, at vi har frihed og fejler giver angst for, at vi fejler igen. For hvis vi er frie til at gøre, som vi vil, hvorfor fejler vi så gang på gang og bliver skyld i ondskab? Med andre ord: Muligheden for, at vi måske fejler og i hvert fald burde gøre noget anderledes, vækker angsten i os.

Angst er således anderledes end frygt. Frygt har et objekt, og man kan sige, hvad man er bange for. Angsten har ikke et objekt, da det handler om de ukendte muligheder, der følger med at være et frit menneske.

Men hvornår bliver angst en sygdom? Når mennesket opdager sine fejl, kan det føre til, at man bliver fanget i angeren. Den angst kalder Kierkegaard for ’angst for det onde’.

Angsten og friheden

Det modsatte er ’angst for det gode’. Her angrer mennesket ikke så meget sine fejl som det føler angst over friheden til at fejle. Her skal man huske, at friheden samtidigt også er frihed til det gode.

Både angsten for ”det onde” og ”det gode” vil fange mennesket på en måde, så man bliver fanget i friheden og taber friheden. Måske er det dét tab af frihed, som vi i dag kender som ”angst”.

For at blive fri må mennesket, ifølge Kierkegaard, lære at forholde sig til angsten for friheden. For at komme fri af angstens spind er det nødvendigt at møde tilgivelse fra andre og ikke mindst sig selv. Tilgivelse er det, der sætter mennesket fri af den angst, der kommer efter oplevelsen af at have fejlet.

Hvis man lærer at forholde sig til sin angst på en måde, der ikke fanger én i enten anger eller angst for at fejle igen, vil man komme langt. Man må slippe forestillingen om at være fuldkommen og i stedet stå være ved sin fejlbarlighed. Og så må man tro på, at det nok skal gå alligevel, og at man bliver tilgivet, af sig selv og andre, når det ikke gør!