5 eksistentielle klassikere til efteråret

Mikkel Fønsskov: Her er 5 klassikere, der sætter kloge ord på livet

I foråret genlæste jeg Hans Kirks klassiker "Fiskerne". Den er mere aktuel end nogensinde før, fordi den handler om, hvilke værdier og normer, der er vigtige, når der kommer nye mennesker til et sted, siger tv-vært Mikkel Hybel Fønsskov. Foto:FOLKVER PER/ POLFOTO

Når tv-vært Mikkel Fønsskov føler behov for et dybere perspektiv på tilværelsen, vender han sig mod Hans Kirks "Fiskerne" og Thomas Manns "Troldomsbjerget". Se hans bud på fem klassiske romaner, der er værd at vende tilbage til

Tidligere var det især faglitteratur, der fangede min interesse, men så opdagede jeg, hvor meget ekstra, der er i skønlitteraturen. For i romaner er det ikke hårde facts, men eksistentialisme og menneskers mentale tilstand, der står i centrum. Og det interesserer mig mere.

Fem af de bøger, der har betydet mest for mig, er nogle litterære sværvægtere fra 1920’erne og 1930’erne. Thomas Manns Trolddomsbjerget, Hans Kirks Fiskerne, Jacob Paludans Jørgen Stein, Fernando Pessoas Rastløshedens bog og Stefan Zweigs Verden af i går. At bøgerne er så gamle betyder nok, at jeg er lidt af en nostalgiker, men jeg kan se masser af paralleller til tiden i dag i ældre litteratur.

At læse er for mig et værktøj til at forstå folk i en konkret periode. Jeg søger tilbage for at finde et andet perspektiv. Men jo mere man ved, jo mere ved man også, hvad man ikke ved. Jeg vil gerne til bunds, men der er ingen ende. På den måde vokser litteraturens træ også hele tiden, for én bog afløses af en anden.

I forlængelse af Pascal Merciers bestseller Nattog til Lissabon opdagede jeg Pessoas Rastløshedens bog, som er en bog om rastløshed, ensomhed og melankoli. Det er blevet en af de bøger, der har betydet mest for mig. Den er virkelig svær at læse, men sygt smukt skrevet. Den rammer mig. På et tidspunkt reflekterer fortælleren over formålet med at rejse. Fortælleren vender altid tilbage til stedet, hvor han bor, for hvis han ikke er forankret i sig selv og føler en indre frihed, finder han den heller ikke ude i verden.

Jeg søger igen og igen tilbage til især litteraturen fra Mellemkrigstiden og Første Verdenskrig, fordi jeg især er tiltrukket af litteratur om menneskets forfald. Hvad sker der, når der er omstændigheder, der er hårde og bliver hårdere endnu? Hvad gør det ved mennesker?

I foråret genlæste jeg Hans Kirks klassiker Fiskerne. Den er mere aktuel end nogensinde før, uanset politisk ståsted. Det handler om, hvilke værdier og normer, der er vigtige, når der kommer nye mennesker til et sted.

Også Thomas Manns Trolddomsbjerget tematiserer mødet mellem forskellige mennesker og det at være del af noget større end én selv. Hovedpersonen Hans Castorp vil gerne være med i fællesskabet på sanatoriet. For at undgå ensomhedens suppedas søger han bekræftelse ved at få en ’vigtig’ sygdom. Ligesom Castorp søger vi også i dag efter rodfæste, og ønsket om samhørighed er noget eksistentielt. Men bogen viser sig også som et tidsbillede, og livet på sanatoriet bliver med alle de forskellige karakterer et spejl på Europas tilstand før 1. Verdenskrig.

Jeg tror, at litteratur giver mulighed for refleksion. Den tvinger os til at overveje, om eksempelvis hedonisme er vejen at gå? Skal man leve, som om der ikke er en dag i morgen? Eller skal man mere være løsningsorienteret? De spørgsmål er afgørende, når det for eksempel kommer til vores forhold til klimakrisen. Der er ikke endegyldige svar. Man må erkende, at man er nødt til at vandre i tågen. Og det viser klassikere mig gang på gang.