Kristne og åndeligt søgende kan lære af hinanden

Kristne bør være mere åbne overfor mødet med almindelige danskere, som ikke nødvendigvis har sprogliggjort deres tro, mener missionspræst. Mange danskere har en åndelig nysgerrighed, som kristne kan hjælpe med at italesætte. Arkivfoto Foto: Keld Navntoft

Kristne og åndeligt søgende danskere skal mødes som mennesker, ikke som repræsentanter for forskellige livsholdninger, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.

Hvordan skal vi formidle kristen tro og opbygge kristne fælleskaber i en pluralistisk kultur præget af sekulariseringens og det postmodernes skepsis over for etableret religion, institutioner og dogmatisk-fastlåste livstolkninger og livspraksisser?

Vi står overfor et religionsmøde med en religiøs eller spiritual virkelighed, som er principiel – om end ikke faktisk – dogmeløs, og hvor sandhed er relativiseret, individuel og ofte privat.

Vi står altså her ikke over for én samlet religion eller en entydig. Her mødes mennesker i en proces og henter meningsgivende indsigter og praksisser fra mangfoldige sammenhænge, hvor man kan sammensætte sin egen tro.

Den kristnes møde med denne type åndelighed er vanskelig, fordi kristendommen på forhånd nærmest er diskrediteret, når pakkeløsninger afvises. Når enhver form for dogmatik opfattes som en afart af fanatisme og fundamentalisme, og når man ikke vil have en sandhed dikteret, men mener, at sandhed altid kommer indefra, har kristendommen vanskelige kår. 

Det hævdes, at religiøse mennesker underlægger sig ydre autoriteter på bekostning af egne behov og følger strenge, ensartede regler frem for egen motivation. Især monoteistiske religioner opfattes som farlige, fordi troende anser sig som bedre end andre og derfor tænker i ”dem” og ”os”, i ikke-troende og troende. Religion opfattes som årsag til krig, ufred og splittelse.

Mange almindelige danskere har ikke en særlig sprogliggjort tro og vil ikke nødvendigvist se sig selv som spirituelle eller åndeligt søgende. De søger svar på konkrete problemer af fysisk og psykisk - måske åndelig art.

Når vi møder en begyndende spørgen efter forklaringer, sker det ofte med en psyko-spirituel drejning, selvom det først og fremmest handler om redskaber til at få et godt liv. Disse troende er åbne for at eksperimentere og prøve sig frem. 

Men mødet mellem den kristne og mennesker, som er præget af denne type åndelighed, kan alligevel blive gode og ligeværdige møder. Det sker, når begge parter indstiller sig på at møde mennesker frem for repræsentanter for livsholdninger, som skal stå til regnskab for hele deres trosbagage og forsvare en bestemt position. 

Det giver mulighed for at dele sine indsigter og erfaringer med den anden og for den kristne til at aflægge vidnesbyrd om livet med Gud-i-Jesus. Det er et religionsmøde, hvor man slipper for at gøre sig til dommer over den anden, men samtidigt frit kan vidne om sin tro – men også dele spørgsmål og tvivl omkring sin egen og den andens tros-konstruktion. 

Når den kristne har lyttet til den anden og delt sine egne erfaringer af, hvad der er sandt for mig – ja, hvad jeg endog oplever som universelt sandt, så er det herefter op til Helligånden at være ”sandhedstolk og taler”. Parternes ægte engagement er afgørende for dette trosmøde. 

Nogle af de måder mødet kan ske på, er åbne samtaler med familie, venner og kolleger, men også at kristne er nærværende i miljøer, hvor denne åndelige nysgerrighed begynder at finde sprog, f.eks. helsemesser, Krop Sind Ånd-messer og messen Mystikkens Univers. Her har blandt andet I Mesterens Lys / Areopagos gjort sig gode erfaringer.