"Skam" viser den muslimske kvindes ret til at bestemme over sin egen frihed

I den aktuelle sæson af den populære norske tv-serie "Skam" møder vi en muslimsk pige i hovedrollen. Og hendes dilemma mellem kærlighed og kultur kan afghanskfødte debattør Khaterah Parwani nikke genkendende til

Hun kan ikke finde ud af at skrælle gulerødder og lave mad. Men så er det godt, at hendes brors charmerende ven Yousef er på besøg og ovenikøbet kan lave mad og er glad for børn. 

Pigen hedder Sana, og hun er den muslimske hovedperson i den nyeste sæson af den norske tv-serie "Skam," som har taget danskerne med storm. Og det muslimske miljø formår at blive fremstillet på en mere troværdig måde, end man ellers ofte ser i Norden, mener den afghanskfødte debattør Khaterah Parwani, som begejstret har slugt de første afsnit i den fjerde og sidste sæson:

"Sanas flirt med- og betagelse af brorens ven Youssef, som hun dog hurtigt finder ud af ikke er muslim, minder mig om, da jeg selv mødte min nuværende kæreste," fortæller Khaterah Parwani.

"Han har andre religiøse og etniske rødder end mig, og dengang vidste jeg ikke, hvordan min muslimske familie ville reagere på, at jeg var sammen med en mand, der havde en anden overbevisning. Jeg stod i det samme dilemma, som Sana gør nu, hvor hun skal vælge, hvor meget hun vil gå på kompromis med sin tro. Man kan ikke bare slukke for sin forelskelse. Jeg måtte bestemme mig for, om jeg turde satse på kærligheden, og nu har jeg været sammen med min kæreste i ni år. Det ser ud til, at Sana kommer til at stå foran den samme udfordring."
 
Yousef viser Sana nogle sider, hun ikke er vant til at se hos en mand. Han er ikke troende, han arbejder i en børnehave, og han er god til at lave mad. Sana derimod er ikke begejstret for børn, og hun kan ikke skrælle gulerødder. På den måde bliver der også brudt med nogle fordomme om den traditionelle muslimske kvinde, mener Khaterah Parwani.

Set gennem hendes øjne ligger seriens styrke netop i, at Sanas familie ikke bliver fremstillet som stigmatiseret. For i Danmark er vi vant til at se dokumentarer, som fokuserer på tragiske historier om muslimske familier, eller film, som handler om brune mænd i bandemiljøer:

"Så da jeg sad og så tredje afsnit, åndede jeg lettet op, fordi det muslimske minoritetsmiljø ikke bliver vist på den sort-hvide måde, som vi er vant til i tv-serier og på film."

Dermed gør Sanas karakter op med fordomme om, at muslimske kvinder mangler selvstændighed. For vist er hun vokset op med mænd, som har fyldt meget i hjemmet, men det får hende bare til at banke ekstra hårdt i bordet for at blive set, mener Khaterah Parwani:

"Selvstændighed for os minoritetskvinder er ikke at binde vores egne snørebånd. Det er at binde vores søskendes og vores forældres først. Vi er vant til at sørge for andre, før vi sørger for os selv. Derfor bliver vi tit lidt hårdhudede, ligesom Sana. Det er vigtigt at vise folk, der er født i Vesten, at man kan vokse op med ligeså meget frihed, selvom man kommer fra et muslimsk hjem. Og jeg synes, Sana er et godt eksempel på, at man som muslimsk kvinde også har ret til at bestemme over sin egen frihed."