Kierkegaard: Abraham er troens ansigt

Abraham tør at give afkald på sin fornuft og overlade fortvivlelse og sin angst til Gud. Johannes de Silensio erkender, at han han ikke kan forstå Abraham. Tegning af Søren Kierkegaard, der blandt andre skrev under pseudonymet Johannes de Silentio fra 1938.

Det er svært at forklare, hvad det vil sige at tro. Men ifølge Kierkegaard kan vi forstå menneskets tro gennem historien om Abraham, der var klar til at ofre sin søn Isak for Gud

Abraham, der løfter sin kniv og skal til at ofre sin søn Isak på Guds bud, er for mange et af Bibelens stærkeste billeder på menneskets tro.

Kierkegaard om Abraham og troens paradoks

I Kierkegaards værk ”Frygt og Bæven” fra 1843 skriver Kierkegaard under pseudonymet Johannes de Silentio om, hvordan troen er både det største og det sværeste for et menneske.

Igennem fortællingen om Abraham skal vi forsøge at forstå hvordan. Men det kræver hårdt arbejde, tålmodighed og langsomhed at komme overens med troens paradoks, som Johannes de Silentio kalder "Abrahams paradoks". Ifølge Kierkegaard er kampen en livslang opgave.

For at forstå, hvad der i virkeligheden sker i fortællingen om Abraham, der bliver befalet at drage ud i ørkenen og ofre sin elskede søn, Isak, skriver Johannes de Silentio fire gendigtninger af historien.

Det er nemlig uhyre vigtigt, at vi stopper op i fortællingen og læser den med langsommelighed for at forstå, hvad der egentlig er på færde.

I den oprindelige fortælling fra Det Gamle Testamente er Abraham lydig over for Gud, og lige inden at Abraham skal til at ofre Isak kommer en engel og siger, at han skal ofre en vædder i stedet. Men i Johannes de Silentios fire gendigtninger bliver Abraham anfægtet på forskellig vis.

Det resulterer i, at han enten selv mister troens glæde, ikke kan finde en etisk orden i det, som er sket, eller at Isak opdager, at Abraham ryster og er fortvivlet - og derved mister Isak troen. Vi får altså en klar fornemmelse af den angst, der er på spil i fortællingen om Abraham i kraft af gendigtningerne. Selvom Abraham er lydig, kommer han til at tvivle på Guds prøvelse og befaling.

Absolut pligt over for Gud

Johannes De Silentio sondrer mellem den almene etik og den absolutte pligt. Den almene etik er de etiske leveregler, som vi deler mennesker imellem. I dette aspekt ville blive anset for Abraham en morder!

Men der er noget, der rangerer højere end den almene etik, og dette er den absolutte pligt over for Gud. Og det er denne pligt, som Abraham handler i overensstemmelse med. Der er tale om en ’teleologisk suspensation af det etiske’ fordi der er noget højere, der må tjenes.

Abraham tør give afkald på sin fornuft og overlade fortvivlelse og sin angst til Gud. Han ”tror på trods”. Johannes de Silensio erkender, at han han ikke kan forstå Abraham og ej heller kan trænge ind i det ”uhyre paradoks”, som Abraham repræsenterer.

Abrahams tro er paradoksal, fordi han giver afkald på sin menneskelige fornuft og tror på en mulighed der, hvor der ingen muligheder er at få øje på. Som vi kan forsøge at forstå gennem fortællingen om Abraham, er denne tro særdeles svær at kaste sig ud i. Samtidig er den ifølge Johannes de Silentio og Kierkegaard det allerstørste, mennesket kan opnå.