Kollektiv hukommelse afgør vores religiøsitet

Kollektiv hukommelse binder os sammen som mennesker. Men hvilken betydning har fælles erindringer for vores religiøsitet?

”Gør dette til ihukommelse af mig” er Jesu ord da han bryder brødet og deler vinen ved det sidste måltid inden hans død på korset.

Disse ord er blevet grundlaget for den kristne kirkes nadverhandling. Et ritual, der har til formål at give Jesus videre til de næste generationer af kristne - symbolsk eller fysisk alt efter kirkelig retning.

Ritualet minder de deltagende om hans død og opstandelse. Men ritualet stadfæster også det kristne fællesskab. De kristne husker sammen, hvad Jesus gjorde for dem.

Ritualer som dette er en del af kristnes kollektive hukommelse.

Hvad er kollektiv hukommelse?
”Kultur er hukommelse” hævdede den russiske kulturteoretiker Yuri Lotman (1922-1993). Kultur forstås oftest som noget, der deles kollektivt, og Lotmans påstand kan defor også tolkes som, at kultur er kollektiv hukommelse.

Det var den franske sociolog Maurice Halbwachs (1877-1945) der introducerede begrebet kollektiv hukommelse. Halbwachs mente, at hukommelse i sig selv kan siges at være kollektiv, da det, som individet husker, er kollektivt bestemt.

Man kan sige, at det vi husker, er et produkt af de sociale sammenhænge, vi hver især indgår i.

Den kollektive hukommelse er det, der definerer en social gruppe, siger Halbwachs. Vi husker sammen. Det, der sammenholder en gruppe, er en fælles hukommelse om en fælles historie og viden.

Den hukommelse kan man også kalde en fælles kultur.

Religion som en del af en kollektiv hukommelse
Den forståelse af kollektiv hukommelse lægger sig op ad en af de mest kendte definitioner på religion, som er givet af den amerikanske antropolog Clifford Geertz (1926-2006). Han forstod religion som et kulturelt system af symboler, der udtrykker en verdensanskuelse og orden, der har en særlig autoritet.

Et system af nedarvede forestillinger, mennesket lagrer i hukommelsen.

Ritualer som udtryk for den kollektive hukommelse
Den tyske egyptolog og religionsforsker Jan Assmann viderefører Halbwachs begreb om den kollektive hukommelse, men med større fokus på det kulturteoretiske og det religiøse.

Assmann opdeler den kollektive hukommelse i en kommunikativ og en kulturel hukommelse. Den kommunikative hukommelse skal forstås som den mere dagligdags uformelle udveksling af fælles erindringer.

Den kulturelle hukommelse er derimod det der går ud over det enkelte individ og er gruppens samlede kollektive erfaring og viden. Den kommer blandt andet til udtryk ved religiøse symboler og ritualer.

Når kristne derfor deler nadveren "til ihukommenlse af Kristus" udtrykker de samtidigt den kulturelle hukommelse som en kollektiv erfaring for kristne som social gruppe. 

Til alle tider er ceremonier og ritualer blevet brugt til opretholdelse af fællesskaber og er udtryk for en kollektiv hukommelse. Det kan være ceremonier, der skal minde om en fælles historie om et folks krige og sejre.

Det kan være ritualer, der viser hvordan naturen, gud og et folk hører sammen, som for eksempel hinduernes rituelle badning i Ganges i Indien. Eller det kan være ritualer, der forklarer hvordan en gud greb ind i menneskers liv og overvandt det onde, som for eksempel det kristne nadverritual.