Når Hollywood får fingre i hinduistiske guder og egyptiske dødebøger

Kan vi som filmseere egentligt regne med at lære bare en lille smule, mens vi underholdes af den store historiefortæller Hollywood? Her ses et foto fra filmen "Indiana Jones og templets forbandelse", instrueret af Steven Spielberg. Filmen er fra 1984, og på billedet ses Harrison Ford som Indiana Jones ride på en elefant. Foto: Scanpix.

Når der skal fortælles en god historie, er Hollywood ofte på rov i historiens store religioner. Men hvor meget af det færdige produkt kan tåle at blive holdt op mod fakta?

Hollywood har altid være fascineret af klassiske fortællinger og af mytologiske universer.

De fleste af os kender Indiana Jones-filmene, hvor Pagtens Ark, Den hellige Gral og hinduistiske guder har helt centrale roller eller har set komedien Ghostbusters, hvor dommedag og klassiske mellemøstlige guder optræder. Af nyere film kan nævnes filmen "Exodus" om Moses.

Men bruger eller misbruger Hollywood religiøse skikkelser og fortællinger? Og kan børn og voksne bliver klogere på religion af at se filmene? Religion.dk kigger her nærmere på tre film, der alle gør brug af virkelige religioner i deres fortællinger.

Spøgelsesjægerne og den såkaldte sumeriske gud
I den efterhånden helt klassiske gyserkomedie Ghostbusters (1984) står verden på randen af dommedag takket været Ødelæggeren Gozer, der ifølge filmen er en gammel sumerisk gud. Gozer får også hjælp af sin tjener Zuul, der selv er en semigud, og som blev tilbedt omkring 6000 f.v.t. af hittitterne, mesopotamierne og sumererne.
 
Hurtigt kan det fastslås, at det ikke er fra Ghostbusters, man skal få sin historieundervisning i mellemøstlig oldtid. Hverken Gozer eller Zuul er baseret på virkelige sumeriske guder.

Den sumeriske kosmologi rummer imidlertid guddomme, der repræsenterer de destruktive kræfter og legemliggør ødelæggelse – som den fiktive Gozer. Den ene er Tiamat, sumeriske gudinde og kaosmonster, og den anden er Nergal. Han er gud af underverdenen og ørkenen, og han bliver identificeret med de destruktive kræfter fra den brændende middagssol og højsommer, som er tørkeperioden.

Sumerere og hittitter
Filmen tager desuden ikke folkeslag, kronologi og geografiske betegnelser så højtideligt. Sumererne boede rigtignok i det område, der i dag er det sydlige Irak. Men det er først fra omkring det 5. årtusind, at den sumeriske kultur opstår. Hittitterne var et folk fra Anatolien -nuværende Tyrkiet – men de opstod endnu senere nemlig i det 2. årtusind f.v.t. 

Mesopotamien er ydermere en gammel geografisk betegnelse for det område, der i dag svarer til Irak, og betegnelsen mesopotamierne har ikke dækket over ét folk, men mange forskellige– blandt andre sumererne.

Forbandet mumie og dødebøger

I actionfilmen Mumien (1999) vækkes mumien Imhotep til live, da en besværgelse fra den sorte dødebog læses højt. Kun Amun-Ras bog, som er dens modstykke, kan sende ham tilbage til dødriget. Vores hovedpersoner må gøre alt hvad de kan for at stoppe Imhotep og redde verden.

Amun-Ras bog er fiktiv. I filmen er begge bøger desuden i bogformat, men bogformatet bliver først opfundet af romerne - over 1000 år senere.

Det er imidlertid rigtigt, at der i det gamle Egypten i Ny Rige (ca. 1539-1075 f.v.t.) eksisterede dødebøger, men de er primært skrevet på papyrus. Andre alternativer var på væggene i begravelseskamret, på amuletter og på indersiden af sarkofagen.
Dødebøgerne indeholdt ydermere ikke besværgelser, der havde til formål at bringe folk tilbage fra de døde, som den sorte dødebog fra filmen. De var derimod begravelsestekster, der skulle hjælpe afdøde sikkert videre i dødsriget. Intet tyder på, at de gamle ægyptere troede på, at de døde kunne vækkes til live.

Pyramiderne holder flyttedag
Ud over at brugen af den egyptiske dødetro er forkert, er den kreative frihed blandt andet blevet brugt til at flytte de store pyramider og Sfinksen, der normalt holder til ved Giza, til Theben over 500 km syd på.

Samtidig tager filmen historiske personer fra hver deres tid og sætter dem sammen i filmen. Seti I var farao i det 19. dynasti i Ny Rige, mens Imhotep hører til i Gamle Riges 3. dynasti (over 1000 år tidligere), hvor han var arkitekt for farao Djoser. Anck-Su-Namun er muligvis baseret på den historiske person Ankhesenamon, som var kone og halvsøster til faraoen Tutankhamon fra 18. dynasti Ny Rige.

Egyptens ti plager
Alt imens mumien genvinder sin styrke, bryder Biblens ti plager ud. Ud over at de hører til i en jødisk/kristen kontekst og ikke i de gamle egypternes religion, kommer plagerne heller ikke i den rigtige rækkefølge. Eksempelvis er mørke den niende plage i Biblen, hvor den i filmen er den anden, og så har filmen tilføjet regnen af ild, som ikke er en af de oprindelige ti plager.

Ifølge filmen troede de gamle egyptere, at katte var vogtere af underverdenen. De var i virkeligheden hellige dyr, der blev betragtet som manifestationer af de gamle egypteres guddomme.

Læs også:
 Død, drama og frugtbarhed: Den ægyptiske gud Osiris mestrede det hele

Genindspilning og faraoernes forbandelse
Filmen Mumien (1999) er en genindspilning af originalen af samme navn fra 1932. Inspirationen til 1932 versionen var Howard Carters opdagelse af Tutankhamons grav i 1922 og den hurtigt opståede myte om, at de dødsfald, udgravningsholdet oplevede var faraos forbandelse.

Ideen om, at en forbandelse ville ramme dem, der vovede at bryde faraoernes gravfred, har sin oprindelse i bogen The Mummy! fra 1827 skrevet af englænderen Jane C. W. Loudon.

Templets forbandelse tager afsæt i en rigtig legende
I actionfilmen Indiana Jones og templets forbandelse (1984) har den onde Thuggee-kult, der tilbeder Kali ved menneskeofringer, stjålet en Shivalinga (Sankara-sten) fra en landsby. Landsbyen har dermed mistet sin beskyttelse og er henfaldet i armod og tørke.

Filmens forklaring på Sankara-stenene tager afsæt i en virkelig legende om præsten Sankara, der får overrakt hellige sten af Shiva til at bekæmpe ondskab, men de fem Sankara-sten fra filmen er helt igennem fiktive.

Shivalinga’en – landsbyens hellige sten i filmen - er også baseret på hinduismens virkelige symboler. Shivalinga (Shivalingam) er i hinduismen en stiliseret søjle - ofte tolket som et fallossymbol - der repræsenterer Shiva.

Den ond gudinde Kali og hendes tilbedere
Både Kali og Shiva er rigtige hinduistiske guder, men Kali er ikke en ondskabens gudinde, der kræver menneskeofringer. Kali har en destruktiv side, fordi hun repræsenterer tiden - den evige tid, der var før begyndelsen og vil være efter enden. Tiden der skaber, og tiden der uundgåeligt nedbryder alt. Den destruktive side afspejles også i hendes destruktion af dæmoner og egoet (egoisme). Hun er det guddommelige kvindelige aspekt af energi – Shivas modstykke - og en modergudinde.

Thuggee-kulten er delvist baseret på en virkelig indisk sekt. Det var dog ikke en religiøs sekt, der havde til hensigt at overtage verden, men derimod en organiseret røverbande, der var kendt for at kvæle deres ofre. Ifølge deres egen oprindelsesmyte nedstammede de fra Kali, men langt de fleste Thuggeere var muslimer. Den britiske kolonimagt satte hårdt ind på at komme banden til livs, og det lykkedes omkring midten af 1800-tallet.

Læs også: Hinduguden Shiva fejres med faste og hellige mantraer

Hvem var ham Nurhaci?
I indledningsscenen har filmholdet dog haft bedre styr på deres religionshistorie. Her besidder Indiana Jones en lille krukke, som vi får at vide rummer resterne af Nurhaci - første kejser af Manchudynastiet. Og den er god nok. Nurhaci også kendt under navnet Qing Taizu (1559-1626 e.v.t.) var en virkelig historisk person, der betragtes som grundlægger af Manchudynastiet (Qingdynastiet).