Opstandelse i jødedom, kristendom og islam

Vi finder især opstandelsestanker i oldtidens mellemøstlige religioner og senere i jødedommen, kristendommen og islam, mens tankerne synes at være mindre kendt i østlige religioner som hinduisme og buddhisme

I enkelte af oldtidens mellemøstlige religioner findes der fortællinger om døende og opstandende guder. Frem for alt gælder det den egyptiske Osiris eller Iris, den babyloniske Tammuz og den fønikiske Ba`al, som vi også kender som frugtbarhedsguden i den kanaanæisk eller før-israelitiske religion. Fælles fortælles om disse guder, at deres herredømme på jorden ophørte ved en brat død forsaget af en fjende.

Menneskers klage over gudens død ved en årlig fest fører så til gudens genopstandelse og magtovertagelse over verden. Der er således tale om vegetationsguder, hvis liv, død og opstandelse udtrykker sig i det subtropiske klimas årstidscyklus med sommervarmen og tørken, der afløses af regnen og vegetationens nye fremspring. Ba`al, den fønikiske og kanaanæiske frugtbarhedsgud kendes først og fremmest fra Det Gamle Testamente, hvor han ses som en konkurrent til dyrkelsen af den israelitiske Jahve (Gud Herren).

Men tekster fundet i oldtidens Ugarit i det nuværende Libanon fortæller myten om hans død og opstandelse. Ba`al har af den øverste gud El fået sit eget palads. Han inviterer de andre guder til fest – dog ikke dødsguden Mot. I vrede herover forlanger Mot nu Ba´al udleveret, hvilket denne bøjer sig for. Landet lider nu af tørke, frugtbarhedsguden er død. Ba`als elskede Anat søger efter ham, men finder ham ikke.

Hun går til kamp mod Mot, skærer ham med en kniv, ryster ham, maler ham på en møllesten og kaster ham til sidst ud på marken – ligesom man høster kornet. Ba´al genopstår, råber med tordenstemme ud over landet, regnen falder og tørketiden er slut.

I en hymne fra den græske mytologi finder vi fortællingen om, hvorledes Demeters datter Persefone tages til fange af underverdenens gud Hades, Demeter søger efter hende og får Persefone frigivet mod, at hun opholder sig tre måneder om året i dødsriget. I hymnen hedder det om Persefones opstandelse fra dødsriget:

Hver gang så jorden om våren med duftende blomster bedækkes,
stiger du op fra det tågede mørke i dødsrigets afgrund,
altid et under for jordiske mænd og for himmelske guder.

Myter om guders opstandelse bliver så til forestillinger om menneskers genopvækkelse efter døden.

Opstandelse i jødedommen

I jødedommens Det Gamle Testamente kan man følge, hvordan opstandelsestanken udvikler sig. Her er troen på Gud som herre over liv og død det afgørende udgangspunkt.

Profeterne formulerer forestillingen om en dommedag og det påfølgende Messiasrige. Her bliver tanken om de dødes opstandelse et billede på folkets genrejsning i frihed fra Israels og dermed Guds fjender. Et af de flotteste billeder ser vi hos profeten Ezekiel som en forudsigelse af folkets befrielse og hjemkomst fra eksilet i Babylon:

Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende (Ez 37, 6).

I Daniels bog bliver håbet om folkets genrejsning til forestilling om en helt ny jordisk og himmelsk tilværelse, som de troende jøder skal opstå til, men de frafaldne rammes af den evige straf:

Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid (Dan 12,2-3).

I jødedommen efter år 0 pointerede jødiske lærde fortsat opstandelsen som det hele menneskes opstandelse, selvom den græske lære om sjælen som det evige og legemet som det forgængelige også fik indflydelse på jødedommen. Det var vigtigt, at den døde fik sine ejendele de bedste tøj med i graven for at kunne opstå som den, han reelt var og på det sted han levede. I et jødisk skrift fra o. år 200 hedder det i en lignelse:

Når et glaskar, skabt ved et menneskes åndepust af kød og blod, går i stykker, men kan genskabes, hvor meget mere da ikke et menneske af kød og blod, skabt ved den Hellige livsånde, lovet være Han (Mishna).

Opstandelse i kristendommen

Troen på opstandelsen og det evige liv er central i kristendommen – og en videreførelse af den jødiske forestilling. I kristendommen er troen på Jesus Kristus imidlertid det afgørende.

Påskens fortællinger om Jesus` dø og opstandelse er budskabet om, at han gennem sin lidelse og død på korset er gået i syndige menneskers sted. Og at han ved sin opstandelse tre dage efter har sejret over syndens og dødens magt i denne verden. Evangelierne fortæller, at Jesus igennem 40 dage viser sig for sine disciple for dernæst at stige til himlen.

For evangelierne og dermed de første generationer af kristne udtrykte disse fortællinger en overbevisning om, at dens Herre Jesus Kristus stadig levede. Og i menighedens bekendelse hed det nu, at han sidder ved ”Guds Faders højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Troen på Jesus` magt over livet og døden kom til udtryk i evangelierne fortællinger om dødeopvækkelser.

I Johannesevangeliets fortælling om Lazarus` opvækkelse siger Jesus selv:

”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Joh 11,25-26). Jødedommens endetidsforestillinger om de dødes opstandelse til frelse eller fordømmelse, rykkes nu ind i nutiden. Mødet med og afgørelsen ovenfor Jesus og hans forkyndelse er ”de sidste tider”.

Troen er i sig selv en opstandelse til evigt liv, mens det ikke at ville tro er en dom over ens liv. Den kristne lever allerede her og nu i troen og håbet på det, der så engang skal blive en realitet, nemlig opstandelsen til evigt liv ved Jesus` genkomst.

Det er først og fremmest Paulus, der i sit brev til menigheden i Korinth (1. Korinterbrev kap 15) forsøger at sætte ord på, hvad der vil ske ved Jesus` genkomst. For det første er Jesus` egen opstandelse forudsætningen for de dødes opstandelse, understreger Paulus. For det andet melder spørgsmålet sig for Paulus, hvordan de døde opstår.

Med billedet af et sædekorn, der sås i jorden og dør, men opstår som strå og aks, vil Paulus gøre det klart, at opstandelsen betyder både bibeholdelse af den enkeltes individualitet og en total forvandling.

Tankegods fra jødedommen indgår tydeligt nok i kristendommens opfattelse af opstandelsen. Men forestillingerne fastfryses ikke i en bestemt beskrivelse. Forestillingen om den dobbelte udgang på en dommens dag står overfor, ja, overskygges af tanken om Guds vilje til at frelse alle og dermed visionen om hele verdens genoprettelse på den dag, hvor Gud bliver alt i alle” (Paulus).

Opstandelse i islam

I Koranens tale om opstandelse og evigt liv er der tydeligt nok inspirationer fra både jødedom og kristendom. Dog har læren om dommedagen en afgørende rolle.

Det jordiske liv er forberedelsen til livet efter døden, idet den enkelte skal stå til regnskab for sit personlige liv overfor Gud på dommedagen. Og til forskel fra kristendommen er opstandelsen til dom en begivenhed, der alene skyldes Guds suveræne vilje og ikke en mulighed som i kristendommen, hvor dødens magt er brudt ved Jesu egen opstandelse. I islam forholder man sig strengt taget ikke til Jesu opstandelse, men opfatter ham slet og ret som en profet, der også selv gjorde undere.

Dommedagen gælder både de aktuelt levende og alle mennesker, der har levet til alle tider. Dommedagen indledes med en kosmisk katastrofe og ved et basunstød opkaster jorden sine døde, og alle vil ile frem til dommen. I Koranen fortælles det sådan:

Der vil blive blæst i Hornet, og alle i himlene og å jorden falder om som ramt af lynet, undtagen hvem Gud vil. Så blæses der i det endnu en gang, og straks står de op og kan se: Jorden stråler i sin Herres lys og Skriften lægges frem. Profeterne og vinderne bringes hid, og der fældes dom imellem dem i sandhed. De bliver ikke gjort uret (Sura 39,68-69).

Flere steder i Koranen skildrer så det Paradis, som er lovet dem, der frikendes på dommens dag. Til martyrerne, der kæmper og dør for Guds sag, er der løfte om en opstandelse direkte ind i Paradis.

Kilder: Livet efter døden - i de store verdensreligioner. Red. af Ida Auken og Knud Rendtorff