Omskæring er en mands tegn på jødedom

Omskærelse er en jødisk identitetsmarkør, som har rod i Det Gamle Testamente, hvor Abraham og Gud indgår en pagt om at omskære drengebørn. Tidligere overrabbiner Bent Lexner fortæller om omskærelsens betydning for jøder i bogen "Det gælder dit liv". Læs et uddrag her

Et snit for livet. Den lille dreng er otte dage gammel, og om et øjeblik skal han føres ind i den jødiske pagt. Han klynker lidt. Måske fordi han kan mærke, at hans mor, 29-årige Julia, er nervøs. Hun holder fast om barnet, mens tårerne løber ned ad hendes kinder: ”Jeg bryder mig ikke om omskærelse. Men jeg bryder mig endnu mindre om, at han skal blive mobbet af andre jødiske børn, når han bliver større, fordi han er anderledes,” siger hun.

Omskærelse som en jødisk identitetsmarkør

Julia og hendes mand, Shay, er israelske statsborgere og har boet og arbejdet i København i to år. De er ikke religiøse, men de vil være sikre på, at deres dreng opfattes som jøde, den dag de vender hjem til Israel. ”Omskærelse er en identitetsmarkør,” siger Shay.

Familie og venner fylder stuen i lejligheden i det indre København, og på sofabordet er der dækket op med kager, vindruer, kaffe og te. På spisebordet ligger en hvid dug. Den læge, der skal tilse omskærelsen, er også ankommet.

Bent Lexner har taget sin hvide kittel på, og Julia rækker ham barnet, inden hun hastigt forsvinder ind i soveværelset sammen med sin mor. De bryder sig ikke om at overvære omskærelsen. Forinden er der påført bedøvende salve på barnets penis.

Barnets bedstefar får overrakt barnet og sætter sig på spisebordet med barnet i favnen. Ved siden af ham på et klæde ligger to aflange knive, sølvklemmer og gazebind.

Shay gentager efter Bent Lexner på hebraisk: ”Lovet være du, Herre, vor Gud, verdens konge, som har helliget os ved dine bud og befalet os at føre dette barn ind i pagten, som du sluttede med vor fader Abraham.”

Shay står tæt ved siden af sin svigerfar og barnet, mens selve omskærelsen foregår: Bent Lexner skubber barnets forhud frem og lægger et tværsnit ned i forhuden. Han sætter en sølvklemme på spidsen af penis og lægger derefter et vandret snit, der skærer forhuden af. Barnet skriger, og det bløder en smule.

Bent Lexner lægger med hurtige bevægelser en bandage. Han velsigner barnet og siger barnets navn: Itai.

”Mazeltov!”, tillykke, lyder det, og der omfavnes og kysses. Julia dukker op fra soveværelset og får overrakt sin dreng. ”Endelig er det overstået,” hvisker hun.

En dag var der en mor, der bankede på døren til mit kontor på Carolineskolen. Hun spurgte, om jeg ikke havde undret mig over, at hendes søn, der gik på skolen, ikke var blevet omskåret som spæd, men først senere i løbet af sin skoletid.

Jeg sagde, som sandt var, at det havde jeg ikke hæftet mig ved. Hun havde imidlertid behov for at fortælle mig, hvad der var sket, og jeg lyttede naturligvis gerne.

Hun og hendes ikke jødiske mand ventede barn, og da de fandt ud af, at det ville blive en søn, var de enige om, at han skulle omskæres. Da de fortalte om denne beslutning til mandens forældre, blev forældrene meget ulykkelige.

Efter barnets fødsel modtog hun og hendes mand et brev fra mandens forældre, hvori der stod, at de ikke ønskede at blive betragtet som bedsteforældre, hvis drengen blev omskåret. Derfor valgte hun og hendes mand at undlade at få drengen omskåret på ottendedagen.

Men da forholdet til mandens forældre aldrig blev godt efter denne episode, fik de drengen omskåret nogle år senere, og han kom på Carolineskolen.

Denne mors fortælling er en fortælling om jødisk omskærelse til alle tider. Både jøder og ikke-jøder anser omskærelse for at være en utrolig stærk identitetsmarkør, men de opfatter omskærelsen og alt det, den symboliserer, vidt forskelligt: Jøder ser omskærelse som et ydre tegn på, at man nu går ind i et fællesskab, der er vævet sammen af religion, kultur, nære familiebånd og en fælles global historie, der fandt sit lavpunkt med holocaust.

Med omskærelsen markerer man som jøde, at man tilhører et bestemt folk, dog ikke en bestemt race, sådan som Hitler prøvede at overbevise verden om under Anden Verdenskrig.

Ikke-jøder ser ofte omskærelse som et tegn på, at jøder er anderledes i forhold til majoritetskulturen, og at jøder med omskærelsen holder fast i en oldtidspraksis, der er ude af trit med nutidens værdier og normer.

Journalisten Martin Krasnik har formuleret det sådan, at man som jøde er ”omskåret fra omverdenen”, og det er klart, at omskærelse kan tolkes som en religiøs praksis, der er med til at lukke jøder inde i ghettoen og holde omverdenen ude. Men det er min påstand, at der ikke er en eksklusivitet forbundet med omskærelsen. Jøder har til alle tider magtet både at være jøder og at være en del af det omgivende samfund.

Omskærelse som en jødisk pagt med Gud

Det jødiske folk er ifølge Torahen Guds udvalgte folk. For mig betyder udvælgelsen, at jøder er underlagt nogle særlige forpligtelser. Lidt ligesom den førstefødte i en familie. Akkurat som forældre, der har mange børn, holder lige meget af dem alle sammen, holder Gud også lige meget af alle sine. Men han har indgået en pagt med Abraham for næsten 4000 år siden for at tilkendegive, at det jødiske folk er et udvalgt folk.

Denne pagt, brit på hebraisk, har det jødiske folk bekræftet lige siden ved at omskære deres drengebørn på ottendedagen efter fødslen. Omskærelsen, brit milah, og sabbat er de to ydre tegn, der bevidner pagtens evige gyldighed. Med omskærelsen følger jøder det påbud, der står i Toraen:

”Den pagt, som I skal holde mellem mig og jer og dine efterkommere efter dig, indebærer, at I skal lade enhver mandsperson omskære. I skal omskære jeres forhuds kød, og det skal være et pagtens tegn mellem mig og jer.”

Set fra et jødisk synspunkt er det jødiske folk ikke udvalgt, fordi vi er noget særligt. Det er min opfattelse, at nogle kristne ofte går mere op i, at jøderne er et udvalgt folk, end jøderne selv gør. Jeg ved ikke, hvorfor vi er udvalgt. Gud har ikke givet nogen begrundelse. Jeg siger, som jeg har læst et sted:

Hvis jeg kunne bede Vorherre om noget, ville jeg bede ham om at vælge et andet folk. I hvert fald i en periode. Det har jo ikke ligefrem været en dans på roser gennem historien at være Guds udvalgte.

Det er klart, at der ligger en opgave i udvælgelsen. Opgaven går ud på at forkynde idéen om, at der er én usynlig Gud. Vi tror på, at alle de mennesker, der har forstået ideen om denne ene usynlige Gud, har
fundet den rigtige vej i verden.

Jødedommen er den rigtige vej for jøder. Men Abraham er også stamfar til både kristne og muslimer, de to andre monoteistiske religioner, og de er gået andre veje. Så det er ikke sådan, at den jødiske religion tager patent på Vorherre. Jøder skal ikke ud at redde nogen, og derfor missionerer vi heller ikke.

Jeg har selv følt mig meget forpligtet i forhold til Abrahams pagt. Men det er væsentligt at understrege, at jøder har vidt forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være jøde. Det er umuligt at sætte jøder og jødedom på formel. Også på verdensplan hersker der stor mangfoldighed. Men ét har alle jøder til fælles, og det er historien og det fælles udgangspunkt: Guds pagt med Abraham.

Jeg går ikke og spekulerer over til hverdag, hvad pagten betyder. Hovedsagen for mig er, at omskærelse er et tegn på, at jeg er jøde, og at jeg som jøde er et led i en kæde. Sådan har mine forfædre gjort, sådan
har jeg selv gjort, og sådan vil mine efterkommere gøre. Det er en handling, der skaber en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid.

Selv blandt jøder hører man ofte det argument, at tiderne skifter, og at Torahen alene skal ses som et sæt etiske regler og ikke som forbud og påbud, der er normsættende for en moderne livsførelse. Det er efter min mening et forkert argument. Torahen er ikke givet til en bestemt tid. Jeg kan ikke som menneske sætte mig op imod almagten og begynde at pille noget ud og sige: Dette her er væsentligt, og dette her er ikke.

Derfor er den ortodokse, rabbinske tradition, at jødedommen kun kan overleve, hvis den er normativ. Der kan godt være nuancer og fortolkninger. Men udgangspunktet er til enhver tid, at loven skal følges, og derfor er omskærelsen central. Hvis man først begynder at sige, at omskærelse bare kunne gøres til en symbolsk handling, og foreslår, at man lavede et lille snit på forhuden af penis i stedet for helt at fjerne forhuden, eller hvad man nu kan finde på, ja, så er man allerede på afveje.

Der står meget tydeligt i Torahen, hvordan indgrebet skal finde sted. Omskærelsen er den enkelte mands eget tegn. På det mest blufærdige sted bærer han det tegn. Omskærelse er påbudt, for at en jødisk mand som individ kan tilegne sig jødedommen.

En mand med forstand

Lige siden jeg blev rabbiner i den jødiske menighed i Krystalgade i København i 1976, har det været mig, der har udført de fleste omskærelser i Danmark og en hel del i resten af Norden.

Det har jeg ikke gjort i min egenskab af rabbiner, men som mohel, der er det hebraiske ord for den, der udfører omskærelsen. Næsten 1000 omskærelser er det blevet til gennem tiden. Idéen med at lære at omskære opstod, da Merete ventede vores første barn. Jeg tænkte, at hvis det blev en dreng, ville jeg gerne selv omskære ham. Vi fik dog to piger, før det blev en dreng, så jeg fik lidt tid til at lære det.

Jeg havde aftjent en del af min værnepligt i blodbanken på Amtssygehuset i Glostrup, så jeg havde i den grad lært at tåle at se blod. Selve uddannelsen til mohel foregik, mens jeg uddannede mig til rabbiner i Jerusalem i begyndelsen af 1970’erne. Jeg modtog undervisning hos en mohel, der var tilknyttet Bikur Cholim Hospital i Jerusalem, og lærte at udføre selve indgrebet, hvor man med et hurtigt snit med en skarp kniv fjerner forhuden fra penis. Sideløbende var der en del teoretisk undervisning i blandt andet smertebehandling og anatomi.

Selve uddannelsen til mohel bestod af en række kurser, der løb over to år. Gennem årene er der blevet færre omskærelser, fordi der fødes færre jødiske børn i Danmark og i Norden. Jeg omskærer kun drengebørn født af jødiske mødre. Hvis et drengebarn har en jødisk far og en ikkejødisk mor, henviser jeg til en af de kirurger i København, som har erfaring med omskærelse. Den erfaring er helt afgørende. Jeg har set eksempler på omskærelser, hvor uerfarne læger ikke har fået lavet indgrebet særlig pænt.

Der er også muslimske forældre, der kontakter mig for at få mig til at omskære deres drengebørn. Den tyrkiske ambassade i København kontaktede mig for nogle år siden for at høre, om jeg ville lave omskærelser på deres drengebørn. Det har jeg hver gang sagt nej til. Jeg har forklaret dem, at jeg udfører en jødisk forpligtelse og ikke bare en omskærelse i medicinsk forstand.

I Talmud er der en diskussion om, hvilken mohel et forældrepar skal vælge. Skal det være en særlig gudfrygtig mand, eller skal det være en mand, der har forstand på at omskære? Svaret er, at det skal være en mand, der har forstand på at omskære. Det er udtryk for en tænkning, der er typisk jødisk: Lad os nu bare være praktiske og få tingene gjort.

Omskærelse fortsætter skabelsen

At omskærelse foregår på ottendedagen, har at gøre med Skabelsesberetningen, hvori det hedder, at Gud skabte verden på seks dage og på den syvende holdt han op med at skabe. I jødedommen opfatter vi omskærelse som en fortsættelse og en fuldendelse af Guds værk. På den ottende dag er det mennesker, der træder til.

Tidligere foregik det ved, at jeg kom ud på hospitalet på ottendedagen. I dag kommer de fleste mødre hjem fra hospitalet meget hurtigt, og derfor foregår de fleste omskærelser i private hjem. Barnet bliver som regel båret ind til omskærelsen af en kvinde, enten mormor eller farmor, og så er det en mand – ofte en bedstefar – der modtager barnet. Traditionelt er det faderens ansvar at omskære barnet, ligesom Abraham omskar Ismael og Isak og i øvrigt også sig selv ifølge Torahen.

Man kan sige, at mohelen er en slags stand-in for faderen. Rent symbolsk lægges barnet et øjeblik på en stol, der er dækket med et hvidt klæde. Stolen repræsenterer profeten Elias, der bevidner, at forældrene følger den gamle tradition med at bringe barnet ind i Abrahams pagt.

Efter at omskærelsen har fundet sted, tager jeg forhudsstumperne med ud på Mosaisk Vestre Begravelsesplads og begraver dem i jorden. Ifølge Talmud skal alt, hvad der er en del af mennesket, i jorden til sidst, og det gælder også forhuden. Det kan også ske, at jeg begraver forhudsstumperne oppe ved vores sommerhus eller i græsplænen ude ved Carolineskolen.

Når lærerne har set mig med skovlen, er de altid kommet med en tør kommentar om, at det da var spændende at se, hvilke særligt kraftfulde gevækster der nu ville komme op af jorden på det sted.

Beskyldt for at lyve

Fordi omskærelsen er så afgørende i jødedommen, kan man ikke bare forbyde omskærelse af drenge og regne med, at jøder lever videre som før. Det er der tilsyneladende mange der tror. Der er i disse år en heftig debat i Danmark og i hele Europa om omskærelse af drengebørn, der jo også praktiseres i islam.

Faktisk er det sådan, at 1,2 milliarder mænd på Jorden er omskåret. Omkring halvdelen af alle nyfødte amerikanske drengebørn får foretaget indgrebet. Langt de fleste får det gjort rent rutinemæssigt af hygiejniske grunde og ikke af religiøse. Hvis omskærelse var forbundet med så stor fare, som kritikerne hævder, ville det næppe ske.

Kritikken lyder på, at omskærelse udgør en tilsidesættelse af barnets ret til kropslig identitet. Det er individets rettigheder op imod forældrenes ret til religionsfrihed. Det hævdes, at omskærelse er en krænkelse af FN’s konvention om børns rettigheder.

Jeg mener, at den argumentation er temmelig letkøbt. Man undsiger jo heller ikke forældres ret til selv at bestemme, om barnet skal have en MFR-vaccine, når det er 15 måneder gammelt. Det er almindeligt anerkendt, at vaccinen beskytter barnet mod sygdomme, der kan være alvorlige for barnet og give varige mén. Alligevel vælger nogle forældre at undlade at lade deres barn vaccinere. Forældre tager
hver dag alverdens beslutninger på deres barns vegne. Beslutninger, som har lange og vidtrækkende konsekvenser for barnet.

Omskærelsen i jødedommen er at sammenligne med dåben i kristendommen. Jeg gad nok vide, hvad kristne forældre ville sige, hvis de fik at vide, at de ikke længere måtte lade deres børn døbe. Jeg kender kritikken mod omskærelse af drengebørn til fulde, og jeg har selv deltaget i debatten og er blevet angrebet hårdt undervejs.

Jeg er blevet beskyldt for at lemlæste børn, og i juli 2012 lød overskriften i medierne: ”Overrabbiner lyver om omskærelser”.

En tidligere overlæge ved børnekirurgisk afdeling på Rigshospitalet mente, at jeg løj, når jeg sagde, at der ikke havde været komplikationer ved de omskærelser, jeg havde foretaget. Men jeg har ikke løjet.

Lægen har derimod offentligt fremvist billeder af en omskærelse, hvor der var komplikationer, men uden at oplyse, at dette til dels skyldtes en tilstødende virus.

Det er ubehageligt at blive beskyldt for at lyve. Men jeg tog nu beskyldningerne helt roligt.

Der vil være en lille risiko forbundet med et hvilket som helst indgreb. Når folk skal have fjernet polypper, kan der også opstå en infektion.

Hvis alle operationer havde en så lille fejlprocent som omskærelsen, ville verden være godt stillet.