Kritik af religion har igen fået betydning i det 21. århundrede

Efter årtusindeskiftet opstod der en mindre vækkelse i den offentlige debat i Vesten. Religion var blevet interessant igen, og derfor var kritik af religion og kirke det også. Men debatten er mere skinger end i forrige århundrede

Tidligere på foråret har 15 busser med plakater påtrykt spørgsmål som ”Hvorfor koster tro noget?” og ”Hvorfor tro på en gud?” kørt rundt i København og Aarhus. Dette spørgsmål er en del af en kampagne fra Ateistisk Selskab.

Kampagnen vil blandt andet have medlemmer af folkekirken til at sætte spørgsmålstegn ved deres forhold til kirken. Det er ikke første gang, at Ateistisk Selskab bruger den offentlige transport som reklame. Budskabet kan minde om bevægelsens opfordring til en udmeldelse af folkekirken i tilbage i 2006. 

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting om ateismens opståen

Man har desuden set lignende initiativer i udlandet de seneste par år fra USA til Sverige, hvor foreninger som American Humanist Association og det svenske forbund Humanisterne stod for kampagnerne. I Storbritannien placerede foreningen British Humanist Association sammen med biologen Richard Dawkins i 2008 følgende slogan på Englands røde busser: ”Der findes højst sandsynligt ingen Gud, så slap af og nyd dit liv.” 

Skønt forholdsvist marginale, så er disse bevægelser et bemærkelsesværdigt udtryk for en debat om religion og ateisme, der har eksisteret i Europa og USA siden årtusindskiftet. Mens det er vanskeligt at lave en generel betegnelse for den nutidige, vestlige religionskritik, så er der en række tendenser, begivenheder og udviklinger, man kan inddrage for at forstå dens stigende popularitet.

Den "nye" ateisme

Religion genindtager en væsentlig plads i den offentlige debat i i Vesten ved årtusindskiftet. Det skyldes helt konkrete begivenheder som 11. September, USA’s efterfølgende krig mod terror, sagen om Muhammedtegningerne og det tidligere mord på filminstruktøren Theo van Gogh.

LÆS OGSÅ: Er ateister nutidens mest religiøse mennesker?

I samme periode er den politiske islamisme vokset i dele af Mellemøsten, og George W. Bush regereringsperiode betød, at den kristne højrefløj i USA fik en voksende politisk legitimitet. 

I debatten om religion og religiøs fundamentalisme fik religionskritikken fornyet relevans. Under den ofte anvendte fællesbetegnelse ”den nye ateisme” var ateistisk litteratur med til at præge debatten om religion, videnskab, oplysning og ateisme. 

Mest kendt gennem bøgerne ”Troens Fallit” fra 2004 af Sam Harris, ”Illusionen om Gud” af Richard Dawkins, fra 2006 og ”Gud er ikke stor” af Christopher Hitchens fra 2007.

Læs også: Ateismen er et bevidst fravalg af tilværelsens åndelige dimension

I en ofte polemisk tone anvendte disse bøger den igangværende religiøst motiverede terror til en generel kritik af religion, som de anså som et farligt og fordummende fænomen. Det var ikke specifikke politiske eller teologiske retninger, men religion som sådan, de ønskede at angribe. 

Det ”nye” ved denne form for ateisme var ikke dens substantielle indhold. At anskue religion som en sutteklud og et primitivt stadie i menneskets intellektuelle udvikling er alle velkendte positioner indenfor den vestlige verdens religionskritiske arv, som er blevet formuleret af tænkere som Sigmund Freud, Ludwig Feuerberach og Karl Marx.

Et nyt element i denne form for eksplicit ateisme var litteraturens tone og den platform, hvorfra religion blev diskuteret. 

Mens der var noget intellektuelt tilbagelænet over eksempelvis 1800-tallets toneangivende religionskritik, så var Dawkins, Hitchens og Harris bøger aggressivt polemiske, nærmest skingre i deres sprogbrug og tone. Et citat fra Dawkins lyder: 

"Det gamle testamentes Gud er uden tvivl den mest afskyelige karakter i hele fiktionens verden. Jaloux og stolt af det; smålig, uretfærdig, en kontrolfreak, hævntørstig, blodtørstig, misogyn, homofobisk, racist”

Eller som Sam Harris skriver i "Troens Fallit": 

"Det er svært at forestille sig noget, der minder mere om en sindssygdom, end hvad man finder i vores religiøse traditioner."

Platformen var samtidigt skiftet. Diskussionen om Guds eksistens og naturvidenskabens kamp mod overtro havde bevæget sig væk fra universitet og elfenbenstårnet og ud i lufthavnenes bladkiosker, internetblogs, BBC-dokumentarer og internettjenesten Youtubes videoer.

Hvor kommer interessen fra? 

Denne nye bølge af ateisme og religionskritik kan ses som en logisk modreaktion på religionens betydning for verdens konflikter. Man kan dog også inddrage andre perspektiver for at forstå, hvorfor religionskritik har så vigtig en rolle i den offentlige debat i dag. 

Det er blevet et mindre udbredt slogan bland sociologer, historikere og filosoffer, at vi lever midt i religionens genkomst. Med det menes der, at trods en generel forventning om en stigende sekularisering, synes religion at spille kæmpe rolle i den globale politiske dagsorden.

Kort sagt: Religion forsvinder ikke, selvom vi bliver mere moderne. Den ”nye ateisme” kan anskues som en insisteren på det modsatte: At man altså ikke kan være moderne, oplyst og religiøst praktiserende. 

Som den engelske filosof og idéhistoriker John Gray skrev til magasinet "The Wiley Agency" om Dawkins, Harris og Hitchens

”De nævnte tilhører en generation, som er opdraget i den tankegang, at religion repræsenterer et overstået stadium i den menneskelige udvikling og er bestemt til at svinde bort, efterhånden som vi udbygger vor viden.(…) Den aktuelle fjendtlighed over for religion må forstås som reaktion på denne vending. Sekulariseringen er overalt på tilbagetog, og resultatet er fremkomsten af en evangelisk type ateisme.” 

Hvis man endvidere anskuer ateismen sociologisk kan man også se, at fortalerne for denne ateisme ofte tilhører den højere uddannede del af samfundet, der engagerer sig i aktivt i samfundsdebatten. Som religionssociolog Peter Lüchau udtalte til Politiken i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Gudløs”: 

”Ateister er ikke normale mennesker. Statistikken viser, at de er bedre uddannede, er mere venstreorienterede og er markant mere politisk engagerede end den gennemsnitlige europæer. De er vant til at handle, når de er utilfredse, og så har de ikke mindst ressourcerne og evnerne til at komme i medierne” 

Debatten om troen på en gud fortsætter

Magt avler modmagt. Og en verden, hvor religiøst betonet vold fylder medierne, og hvor, der findes religiøse autoriteter, der ønsker at diktere menneskers adfærd, seksualitet og påklædning vil ofte rumme et naturligt modsvar.

Samtidig kan man hævde, at den moderne religionskritik har etableret en lidt skinger tone, da den ofte placerer al religion i en fundamentalistisk kategori. At man bygger en religionskritik på en afsky til religiøs fanatisme, men samtidig anvender selvsamme kritikpunkter mod institutioner som folkekirken. 

Som blogger ved Berlingske og redaktør på Rokokoposten Mikkel Andersson fornyligt skrev i et indspark om de omtalte busser i Aarhus og København:

”Tag ikke fejl. Jeg er så hardcore ateist, som tænkes kan, og jeg tror på en smuk, grusom og grundlæggende indifferent udvikling og evolution over milliarder af år, der har skabt fantastiske solnedgange, kærlighed mellem mennesker og terminale hjernesvulster hos små børn (…) På den anden side kan jeg, mere generelt, godt blive en anelse træt af den nyateistiske bevægelses meget store fiksering på en folkekirke, som jeg grundlæggende betragter som et af denne verdens meget små problemer.”

LÆS talsmand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholms kritik af analysen her 

Om man finder Ateistisk Selskabs kampagne krænkende eller forløsende, om man ser ateisme og religionskritik irriterende eller nødvendig, må man acceptere, at debatten om Guds eksistens og religionens skyggesider er rykket langt ud af elfenbenstårnet. Og den har en appel til flere mennesker end nogensinde før.