Teodice-problemet

Europæisk oplysning: På sporet af den tabte mening

Håndmalet trætryk af en illustration af ødelæggelserne i 1755. Foto: Scanpix

For 260 år siden rystede et katastrofalt jordskælv ikke kun byen Lissabon, men også Europas førende filosoffer. Den tyske forfatter Heinrich von Kleist omsatte tidens filosofiske diskussion til novellen Jordskælvet i Chile

Først skælver vægge og gulve, så styrter hele husrækker sammen med et øredøvende brag. Jorden vakler under fødderne. Kirke og katedral, palads og domhus forsvinder i en askesky.

Titusinder af mennesker bliver mast under ruinerne. Flammer slikker op ad husenes skeletter, en flod oversvømmer det, der engang var en smuk og stolt by. Hvad er meningen med en sådan katastrofe? Hvordan kan en omsorgsfuld og kærlig Gud tillade lidelser af dette format? Hvor er Guds retfærdighed? De spørgsmål stillede man rundt om i Europa sig selv kort efter jordskælvskatastrofen i Lissabon, der i 1755 kostede titusindvis af mennesker og det meste af byen livet.

Med disse såkaldte teodicé-spørgsmål beskæftiger forfatteren Heinrich von Kleist sig med i sin novelle Jordskælvet i Chile (1807). En ung adelskvinde, Josephe, og hendes huslærer Jeronimo skal straffes for deres kærlighedsforhold, som strider imod samfundets konventioner og kristendommens moral. Josephe skal halshugges, og Jeronimo er ved at hænge sig i sin fængselscelle i lige det øjeblik, hvor et jordskælv ryster deres by St. Jago. Det, som udvikler sig til en katastrofe for byen, bliver til de elskendes redning: De finder sammen igen med deres barn.

Pludselig synes fortidens had at være glemt, det unge par bliver pludselig mødt med hjælpsomhed og næstekærlighed. Men lykken vender: På grund af deres moralske fordærv bliver Josephe og Jeronimo ved en gudstjeneste gjort ansvarlige for jordskælvet – og de bliver slagtet af den rasende pøbel.

Jordens og åndens rystelser

I novellens udformning læner Kleist sig op ad de begivenheder og de idéhistoriske rystelser, som et jordskælv i Lissabon i året 1755 fremkaldte. Det var et af verdenshistoriens mest katastrofale jordskælv, der rev op imod 75.000 mennesker med sig i døden. Jordskælvet var startskuddet på en livlig teologisk og filosofisk debat hos oplysningstænkere som Voltaire, Jean-Jaques Rousseau og Immanuel Kant. Diskussionen drejede sig om den allerede nævnte teodicé-problematik: Hvordan kan Guds almagt, algodhed og alvidenhed forenes med det ondes eksistens? 

Selve begrebet teodicé går tilbage til filosoffen G. W. Leibniz, som ønskede at retfærdiggøre Guds eksistens igennem fornuften. Leibniz var en ukuelig optimist, der gik ud fra, at Guds skabelse var ”den bedst mulige af alle verdener”, og at Gud havde skabt verden med et godt mål for øje. Ifølge Leibniz’ tankegang kan lidelser altså være et nødvendigt onde for i sidste ende at kunne føre til noget bedre.

Men efter det forfærdelige jordskælv i Lissabon satte Europas førende filosoffer altså spørgsmålstegn ved denne forestilling, og oplysningstidens optimisme slog om i pessimisme. Man kunne ikke forstå Guds uransalige veje og se en mening med Lissabons rædsler.

Den ambivalente og gådefulde Gud

Også i Kleists novelle Jordskælvet i Chile er spørgsmålet om, hvordan jordskælvet skal tydes et bærende element - sammen med bevægelsen mellem lykke og ulykke. Jordskælvet, som i starten paradoksalt frembringer de elskendes individuelle lykke, de da igen finder sammen, er for St. Jagos indbyggere forbundet med uhyrlig lidelse og tolkes i deres optik som Guds straf. Det var også den gængse forklaring på katastrofen efter Lissabon-tragedien: Man mente, at Gud i vrede over utugt i Lissabons kirker havde jævnet byen med jorden.

Denne samtidighed af lykke og ulykke viser, at det som synes at være ondt, åbenbart er det godes bagside, og det bliver tydeligt, at enhver fortolkning er afhængig af perspektivet. Der findes ingen eviggyldig sandhed eller et endegyldigt svar på det ondes eksistens.

Denne søgen efter mening er også afgørende i Jobs Bog, der kredser om problemstillingen, hvorfor en retskaffen mand skal lide. Måske kan filosoffen Kants fortolkning af Jobs historie være en nøgle til forståelsen af Kleists novelle. Kant var af den opfattelse, at Job erkender, at han ikke kan forstå sine lidelser, at Job accepterer sin uvidenhed og verdenens til tider uretfærdige uforståelighed. Overført til Jordskælvet i Chile betyder det: Vi bliver nødt til at erkende Guds gådefuldhed, ja, måske ligger jordskælvets mening netop deri, at det forekommer os mennesker meningsløst.

Den meningsløse søgen efter mening

I Jordskælvet i Chile viser forsøget på at finde en mening sig at være en gordisk knude. Alle tolkninger bliver relativerede, og selvom novellens personer konstant forsøger at stoppe meningstabets hul med fortolkninger, forsvinder forklaringerne i sidste ende som sandkorn imellem fingrene.

Kleists novelle er altså inspireret af det 18. århundredes filosofiske debatter, men giver os ikke nogen filosofiske svar. Læseren står ligesom novellens hovedpersoner tilbage med tomme hænder: Teksten forbliver en gåde, idet personernes søgen efter mening synes at forblive meningsløs.

Andre læser lige nu