Overrabbiner: Religiøs vold strider imod Guds ord
I ny bog går en af verdens førende jødiske tænkere til intellektuelt angreb imod dem, der begår krig i religionens navn. Læs eller genlæs hans tanker om, hvorfor religiøs vold er modstridende med skriftens betydning
For 15 år siden gik en ung jødisk-israelsk ekstremist ved navn Baruch Goldstein ind i Ibrahimmoskeen i Hebron på Vestbredden, åbnede skud, slog 29 mennesker ihjel og sårede 125, der var samlet til bøn i moskéen.
På grund af terrorangrebet i Hebron og moskéens placering lige ved siden af ulovlige israelske bosættelser, står angrebet som symbol på de mange konfrontationer mellem religionerne.
Ibrahimmoskeen er ikke kun et helligsted for muslimer, men har også religiøs betydning for kristne, muslimer og jøder. Ifølge Det Gamle Testamente ligger den israelske patriark Abraham begravet der sammen med Sarah, Isak, Rebeca, Jakob og Lea begravet der". Den er et helligsted for de tre store såkaldte abrahamitiske religioner: kristendom, jødedom og islam, der alle har fælles ophav i stamfaderen Abraham.
Læs et uddrag af bogen her
Hvis man vil kritisere religion for at inspirere til vold og krig, er der rigeligt med eksempler at anvende fra historiebøgerne og avisoverskrifterne om kampen mellem de troende og de vantro inden for de abrahamitiske religioner. Og det er dette emne, som den indflydelsesrige britiske overrabbiner og filosof Jonathan Sacks behandler i sin seneste bog, "Ikke i Guds navn".
Vold og identitet
Den voldelige fundamentalisme er et resultat af en almenmenneskelig tendens til at etablere adskillelser mellem ”os” og ”dem,” skriver Jonathan Sacks. Religionen indgår ofte som bevæggrund for adskillelsen og skaber det, som Sacks kalder ”en patologisk dualisme,” det vil sige en karakteristik af folk udenfor gruppen som modstandere og fjender.
Tendensen ligger til grund for, at en religiøs gruppe kan praktisere det, som Jonathan Sacks kalder for ”altruistisk ondskab.” Begrebet dækker over de voldshandlinger, der begås for at ofre sig selv til fordel for andres ve og vel. Altruismen får altså folk til at begå vold i gruppens navn som en konsekvens og bevarelse af den identitet, gruppen giver.
Og det er her, at religionen spiller ind ifølge Sacks. Religion har været den mest gennemgribende markør for social identitet i menneskets historie. Skal man forstå Hebronmassakren, eller hvorfor unge mennesker søger mod Syrien for at kæmpe for ISIS, skal man kigge på disse sociale dynamikker.
Et religiøst modsvar
Som overrabbiner har han et naturligt udgangspunkt i den hebraiske bibels (Det Gamle Testamentes) første kapitler, Mosebøgerne, hvor myterne om Abrahams oprindelige stamtræ bliver fortalt.
Som fredelige forgangseksempler nævner han blandt andet, hvordan Gud vælger Abrahams søn Isak til at videreføre den hellige pagt og ikke Isaks bror Ismael. Men Ismael er stadig med til at begrave Abraham sammen med sin bror, skønt Gud fravalgte ham.
Og i fortællingen om Jakobs sønner Juda og Josef ser vi, hvordan Juda forsøger at slå Josef ihjel, men senere bliver tilgivet. Dette er Sacks’ fokus på ”den andens teologi;” at man skal være bevidst om sin egen tro og tilhørsforhold, men respektere din næste, hans gerninger og overbevisning.
Jonathan Sacks’ ærinde er ikke at komme med endnu en samfundsvidenskabelig analyse af vold begået i religionens navn. Han vil i stedet argumentere imod voldshandlingerne på troens egne præmisser. Med ”Ikke i Guds navn” opfordrer han til en mere dybdegående og empatisk læsning af de helligtekster, der har fungeret som legitimation for de abrahamitiske religioners konflikter.
JONATHAN SACKS (f. 1948) er filosof og tidligere overrabbiner over Storbritannien og Commonwealth. Han er forfatter til en række værker og betragtes som en af de mest indflydelsesrige debattører og intellektuelle i den engelsktalende verden. Han modtog i 2016 den prestigefyldte Templeton-pris for sit arbejde.
Læs et uddrag af bogen her