Kommentar

”Vi skal gøre op med fordommen om, at muslimske fædre er patriarker, som bestemmer over familien”

"Skam" har i sæson fire sat islam på dagsordenen med hovedperson Sana, som er muslim. Hun kæmper med mange ting i den aktuelle sæson, men heldigvis har hun nogle gode mænd i sin familie, som holder af hende og vil hende det bedste, mener juridisk rådgiver og debattør Khaterah Parwani. Foto: NRK/DR Presse

Vestens forestillinger om islam er ofte ideer om en streng patriark, som bestemmer over familien. Men "Skam" sæson fire viser et andet billede. Og det er tiltrængt, fordi medierne alt for ofte sætter muslimske mænd i dårligt lys, skriver debattør

De sidste par dage har den afghanskfødte debattør Khaterah Parwani holdt sig væk fra Facebook. Hun lukkede sin profil, fordi den hadefulde tone, særligt mod islams muslimer, blev for meget for hende.

Da hun i nat åbnede Facebook igen, skrev hun et langt opslag med afsæt i de fjendtlige kommentarer, som skuespilleren bag ”Skams” hovedrolle Sana oplever på de sociale medier. For desværre er fordømmelsen hverdagskost for muslimer, fortæller Khaterah Parwani.

Hun understreger vigtigheden i, at en tv-serie som ”Skam” viser en almindelig, muslimsk familie, som forhåbentlig kan være med til at nedbryde nogle af de fordomme, muslimer kommer ud for. Det er især fremstillingen af muslimske mænd, som Khaterah Parwani sætter pris på i det aktuelle afsnit af ”Skam”.

Mødre er familiernes overhoveder i islam

”Vi har set hvor omsorgsfuld Sanas mor er, og i det sjette afsnit ser vi endelig mere til faren og finder ud af, hvor tolerant han er. Han spørger ind til sin datter og støtter hende, da hun fortæller om sin prøve i skolen. Det overrasker nok mange, fordi vi er vant til at høre om den strenge, muslimske far, som holder sine døtre i kort snor,” siger Khaterah Parwani og fremhæver betydningen af, at en serie som ”Skam” viser et andet billede af muslimske fædre end det, vi er vant til at se i medierne:

”Moren og farens samtale i køkkenet er et godt eksempel på, at det ofte er mødrene, der styrer familien. De snakker om at købe en bil, og det er tydeligvis moren, der tager beslutningerne. Jeg kan genkende situationen fra min egen og fra mine tørklædeveninders opvækst. Det er mødrene, der har styr på økonomien og lægger budget. Vi skal gøre op med fordommen om, at muslimske fædre er gamle patriarker, som bestemmer over resten af familien, for sådan er virkeligheden ikke,” gør Khaterah Parwani det klart.

Muslimske mænd mistænkeliggøres

Hun er også glad for, at ”Skam” viser faren som en mild mand, fordi mange muslimske mænd mistænkeliggøres i den offentlige debat på grund af den stigende terror i Europa lige nu:

”Der bliver talt meget om muslimske kvinders vilkår og rettigheder, men vi hører næsten intet til, hvordan det påvirker de muslimske mænd hele tiden at blive sat i bås som potentielle terrorister,” siger Khaterah Parwani.

”I ’Skam’ ser vi en sød og kærlig far, der bekymrer sig om sin datter og laver sjov med at hans søn drikker alkohol. Han er på ingen måde den strenge, kontrollerende far, som vi alt for ofte hører om, når der bliver talt om muslimske fædre i medierne. I de første afsnit kunne man godt være i tvivl om, hvorvidt faren og broren var strenge og kontrollerende over for Sana, men det har vist sig, at de kun vil hende det bedste. Jeg tror, det er bevidst, at seriens skaber Julie Andem spillede på vores fordomme i starten, for så at gøre dem til skamme nu, hvor det kommer frem, hvor kærlige familiens mænd er.”