LÆS UDDRAG: Danmark gennemgår en tredje reformation

For mens de to første reformationer var omvæltninger, der i høj grad kom fra toppen af samfundet og derefter sivede ned i geledderne, så er den nuværende, tredje reformation af en modsat natur. Den kommer fra neden. Den begynder med en samfunds forandring, et mentalitetsskifte, et folkeligt nybrud, skriver Morten Thomsen Højsgaard i Den tredje reformation, som udkommer i dag.

Danskerne oplever i disse år nogle af de største og mest grundlæggende forandringer på troens og kirkens område, skriver generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard i "Den tredje reformation - fra statskristendom til google-buddhisme"

Tre gange har Danmark oplevet store reformationer inden for de sidste tusind år. Den første reformation skabte det Danmark med et nationalt fællesskab, som vi kender med kongehus og kirke den dag i dag.

Omtrent tusind år er det siden, Harald Blåtand gjorde danerne kristne og samlede riget, sådan som den berømte indskrift på Jellingstenen, der også er afbildet i vores pas, fortæller os. De nordiske guder Odin og Thor og Freja blev skiftet ud med Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det store religionsskifte i Norden var en realitet.

Befolkningen var måske ikke helt med i begyndelsen, men det kom den. Derom vidner de flere end tusind hvidkalkede kirker, som opførtes i de næste århundreder og stadig fungerer som en art vartegn for den rummelige, nationale og historisk hæderkronede folkekirke.

Fem hundrede år senere kom den næste store reformation til Danmark igen fra syd. Den tyske munk Martin Luther protesterede over datidens magtfulde kirke, som han mente fejlagtigt havde taget patent på sandhed, frelse og gudsrige. Det skulle være slut. Folk skulle selv læse de hellige skrifter på deres eget sprog og blive salige i deres egen tro på Gud. Kirken skulle ikke stille sig formynderisk i vejen mellem det enkelte menneske og Vorherre.

Den slags kunne mange almindelige mennesker i de nordiske lande godt lide at høre; men også fyrster, hertuger og konger lyttede ivrigt med. Den protestantiske reformation, som spredte sig nordpå fra de tysktalende dele af Europa, indebar nemlig, at en stor del af kirkens vidtforgrenede jordbesiddelser og prægtige bygningskomplekser kunne overtages med et snuptag af datidens statsmagt, kongemagten. Blot kongen ville sikre, at præsterne fik lov til at prædike for den almindelige befolkning i fred og ro om den nye tro.

Det løfte ville den nye kong Christian III gerne give i 1536, hvor Danmark efter nogle dramatiske år med fejder mellem adelsfolk, borgere og bønder, magtkampe i bispekollegiet og hele landsdele i opgør med hinanden med ét ændredes fra et katolsk til et protestantisk, evangelisk-luthersk samfund.

Fra Harald Blåtand til kong Christian III går en lige linje. De to kongers reformationer var nemlig begge både religiøse og politiske. Rigets topfolk og folkets tro fulgtes ad og måtte følges ad. De to størrelser marcherede i takt i mere end én forstand for at få nationen, økonomien, riget og magten til at hænge sammen. Præsterne var som de bedst uddannede embedsmænd mange steder kongemagtens forlængede arm. Men præsterne kunne kun arbejde i sikkerhed på grund af øvrighedens beskyttelse.

I tusinde år har den åndelige kapital og de jordiske værdier vanskeligt kunnet tænkes uden hinanden. Og sådan er det i princippet stadig i det Danmark, som Dronning Margrethe II »af guds nåde« er regent i. Regenten skal ifølge grundloven underskrive landets love. Hun skal samtidig tilhøre og symbolsk være overhoved for den evangelisk-lutherske folkekirke, som med grundlovens ord »understøttes som sådan af staten«. Staten, kirken, nationen og folket hænger uløseligt sammen.

Eller gør de?

Danmark gennemgår i disse år en tredje reformation. De fleste danskere er endnu ikke opmærksomme på den. Men det bliver reformationen ikke mindre væsentlig af. Tværtimod.

For mens de to første reformationer var omvæltninger, der i høj grad kom fra toppen af samfundet og derefter sivede ned i geledderne, så er den nuværende, tredje reformation af en modsat natur. Den kommer fra neden. Den begynder med en samfunds forandring, et mentalitetsskifte, et folkeligt nybrud. Først senere slår den fuldtonet igennem på det øverste og meget synlige, statslige niveau.

Hvis man er modstander af en sådan tredje reformation, skal man med andre ord gøre sin mening gældende, inden reformationen for alvor folder sig ud for Gud og hvermand. Har folket først skiftet mentalt og religiøst verdensbillede og forandret kirkens og statens forhold gennemgribende, ja, så er det unægtelig svært, måske umuligt, at lave om på.

Trods alskens ivrige tilskyndelser eller advarende anskrig er der dog næppe meget at stille op. De hidtidige reformationer i Danmark har nok haft deres betydelige lokale beslutningstagere og væsentlige selvstændige træk, men kraften og ideerne bag reformationerne kom i udgangspunktet til landet udefra.

Det samme er i endnu højere grad tilfældet med den tredje reformation. Den udvikling, som ligger bag, er i sin grundkarakter et globalt fænomen, der ligesom finanskriser, klimaforandringer og internationale konflikter uvægerligt krydser grænser og på godt og ondt aftvinger reaktioner i et lille land som Danmark.

Bogen DEN TREDJE REFORMATION kan derfor også læses af såvel modstandere som fortalere for det forandrede Danmark, som den tredje reformation vil efterlade sig. Bogen er først og fremmest tænkt som en analyse, der med afsæt i troens og kirkens verden kan gøre nysgerrige samfundsborgere bedre i stand til at forstå og forholde sig til samtidens omvæltninger og deres mulige konsekvenser for Danmark.

Hovedsynspunktet er klart: Danmark og danskerne oplever i disse år nogle af de største og mest grundlæggende forandringer på troens og kirkens område, som landet har set i fem hundrede år. Religionen er godt nok ikke ved at forsvinde, som nogle ellers både har troet og forudset. Nej, religionen gennemgår i stedet netop i disse år en nyskabelse, et hamskifte, en reformation, som viser sig ved, at først befolkningen, dernæst landets forskellige religiøse organisationer og til slut samfundets bærende institutioner indretter sig på nye måder i forhold til troen.

Den tredje reformation udspringer af folket, der på stadig mere synlig facon holder op med at være kristent troende i traditionel forstand. I stedet bliver de religiøst eller eksistentielt søgende på deres helt egen måde med et stadig større anslag af inspiration fra Østens mystik tilpasset vestlig individualisme og forbrugerkultur.

Mere end nogensinde før udfordres folkekirken derfor også i disse år på selve kernen af sin selvforståelse som det statsligt og nationalt samlende kirkesamfund i Danmark. En stor del af kirkens præster har i deres daglige arbejde i sognene allerede indstillet sig på at være en del af tidens voksende religiøse marked, hvor formuleringsevner, udstråling og evne til at skabe events med mening for adskilte målgrupper kommer til at tælle mere end nedarvede traditioner og skæbnefællesskaber, der kan samle alle.

Under den tredje reformation bliver det seneste årtusindes meget tætte kobling mellem statsmagt og kirke først løsnet, dernæst forandret, siden brudt. Familien Danmarks øvrige store samfundsinstitutioner fra forsvar til folkeskole følger i sporet og indretter sig på den nye, multireligiøse og individualiserede virkelighed. Dermed skabes en ny balance mellem staten og det religiøst brogede folk. I stedet for højmesse og højtider, luthersk katekismus og grundtvigsk salmesang bliver det, som fortrinsvis samler nationen, nu lovene, sproget, demokratiet som styreform og den i øvrigt udefinerbare følelse af at være dansk.

Den tredje reformations officielle Danmark vil være religionsneutralt. Det nye samfund hænger sammen via jura, internationale konventioner, menneskerettigheder. Det bliver en stående diskussion, hvor meget religionen må fylde i det offentlige rum efter den tredje reformation. Fortalere for den tredje reformation vil tolke bevægelsen fra religiøs mono- til multikultur som et nødvendigt fremskridt, som et led i det moderne menneskes udvikling, frigørelse og selvstændiggørelse, som en sejr for demokrati og folkestyre, som et værn mod hyklerisk eller bagstræberisk religiøs kontrol med samfundet.

En række andre mennesker vil i forbindelse med den tredje reformation med ærgrelse se en guldalder gå i opløsning, en kulturel deroute udspille sig, et værdimæssigt vakuum opstå og et åndeligt tab finde sted, som kun kan afføde usikkerhed, forarmelse og mistrøstighed.

Uanset hvilken betydning den tredje reformation tillægges, så indebærer den realistisk set, at kirkens plads i samfundet bevæger sig væk fra centrum og længere ud i periferien. Væk fra beslutningernes midte. Ud i horisonten både symbolsk og reelt. Det, der var engang, er ikke mere. og det nye, som kommer i stedet, er vanskeligere at lokalisere og sværere at sætte på én formel. Men det findes skam, som vi nu skal se.

I fuldt flor.

DEN TREDJE REFORMATION fra statskristendom til google-buddhisme
©Kristeligt Dagblads Forlag og Morten Thomsen Højsgaard