Interview

Dansk muslim: Pilgrimsrejsen ændrede mig for livet

Her ses en kvindelig pilgrim nær Arafat-bjerget i september i år. Profeten Muhammed holdt sin sidste prædiken her.

For Hend Nasser har en pilgrimsrejse til Mekka og Arafat-bjerget haft afgørende betydning. Læs eller genlæs indlægget om turen, der bød på frygt og selvovervindelse

I næste uge indledes den muslimske pilgrimsfærd hajj. Nogle kalder den verdens største pilgrimsvandring, og det er i hvert fald sikkert, at den fører millioner af muslimer fra hele verden mod Mekka.

Pilgrimsrejsen er én af islams fem søjler, og for 38-årige Hend Nasser er datoen hvor pilgrimsrejsen starter hvert eneste år en stor dag. Også selvom hun ikke selv skal af sted:

”Hvert år, når vi nærmer os tiden for pilgrimsrejsen, banker mit hjerte,” siger Hend, der var af sted sammen med sin mand for 7 år siden.

En ung kvinde drog på sit livs rejse
Tidligere har der været tradition for, at man foretog pilgrimsrejsen i en sen alder. Det skyldtes både, at pilgrimmene skulle spare sammen til turen, men også, at man gerne ville foretage en sidste renselse, inden man gik døden i møde. Men for Hends generation har det været anderledes, og hun er en af de mange, der drog af sted i en ung alder:
 
”I dag har vi flere penge og lettere ved at rejse. Jeg er glad for, at jeg gjorde det i en ung alder, for det er hårdt fysisk og psykisk, og jeg tror, man nyder det mere, når man er ung og frisk,” siger hun og forklarer:

”Alle kan selvfølgelig være med, men nogle ældre får hjælp til at udføre ritualerne, og det er altså ikke helt det samme, som når man selv gør det.”

Hend kalder sin hajj sit livs rejse. Pilgrimsrejsen ændrede hendes syn på Gud og på sig selv.

Læs om hajj som et overgangsritual her 
 
”Jeg tænker mere over, hvordan jeg er, og hvad jeg gør. Og jeg ved, at Gud er der og kan hjælpe mig i alle situationer. Den styrke har jeg fået efter pilgrimsrejsen.”

Du tænker kun på tilgivelse fra Gud, når du går der
Inden hun og hendes mand tog af sted, var Hend nervøs for at forlade sine børn i 4 uger. Men den angst forsvandt, da hun ankom til Mekka:

”Der glemte jeg faktisk alt om familie og børn derhjemme. Det var som om, at Gud gav mig et nyt fokus og sagde: Nu er det her, du skal være. Det her er vigtigt for dig.”

Ved hajj er ritualerne i høj grad bygget op som en aktualisering af Abraham-legenden. Hans prøvelser og offervilje til Gud er i centrum. Men for Hend handler ritualerne mest af alt om at gå i Profeten Muhammeds fodspor og om at adlyde Gud.

Ritualerne har forskellig betydning fra pilgrim til pilgrim
Hend husker i detaljer, hvordan hun sammen med de tusindvis af andre pilgrimme fra hele verden fulgte hajjs gamle traditioner:

”Vi startede med at gå syv gange rundt om Kabaen, fordi det gjorde profeten, det har Allah sagt, at vi skal gøre - så det gør vi.”

Imens hun gik rundt om Kabaen, bad hun til Gud. Hend forklarer, at en guide fortæller, hvad man skal sige og gøre i første runde, men ellers bestemmer man selv, hvad man beder.

”Man siger, at hvis du beder til Gud på det sted, så bliver dine bønner opfyldt. Så der var mange hjemmefra, der havde spurgt om jeg ville bede en bøn for dem.”

Vi har alle hørt historier om pilgrimme, der er blevet trampet ihjel ved Kabaen. Det havde Hend også, og hun var også lidt nervøs for, hvad der kunne ske.

”For mig mindede den oplevelse faktisk lidt om dommedag. Så selvom det var en stor oplevelse, var jeg også lidt bange,” indrømmer hun.

Men frygten ødelagde ikke hendes tid omkring Kabaen. Tværtimod forstærkede den hendes vished om, at hun har brug for Guds tilgivelse og barmhjertighed:

”Du er i din egen verden, når du går der. Du tænker kun på tilgivelsen fra Gud.”

Efter de syv runder om Kabaen gik Hend syv gange mellem de to høje, der hedder Safa og Marwa. Dette gør man for at mindes Ismaels mor Hagar, der forgæves søgte efter vand, efter at Abraham havde forladt hende og deres spæde søn i ørkenen.

Pilgrimsturen mod Arafatbjerget var kaotisk
Hend tilbragte herefter nogle dage i Mekka, indtil hun tog videre mod Arafatbjerget, som er det sted, hvor Muhammed holdt sin afskedsprædiken, under sin sidste pilgrimsfærd til Mekka, inden sin død.

Hend husker de kaotiske tilstande med tusindvis af ivrige pilgrimme på vejene:

”Busserne, der skulle køre os til Arafat, var proppede, og nogle sad endda på taget. Folk var helt hysteriske, fordi pilgrimsrejsen ikke er gyldig, med mindre du har været ved Arafat. Det var en oplevelse at se, hvor meget det betød for folk. Alle var lidt egoistiske på det tidspunkt og tænkte: Jeg skal have Gud til at godkende min pilgrimsrejse, så jeg må afsted.”

”Da vi ankom til Arafat, satte vi os ned rundt om på bjerget og bad om tilgivelse. Det skal man gøre inden solen går ned, så folk har travlt med at finde sig et lille sted i fred og ro.”

Dagen efter fejrer muslimer over hele verden offerfesten ”Eid al-Adha” til minde om, at Abraham var villig til at ofre sin søn Ismael. Men Gud skånede sønnen og sendte i stedet en hvid vædder, som blev ofret til ære for Gud.

For Hend og de andre pilgrimme var der imidlertid ikke tid til at feste. De havde travlt med ritualerne i ørkenen. I tre dage kastede Hend sten mod stensøjler, der symboliserer Satan, der forsøgte at lokke Abraham til ikke at adlyde Gud.

Også det ritual var fyldt med spænding og nervøsitet:

”Jeg havde hele tiden den tanke: Overlever jeg? Jeg kan blive trampet eller skubbet. Når jeg overhovedet at kaste stenene? Da det var overstået, begyndte folk at kysse og kramme og sige tillykke. Det var som om vi havde været til en eksamen og bestået. Jeg følte lykke.”

Derfor handlede Hends pilgrimsrejse også om, hvad hun kunne klare.

”Jeg blev meget syg derovre, men alligevel kunne jeg udføre ritualerne. Da vi skulle kaste sten, blev min mand ved med at spørge, om han ikke skulle kaste for mig, men jeg sagde nej. Gud gav mig styrken til det. Han gav mig styrken, fordi jeg virkelig gerne ville gennemføre det.”

Sidste overnatning i ørkenen var et øde sted, hvor Hend sov i det fri sammen med de andre pilgrimme. Næste morgen gik turen tilbage til Mekka. Nogle tog bussen, men Hend og hendes mand gik den lange vej tilbage.

For det var, hvad profeten også gjorde.

”Vi ville gerne have den oplevelse med. Det er netop derfor man skal gøre det i en ung alder. Ellers mærker man ikke på samme måde det, profeten har været igennem.”

Tilbage i Mekka udfører man afslutningsritualet ved at gå rundt om Kabaen igen. Det er et farvel til Mekka. Hend fortæller, at det er forbudt at opholde sig i Mekka efter man har udført det sidste ritual.

Efter rejsen blev hun født på ny
”Det var mærkeligt at komme hjem igen. Jeg følte, at jeg havde været på en anden planet. Der gik lang tid, før jeg følte mig normal igen. Men det var en positiv følelse, for det var som om, jeg havde oplevet paradis.”

Selvom hun ved, at hun er den samme, som hun var før hajj, er hun samtidigt ikke i tvivl om, at der er sket en forandring.

”Jeg vil kalde det en udrensning. Jeg kom nærmest nyfødt tilbage. Rejsen har ændret mig, så jeg er mere opmærksom på, hvordan jeg lever mit liv.”

Der er også typisk forventninger fra andre om, at en hajja nu skal leve et mere fromt liv. Det mærkede Hend også.

”Det var særligt lige, da jeg var kommet tilbage. Folk undrede sig, hvis jeg gjorde eller sagde noget, de synes var forkert. De tænkte: Hun har lige været på pilgrimsrejse, hun er ”hajja”, hvordan kan hun sige eller gøre sådan. Så fik jeg nogle gange dårlig samvittighed. Men det er ikke andre mennesker der skal bedømme, hvad jeg gør. Det er kun Gud, jeg skal stå til regnskab overfor.”