Freud var også en radikal kritiker af religion

Psykoanalysens fader Sigmund Freud ønskede at opdrage mennesker i videnskabens ånd men anerkendte samtidigt religion som et kulturelt fremskridt

Fænomenet religion løber igennem hans skrifter som en rød tråd. Temaet beskæftiger ham livet igennem fra hans fascination af Bibelens historier til hans sidste udgivelse Manden Moses og læren om én gud.

På den ene side var Freud dybt forankret i oplysningstidens tradition med dens højagtelse af forstanden, og han videreførte den tyske filosof og antropolog Ludwig Feuerbachs, men også Karl Marx’ og Friedrich Nietzsches religionskritiske holdninger.

Men på den anden side kan man også spore positive holdninger tilreligion i hans forfatterskab: Freud anerkender, at jødedommen med sine omfattende forskrifter har haft en afgørende betydning for kulturudviklingen. Psykoanalysens fader var kort sagt ambivalent i sit forhold til religionens indflydelse på menneskets udvikling.

Freuds tilgang til religion

De religiøse forestillinger er ”illusioner, opfyldelser af menneskehedens ældste, stærkeste, mest påtrængende ønsker”. Sådan lyder Freuds hårde og også meget omdiskuterede dom over religion i hans religionskritiske hovedskrift En illusions fremtid fra 1927. Sammesteds bliver religion sammenlignet med et narkotikum og beskrevet som en bittersød gift, menneskene allerede i barndommen bliver forgiftet af. Men hvad er baggrunden for Freuds tankegang?

For Freud er de religiøse forestillinger født af menneskenes hjælpeløshed, af menneskenes barnlige behov for en faderskikkelses beskyttelse og tryghed. I hans optik er de religiøse forestillinger altså infantile, men også virkelighedsfjerne og på ingen måde forenelige med fornuft og videnskab. Med andre ord er troende mennesker blevet stående på et infantilt stadium i deres udvikling, hvor de selv skaber en tankeverden præget af ønsketænkning, som er langt fra virkeligheden.

Illusion eller åndeligt fremskridt

Trods denne voldsomme kritik kan man dog også spore nogle positive elementer i Freuds religionsanalyse. Freud tillægger nemlig religion evnen til at være kulturskabende igennem dens afkald på tilfredsstillelsen af drifter, altså igennem forbuddene mod incest, mord og kannibalisme.

Monoteismens opståen – igennem jødedommen med sine talrige påbud – er på den måde et afgørende udviklingsskridt i menneskehedens historie, forklarer Freud i skriftet Manden Moses og læren om én gud (1939).

Jødedommens radikale billedforbud og det deraf opståede mere abstrakte Gudsbillede, dens afstandtagen fra al magisk tænkning og dens ophøjelse af det åndelige og intellektuelle danner grundlaget for en betydelig kulturel udvikling, der peger hen imod oplysningstidens tanker.

Freud om illusionens fremtid

Men hvordan ser religioners fremtid så ud?

For Freud findes der ingen anden mulighed end at overvinde den religiøse infantile fase. Menneskene skal altså anerkende realiteterne og begive sig ud i det virkelige, i det ”fjendtlige liv”, hvor det er intellektet og forstanden, der regerer.

Freuds håb for fremtiden er således en ikke-religiøs opdragelse – og her kommer psykoanalysen ind i billedet som midlet til at videreudvikle monoteismens åndelighed og til at sætte fornuften i højsædet. Freud ser sig selv i rollen som menneskehedens fornuftige opdrager, ja, han sammenligner endda sig selv med Moses, der bringer menneskene en ny videnskab. Med andre ord mener Freud, at psykoanalysen kan redde menneskeheden fra religionens infantile ønsketænkning.

Men det er en længere historie.