Min bedste bog til hængekøjen

Ålens yndlingsbog er en trist og kærlig fortælling om en sælsom familie

"Selvom paradiset skulle være århundredets løgn, ser jeg hver dag det evige liv i landjorden," fortæller filmproducent og bonde Peter Aalbæk, som især er vild med naturbeskrivelserne i Ane Riels roman "Harpiks". Foto: Leif Tuxen

Fortællingen om en sælsom familie, der lever i en bunke skrald langt væk fra det moderne samfund har inspireret filmproducent Peter Aalbæk Jensen så meget, at han er gået i gang med en ny film bygget på bogens naturskildringer

En familie, der har afskåret sig fra samfundet og bor på toppen af en bunke skrald.

Det er livet for karaktererne i Ane Riels roman ”Harpiks”, men når man læser bogen er man ikke i tvivl om, at de nærer en dyb kærlighed til hinanden. Det mener filmproducent Peter Aalbæk Jensen om bogen, han gerne vil anbefale til hængekøjen. Han synes nemlig, at spændingen mellem det dystre og det kærlighedsfulde er noget af det mest fascinerende:

”Bogen skildrer en families undergang, alt imens de prøver at isolere sig fra den moderne verden. Alle konventioner for hvordan man lever er ophævet. Familien nægter at være en del af kontrolsamfundet. Men det er noget nær en umulig opgave i denne tid, hvor alle skal have et cpr-nummer og troppe op hos skoletandlægen to gange om året,” siger Peter Aalbæk Jensen tørt:

”Deres projekt lykkes ikke, så det er på mange måder en trist fortælling. Men så meget desto smukkere bliver den; skønheden er større, når vi kommer derned, hvor det gør ondt.”

Den anerkendte filmproducent er vokset op uden for København, og bor nu på et landsted ved Herfølge uden for Køge. Han genkender romanens skildring af nogle af de mennesketyper, man kan møde, når man bevæger sig lidt væk fra hovedstaden:

”De bor i en skraldebunke, moren er for fed til at forlade huset og de holder deres datter indespærret for at beskytte hende fra omverdenen. Jeg kender de her skæve eksistenser fra udkantsdanmark, hvor jeg selv bor og er opvokset," fortæller Peter Aalbæk Jensen:

”Når medier og film fortæller historier fra udkantsdanmark er det altid de triste og uhyggelige skæbner, vi hører om. Men i ’Harpiks’ fornemmer man familiens kærlighed til hinanden. Den ligger der hele tiden som et dybere lag. Kærligheden midt i al elendigheden er smuk. Familien elsker hinanden så højt, at de ikke vil bringe nogle fremmede ind, som kan forstyrre deres lille verden.”

Et eksempel på kærlighedens opdukken lige dér, hvor vi ikke forventer den, ser man for eksempel i romanens skildring af moren:

”I begyndelsen er hun en ultimativ skønhed, men i løbet af fortællingen udvikler hun sig til en 250 kilo deform kødklump, der ligger i husets førstesal og ikke kan bevæge sig. Men der er nogle virkelig smukke beskrivelser af datteren, der elsker at ligge i favnen på sin tykke mor og læse bøger,” fortæller Peter Aalbæk Jensen.

Menneskerne i ”Harpiks” lever i pagt med naturen, og scenerne fra naturen er nogle af dem, der står stærkest i filmlandmandens hukommelse:

”Jeg er vild med de sekvenser, hvor faderen underviser datteren i at jage med flitsbue. Det er en ældgammel, ædel disciplin og midt i jagtscenerne er nogle guddommelige beskrivelser af træer, som jeg lige nu prøver at omdanne til et filmværk,” fortæller han begejstret.

Naturskildringerne har inspireret Peter Aalbæk Jensen på flere planer. For et årti siden begyndte han et stille liv som landmand, og det har skabt en ny forståelse for naturen og det evige kredsløb:

”Jeg kan spejle mig i naturbeskrivelserne, både når det handler om liv og død. Efter jeg er blevet bonde, ser jeg døde dyr og planter hele tiden. Ordene ’af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du genopstå’ er forståelige på en anden måde, når man er landmand. Jeg ser konstant det døde tranformere sig først til jord og så til nyt liv.”

Og hans opfattelse af kristendommen er da også til at tage og føle på:

”Selv hvis paradiset, som jeg i øvrigt beder til og håber findes, skulle vise sig at være århundredets løgn, så ser jeg hver dag det evige liv i landjorden, som består af døde dyr, mennesker og planter, hvoraf der opstår nyt liv. Når mit 100 kilo fede, fregnede flæsk ligger i jorden på Herfølge kirkegård, bliver den i det mindste gødning for nyt liv, der skal vokse ud af den jord.”