LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kierkegaard: Naturen skal lære os om det bekymringsfrie liv

Søren Kierkegaard mener, at vi bør tage Jesu ord fra Bjergprædiken alvorligt og virkelig lære af markens liljer og himlens fugle - herhjemme måske havens liljekonvaller. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Ifølge Kierkegaard er det svært at leve en tilværelse uden bekymringer og fortvivlelse, når vi hele tiden befinder os i ”Menneske-Vrimlen”. Her kan du læse hvordan han mener, at himlens fugle og markens blomster kan vise os vejen til et mindre bekymringsfuldt liv

I værket ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”, der blev udgivet som et selvstændigt værk i 1849, indleder Søren Kierkegaard med at citere fra Matthæusevangeliet (6,24 – 34), der er en del af det, man kalder ”Bjergprædikenen”.

Her siger Jesus bl.a i vers 26 ”Betragt himlens fugle: De sår ikke, og de hverken høster eller samler i lade, og jeres himmelske Fader giver dem føden”. I vers 28 siger han også ”Tag ved lære af markens liljer, hvorledes de vokser op: De hverken arbejder eller spinder”. Kierkegaard mener, at vi bør tage Jesu ord alvorligt og virkelig lære af markens liljer og himlens fugle.

Kierkegaard: At tale for meget er vej til bekymring

Et af menneskets mest markante træk er evnen – og trangen – til at være noget andet, end hvad vi egentlig er.

Mennesket plages af, hvad Kierkegaard kalder ”Sammenligningens uro”, hvor mere vil have mere, og hvor ’græsset er grønnere på den anden side’. At ønske, at man var fri som fuglen kan være et ganske oprigtigt ønske, men det kan også føre til bekymring og fortvivlelse, fordi ønsket aldrig ville kunne realiseres.

Vi vil aldrig kunne blive bekymringsløse som en fugl, men omvendt har vi aldrig hørt en fugl sige ”gid jeg bare var et menneske”. Og det er det første, vi kan lære af himlens fugle og markens liljer: at tie stille! Mennesket misbruger sine talegaver og taler mere end vi lytter. At tale for meget er en vej imod bekymring, siger Kierkegaard.

Sammenligningens Uro

En lilje på marken har desuden heller ikke travlt med at sammenligne sig med andet eller med andre liljer. Den forsøger ikke at være smukkere end de andre eller vokse det sted, der tager sig bedst ud, eller i det hele taget definere sig selv i kraft af andre liljer.

Og det er det næste, vi kan lære: liljens lydighed! Vi skal lære at forlige os med vores skæbne og ikke hele tiden have travlt med de andre. Vi skal lære ikke hele tiden at være på vej et sted hen og stille spørgsmål til alt. Vi skal lære at være ydmyge.

Gud bærer vores sorger

Den sidste ting, vi skal lære af himlens fugle og markens liljer er, ifølge Kierkegaard, at lade Gud bære vores sorger og bekymringer.

Vi kan ikke forudsige, hvad der vil ske i morgen, og derfor er bekymringen totalt overflødig. Vi må være til her og nu og leve et liv, hvor vi lytter mere, end vi taler, lader være med at sammenligne os selv med andre og til sidst, men ikke mindst, tage glæden aktivt på os.

Kierkegaard skriver: "at Du blev til, at Du blev Menneske; at Du kan se, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for dig - og for Din skyld".