Boguddrag

Sløk og Løgstrup var uenige i fællesskab

Løgstrup og Sløk var teologisk vidt forskellige, men de delte humanismens udfordring, fortæller tidligere biskop Kjeld Holm i bogen "Mennesket er en misforståelse". Bogen er et personligt og kritisk portræt af hans nære ven Johannes Sløk. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Løgstrup (1905-1981) og Johannes Sløk (1916-2001) var ikke enige om meget, men de havde et særligt fællesskab og respekt for hinanden. Læs et uddrag her, hvor Kjeld Holm giver sit bud på forholdet mellem Sløk og K.E. Løgstrup

Europas sjæl, det var også humanismen.

Bo (Johannes Sløk) tænkte aldrig kristendommen som en modsætning til humanismen, og heri indtog han en anderledes rolle i dansk teologi sammenlignet med de teologiske holdninger, han ellers stod nær. På mange måder delte han syn på, hvad kristendom er, med Tidehverv.

Ikke for ingenting følte han, at hvis han var elev af nogen, var det K. Olesen Larsen, én af Tidehvervs stiftere og bevægelsens helt fremragende Kierkegaard-fortolker. Men netop fordi han også følte sig forbundet med arven fra Grækenland og renæssancen, og ikke mindst fordi han ikke alene oplevede splittelsen mellem Gud og mennesker, men også i eksistensen som sådan, insisterede han på både kristendommens og humanismens indsigt og anliggende.

For humanismens vedkommende kan det siges at være, at mennesket er centrum i verden, i sin erfaring af verden, og i en etisk sammenhæng, hvilket vil sige i forholdet til det andet menneske.

Da han kom til Aarhus i 1944,fik han omgående et samarbejde og et fællesskab med K.E. Løgstrup, som han dengang beundrede højt, ikke mindst for disputatsen om konflikten mellem den menneskelige erkendelse og det teologiske udsagn om verden som Guds skabelse. De var fra begyndelsen ikke enige, men de havde et problemfællesskab, hvilket i dag er tydeligt.

Det drejer sig netop om forholdet mellem kristendom og humanisme. Løgstrups banebrydende arbejder fra 1950’erne og fremefter indledtes med et nu berømt foredrag på Krogerup Højskole i 1950 med titlen Humanisme og kristendom.

Det vil derfor være rigtigt, før jeg nærmere redegør for Bos humanisme, at fortælle om forholdet mellem disse to, som var kompliceret og enkelt på en og samme tid, og som også – set på afstand af begges død – aftegner en helt aktuel problemstilling i moderne tækning. Jeg har valgt mere indgående at gå ind på sider af Løgstrups tænkning, dels for at perspektivere afgørende sider af Bos, dels fordi disse to nu engang er de væsentligste danske tænkere fra midten af forrige århundrede.

Den eneste, som når op på siden af dem, er Villy Sørensen, hvis forfatterskab Bo mærkelig nok havde et decideret distant forhold til. Han ville ikke rigtig anerkende, at der også her – i forhold til Sørensen – i høj grad var tale om et problemfællesskab.

Jeg gik til forelæsninger hos Løgstrup samtidig med, at jeg gik til timer hos Bo. Den første hos Løgstrup var om "den æstetiske oplevelse". Jeg blev omgående slået af den enorme modsætning, der var mellem, hvad de to læste, hvordan de formidlede det læste, og hvilke filosofiske og holdningsmæssige konklusioner de drog.

Mange år senere holdt Bo foredrag ved det såkaldte Bjergmarkkonvent, der holdt til i Sunds i nærheden af Herning og i adskillige år var et væsentligt og morsomt mødested om væsentlige teologiske emner. Vi havde bedt Bo om at tale, fordi han netop havde skrevet Teologiens elendighed, der af mange blev opfattet som et generalopgør med Løgstrups skabelsesfilosofi. Så naturligvis blev Bo også bedt om at forholde sig til denne, mere direkte end i bogen. Som altid undveg han den direkte konfrontation med Løgstrup og sagde blot, at han troede, at deres uenighed hang sammen med, at de læste forskellige bøger.

"Jeg læser Shakespeare, Løgstrup læser Bjørnvig."Og han havde ret, men der var en årsag til, at de læste forskellige bøger, hvilket igen hang sammen med, at de anvendte det læste for at få egne synspunkter frem. Derfor kunne de heller ikke ganske forstå hinandens læsninger, eller den ene kunne ikke forstå den andens "forfatter".

Da jeg i forårssemestret 1968 gik til Bos øvelse om Kierkegaards Frygt og Bæven og Gjentagelsen, udkom Løgstrups Opgør med Kierkegaard. Naturligvis spurgte vi øvelsesdeltagere, hvad Bo mente om dette radikale angreb på hans yndlingsfilosof. Men han havde selvfølgelig ikke læst bogen og agtede heller ikke at gøre det. "Så let slipper De ikke,"sagde én af studenterne.

"Vel,"replicerede han, "når De endelig vil! Jeg ved jo, hvad Løgstrup mener. Jeg har kendt hans synspunkter på Kierkegaard altid. Problemet er, at Løgstrup er ude af stand til at fatte en forfatter som Kierkegaard, der bestandig, bevidst, modsagde sig selv via sine pseudonymer. Som indbyggede modsigelsen og det disharmoniske i sin tænkning som en pointe. Løgstrup selv ville aldrig kunne finde på at sige noget, han ikke mente, end ikke på et julekort."

Mange år senere gentog Bo dette over for mig på tomandshånd. "Løgstrup tror, folk mener det, når de ønsker ham en glædelig jul!"

Deres forskellighed var måske først og fremmest af psykologisk art. Den havde sit udspring i, at Løgstrup, trods sit lidenskabelige anliggende i de forskellige faser i forfatterskabet, vel egentlig var et ligefremt og i høj grad regelret menneske, mens Bo, som sagt så mange gange, var kompliceret i psykisk henseende og ude af stand til at opføre sig normalt.

Løgstrup var egentlig uendelig lidt interesseret i sig selv og var i sin pure ungdom ude af stand til at omvende sig til Indre Mission, dels fordi han var så "forkølet"og veg uden om modebevægelser af enhver art, dels fordi han bestandig var optaget af et emne, en sag. Bo var vitterlig selvoptaget på sin specielle måde, indimellem næsten indkroget i sig selv. Ikke fordi han var mere egoistisk indrettet end alle os andre, men fordi hans eget liv fra begyndelsen var et problem. Løgstrup var uanstrengt den, han nu engang var, for ham var det simpelt og ligefremt at være til. Hans anliggende var derfor at beskrive forudsætningen for denne enkle kendsgerning "at man var til"og konsekvensen af dette, at livet dybest set var en gave.

Livet var ingen gave for Bo, det var mest af alt rædselsfuldt, og der måtte kamp til, for dog at kunne opnå at kunne holde det ud eller finde en indsigt, et grundlag, der gjorde det muligt at leve med blot en vis form for mening. Her var altså forskellen på dem. Løgstrup var også et langt mere beskedent menneske end Bo. Han kunne for eksempel aldrig have fundet på at sige, som Bo gjorde: "Jeg benytter mig ikke af fodnoter i mine bøger. Jeg er fodnoter i andres."

Uvenner var de aldrig, Løgstrup og Bo, i hvert fald ikke ret meget eller særligt længe. Bo fortæller i sine erindringer, og gentog det ofte i private sammenhænge, at han aldrig kom over den hjertelige og gode måde, han blev modtaget netop af Løgstrup og hans kone Rosemarie, da han og Dorthe kom til Aarhus. Men enige var de altså ikke, og allerede med Bos disputats fra 1947, Forsynstanken, gik deres tænkning i hver sin retning, og ved et diskussionsmøde i begyndelsen af 1950’erne i Fårup Præstegård med Tidehvervs-kredsen kom det til noget af et brud.

Løgstrup blev træt af at høre på Olesen Larsen og gad ikke diskutere med ham efter foredraget, hvorefter Bo overtog Løgstrups synspunkter og med dem i bagagen på skrømt argumenterede mod Olesen Larsen, skønt han netop var enig med ham. Løgstrup blev vred, hvad man godt kan forstå, og for senere at finde ind i en ordentlig omgangstone og for at kunne omgås hinanden og få noget ud af samværet indgik de en nu berømt "pagt", som begge og mange andre kunne tale meget om. Pagten gik ud på, at de ikke ville læse hinanden og ikke diskutere med hinanden.

Bo holdt næsten aftalen, dog ikke helt, for jeg ved også, at han for eksempel læste Løgstrups firebinds metafysikværk, uden at kunne stille noget op med det, slet ikke. Naturen og universet og menneskets forhold hertil er et af hovedtemaerne i dette Løgstrups hovedværk, men det sagde ikke Bo noget. Naturen var "godt arrangeret", som han engang sagde på en køretur i det smukke danske sommerlandskab, og universet var mest spændende, når man sendte raketter til månen.

Én gang brød de aftalen om ikke at polemisere mod hinanden. Løgstrup følte sig – lidt med urette – angrebet i Teologiens elendighed, for den polemiske front var i langt højere grad mod Løgstrups eftersnakkere, men han beskyldte altså i en artikel i det teologiske tidsskrift Føniks Bo for at bruge skabelsesteologien som trampolinafsæt til en gentagelse af gamle eksistensteologiske postulater. Bo tog omgående handsken op og svarede, at han troede, det var en gammel sofa, han hoppede i. De fortrød det begge. Hustruerne reparerede på det igen. Og et eller andet sted nærede de altså en stor beundring for hinanden.

Bo beundrede Løgstrup for at formulere en filosofi, der – som han sagde – "gik op". Selvom metafysik, hvilket i Løgstrups udgave af ordet ville sige en udvikling af det førkulturelle, "det, der er os nærmere, end vi er os selv", var Bo en vederstyggelighed, beundrede han Løgstrup for overhovedet at være i stand til at tænke sig frem til og formulere en sådan. Han havde det med Løgstrup, som han havde det med Platon; det var et genialt "system", som han ganske vist måtte gøre op med, men som ikke desto mindre kaldte på hans beundring, og som i sin storladenhed netop var værd at gøre op med. Derfor forfaldt han heller aldrig til den golde kritik af Løgstrup, som bladet Tidehverv var fyldt med i årene efter Løgstrups brud med bevægelsen.

Bo betonede ofte, at disse Tidehvervs-folk tænkningsmæssigt ikke nåede Løgstrup til sokkeholderne.

Modsat beundrede Løgstrup Bo for hans idéhistoriske viden og formidlingsevne og for hans konstante dialog med Platon, Aristoteles, stoikerne, Pico, Cusanus, Shakespeare osv. For mig er det et udtryk for den største generøsitet, at Løgstrup udtrykte håb om, at Bo kunne overtage hans lærestol på teologi. Der var højt til loftet dengang.

Denne gensidige respekt og beundring oplevede jeg på nærmeste hold i 1977, da de begge skulle tale ved det tidligere nævnte sommermøde for Studenterkredsen på Rødding Højskole, i hinandens nærværelse. Folk stimlede sammen fra øst og vest, syd og nord, for nu skulle man se uenighed og konfrontation. Den udeblev totalt. Ganske vist gik Bo på talerstolen efter Løgstrups foredrag, men det for at erklære sig enig i en afgørende tankegang, og da Bo næste formiddag talte, tav Løgstrup ganske vist, men til mig sagde han i en pause, at Bos radikalitet var inciterende, "men han overser netop i radikaliteten det væsentlige".

Jeg kan endnu se dem for mig ved aftenkaffen i spisesalen på højskolen, i intens samtale, lyttende og talende. Deres venskab var ikke uden reservation og afstand, men det havde også en varme i sig, som tilbageskuende bevæger.

Det var i høj grad holdt i live af Rosemarie og Dorthe, af hvilken grund det også varede ved, efter at Løgstrup var død i 1981. Man kan og skal ikke søge at harmonisere deres måder at tænke på, mere end de kan bære.

Men der var hinsides alle modsætninger et fællesskab dem imellem. Det kom på smukkeste måde frem efter Løgstrups død, endda mange år efter. Bo fyldte 75 år i 1991. Han ville ikke fejres og ville derfor heller ikke være hjemme på selve dagen. Men så tog Rosemarie Løgstrup affære, for selvfølgelig skulle han da fejres. Så Bos fødselsdag blev holdt i Løgstrups hus i Hyllested Bjerge, med Rosemarie som en strålende værtinde og, foruden Bo og Dorthe, kun min kone og mig som gæster. Det blev en herlig dag.

På vej hjem i bilen citerede jeg – efter hukommelsen – Sartres ord om Camus ved dennes død:

"Vi havde brudt med hinanden, han og jeg: et brud er ingenting – da kun hvis man aldrig skal gense hinanden – det er simpelthen bare en anden måde at leve sammen på, uden at tabe hinanden af syne i denne lille snævre verden, som er os givet."

Løgstrup og Bo havde aldrig brudt med hinanden, men nok – tænknings-mæssigt – levet i et brudt forhold. Men de levede altså alligevel sammen. Deres tænkning havde med hinanden at gøre og var til stadig, gensidig inspiration. Deres fællesskab var baseret på det, der i Sartres højstemte sprog lyder, at de hver på deres måde – lidenskabeligt – tænkte i et "forsøg på et generobre hvert øjeblik af sin tilværelse på sin fremtidige døds bekostning". Det mener jeg virkelig gjaldt dem begge. Og den dag i bilen på vej hjem fra Hyllested gav Bo mig ret.

Ikke så lang tid efter mødet i Rødding udkom Bos Det religiøse sprog. "Han er jo blevet skabelsesteolog,"sagde en af Løgstrupeleverne til mig i den anledning. Det var han nu ikke. Men at der var nedslag af Løgstrups tænkning i bogen, ved jeg. Forskellen i synet på, hvad der var livgivende, hidrørte fra deres forskellige sprogopfattelse. Var sproget et "spejl"af en virkelighed, eller var sproget netop det, der selv skabte en virkelighed? Var sproget det, der var før individet, udtrykte det måske også muligheden af en forsoning?

Det var, hvad Bo mente. Igen kom den forskelligartede psykologi ind i billedet. For Bo var forsoning, tilgivelse det uafkortet nødvendige i langt højere grad end hos Løgstrup, hvor i hvert fald skabelsens kontinuitet og fornyelse i de så berømte "suveræne livsytringer", til eksempel i tilliden, næsten erstattede tilgivelsens nødvendighed.

Da de begge levede, var vi nok mest optaget af deres forskelligheder, men nu da de er døde, er det måske mere væsentligt og i hvert fald mere frugtbart at se på, at de også havde et fælles anliggende, som de blot udformede på hver deres egensindige måde. Og jeg finder, at der – under overfladen – virkelig var et fælles anliggende for Løgstrup og Bo. Jeg vil definere det som humanismens udfordring. Et anliggende, der også – set på afstand – afdækker en begrænsning hos begge.

De havde nemlig i høj grad sans for det politiske, men på det teoretiske plan. Løgstrups Norm og spontaneitet kunne næppe være blevet til uden den politiske bevidsthed, som studenteroprøret markerede. Han var i høj grad positiv over for til eksempel en socialistisk samfundsøkonomi, men afviste naturligvis den ufrihed og statskapitalisme, der udfoldede sig i de såkaldt socialistiske lande øst for Jerntæppet.

Hvad der kan undre, var begges underlige teoretiske eller abstrakte samfundsforståelse. De kom et andet sted fra, fra en skabelsesforståelse eller eksistensteologien, og på den baggrund gav de sig i lag med samfundsanalysen. Men de konkrete samfundsforhold interesserede dem i virkeligheden ikke. Det var ikke de konkrete samfundsproblemer, der var udgangspunktet for deres holdninger. Også på den måde var der et slags skjult fællesskab mellem dem. Selv når Bo blev mest konkret og følgelig også mest polemisk over for forhold i den moderne politiske og sociale virkelighed, var der et element af abstrakthed i hans synspunkter, akkurat som Løgstrups "suveræne livsytringer"var uberoende af de sociale og psykosociale forhold. Om f.eks. en depressiv overhovedet var i stand til at lade tilliden, talens åbenhed og barmhjertigheden spille nogen rolle, var uden for Løgstrups forestillingsverden. Om den socialt undertrykte overhovedet kunne forholde sig til noget uden for den menneskelige foretagsomhed, tog han heller ikke stilling til.

Tilsvarende nægtede Bo hårdnakket at forholde sig til, om afgørelsen eller overtagelsen af den givne eksistens, dér, hvor han knyttede til ved Søren Kierkegaard, nemlig at være den, man var, i ansvar og skyld, var totalt uberoende af, hvad man skulle afgøre sig for eller overtage. For ham var en konkret politisk stillingtagen hverken mere eller mindre end "udvortes spektakel", som Søren Kierkegaard udtrykte det.

Løgstrups forhold til den konkrete politiske hverdag forekom mig naiv, grænsende til uvidenhed – fraset miljøproblemerne, hvor han konkret blev kaldt ud til aktivitet, fordi der fremkom planer om at bygge et atomkraftværk ved Glatved, i nærheden af hvor han boede.

Jeg husker endnu en herlig lørdag, hvor Løgstrup og hans kone holdt afslutningsmiddag i forbindelse med en øvelse. Her kom vi til at drøfte ungdomskriminalitet, men det var vanskeligt. Løgstrup betragtede det mest af alt som uartigheder – på linje med det, han selv havde oplevet som gymnasiast i den klasse på Metropolitanskolen i København, hvor også Scherfig havde gået, og som netop han har udødeliggjort gennem bogen Det forsømte forår.

"Samfundet i forandring har aldrig været Løgstrups stærke side,"sagde Bo engang til mig. Og deri havde han ret. Men det var nu nok også en kritik, der ramte ham selv, jævnfør hans ideal om den oplyste enevælde. Men som sagt, humanismen som udfordring var de fælles om.

Begge var de hinsides en banal humanisme, også når de ytrede sig politisk. Det drejede sig ikke om en forøget menneskelighed, selvom ingen af dem vel havde noget mod den, men om de vanskeligheder, som menneskeligheden forefandt sig selv i, netop når den ville være menneskelighed. Begge var fokuseret på humanismens iboende konflikt. Løgstrup kritiserede den grundindbildning, at enhver var en verden for sig selv, og at man følgelig ikke har sans for den konflikt, der modsat hertil opstår, når vi må konstatere, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vor hånd. Men hvor meget eller hvor lidt eller hvordan kan ikke sættes på en formel.

Hans Hauge har i sin store disputats om Løgstrup udtrykt det på den måde, at "vi har uhåndgribeligt den andens liv i vor hånd". Humanisme er da dels sansen for denne konflikt, dels sansen for den etiske fordring, der udgår af den kendsgerning, at vi er hinandens liv og skæbne. Den tankegang blev på næsten uafviselig måde vendt og drejet, da Den etiske fordring udkom i 1956. Det var en bog, som Bo konstant forholdt sig til, selvom han ikke gerne indrømmede det.

Og han udfoldede da også på sin måde en lignende tankegang 12 år senere i bogen Det absurde teater og Jesu forkyndelse:

"Mennesket er kun menneske i forholdet til det andet menneske; det kan ikke være alene og uden relation. Det kan hade det menneske, det er bundet til; der kan opstå alle arter af ressentiment og konflikt imellem dem, men det er nu engang et menneskeligt grundvilkår, at mennesker har deres liv i indbyrdes fællesskab,"siger han her. Det andet menneske er det eneste alternativ til intethed og død. I mødet med det fornægtes intetheden og døden ikke, men "livet ejer man kun ved at give det fra sig igen, til det andet menneske; livet lever ved at blive ofret. Mennesket er dødens ingenting; kun i at skænke, virkelig skænke, livet til det andet menneske lever det."

Hvad man kan kalde det humanistiske engagement var oplagt mest tydeligt hos Løgstrup. Trods den politiske naivitet var der i hans tænkning et nærvær over for det, mennesker forholdt sig til, måske modsat Bo. Et eksempel på dette var deres syn på den danske dramatiker Kjeld Abell.

I februar 1961 døde Kjeld Abellpludseligt. Hans enke, Grethe Abell, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, ønskede en kristen begravelse af ham, forestået af K.E. Løgstrup, for han ogKjeld Abell kendte hinanden fra Det Danske Akademi. Det sagde Løgstrup ja til, og blandt andet sang man "Udrust dig, helt fra Golgata".

Jørgen K. Bukdahl havde sneget sig med til begravelsen og fortalte mig mange år senere, at Løgstrup have holdt "en regelret opstandelsesprædiken". Løgstrup havde, modsat Bo, stor respekt for Abell som dramatiker, skønt Abell lå de eksistentialistiske dramatikere nær, som Bo tidligere – også som instruktør – havde været meget optaget af. Selv husker jeg et foredrag omkring 1968 i foreningen af dramaturgistuderende, hvor Løgstrup talte om Lessing, men også nævnte Abell, netop fordi denne havde sans for den selv samme konflikt i humanismen, som Løgstrup havde artikuleret.

Personlig har det altid ærgret mig lidt, at Løgstrup ikke på noget tidspunkt har behandlet Abells drama fra 1954, Den blå pekingeser, der er et subtilt, for ikke at sige forskruet skuespil, men også en poetisk tolkning af grundvilkåret: at vi er hinandens liv og skæbne, og en tolkning af fordringen, der udgår herfra.

Stykket er uden dialog, det er en krydsning mellem forskellige monologer, og det handler om ensomhedens og isolationens vilkår, markeret gennem sprogets afmagt, lidt på linje med de absurde dramatikere. Men også med en sluttelig illustration af, at "kærlighed er i grunden", som Kierkegaard siger, og som Bo tager sit udgangspunkt i – i analysen af Kjerlighedens Gjerninger. Selvom poesien var den foretrukne illustration, når Løgstrup skulle gøre sin filosofi nærværende, mens dramaet var Bos, så var heller ikke Løgstrup uden sans for skuespilkunsten.

I mindebogen om Kjeld Abell, der udkom i efteråret efter hans død, gik Løgstrup ind på hans mest kendte drama, Anna Sophie Hedvig, og skrev her noget af det mest intense om den etiske grundkonflikt.

Den lille skolelærerinde, Anna Sophie Hedvig, tager loven i egen hånd, ja, hun bryder loven ved at slå en tyrannisk og despotisk skoleleder ihjel. Løgstrup fremhæver, hvordan magtmisbruget, overgrebet på det andet menneske, meget ofte ligger uden for lovens sanktionsmuligheder.

"Med selve sin handling spørger hun os derfor, om der ikke skal sættes en modstand ind mod en ondskab, der ikke bliver det bitterste mindre virkningsfuld og ødelæggende af, at den er og må være upåagtet af loven og retten."Her har Løgstrup skærpet den etiske konflikt, der beror på, at vi altid har noget af et andet menneskes liv i vores hånd, og netop ikke er en vejledning, men et krav til et menneskes "offer".

Vi er med andre ord ikke langt fra Bos replik i bogen om det absurde. Hos begge ender det i kravet om at skænke det andet menneske livet; og kravets udførelse kan meget vel være hinsides loven og retten.

I 1978 udkom Bos mest dybdeborende værk om Søren Kierkegaard. Han havde skrevet meget om ham, men nu var det tid at gøre status.

Han kaldte bogen Kierkegaard – humanismens tænker. Ikke en ganske oplagt titel, hvis man tænker på den gængse måde at tolke Søren Kierkegaard på – i hvert fald ikke, når det drejede sig om Løgstrups hovedmodstander i opgøret med Tidehverv, K. Olesen Larsen.

Denne havde i sin diskussion med Løgstrup om Kjerlighedens Gjerninger i Tidehverv i 1950’erne (og siden hen i en omtale af Den etiske fordring) klart pointeret, at der næppe fandtes en større modsætning end den mellem kristendom og humanisme. Bo tolker da også begrebet humanisme på en yderst selvstændig måde og i hvert fald ikke konfliktløst, for "humanismen indkalkulerer i sin anskuelse, at mennesket i en meget dyb forstand er et afhængigt væsen; det er afhængigt af det mangeartede forhold til andre mennesker, af sit miljø, af hele det givne kulturmønster. Men humanismens anliggende er at påvise, hvorledes mennesket ikke kan reduceres til denne afhængighed; den vil udkaste en menneskeforståelse, i hvilket mennesket er et myndigt væsen, der kan tage hånd om sin egen tilværelse og stå inde for sig selv."

Bos studie går da ud på at påvise, hvorledes Kierkegaard går til kamp mod enhver form for systemtænkning og ideologisk styret liv. Det handler for ham om det selvberoende menneske, akkurat som det gjorde det for Løgstrup i hans studie over Anna Sophie Hedvig, og som det også er tankegangen i Den etiske fordring, hvor det skabte liv, eller bevidstheden om livet som en gave, udruster mennesket til medmenneskelighed – hinsides alle andre afhængigheder end just afhængigheden af det andet menneske.

Jeg spurgte engang Bo, om han havde beskæftiget sig med Kjeld Abell. Det havde han kun såre overfladisk, og hans tilgang til denne forfatters værk var næsten totalt blevet blokeret, fordi han ikke kunne udstå Larsen, fra Melodien, der blev væk, "dette menneske, der ikke blot har det svært i samfundet, men som har så ondt af sig selv, fordi han har det svært".

At det just er det, der er polemikken i Svend Møller Kristensens vise om Larsen, overså han. Jeg føjede til, at Bos forståelse af kærligheden som lidenskabens autentiske udtryk netop mindede om problemstillinger i flere af Abells stykker, ikke mindst Den blå pekingeser og Skriget, men Bo så kun tvivlende ud. Og sådan var det. Ikke desto mindre hævder jeg fremdeles, at der var et åndeligt slægtskab mellem Abell og Bo. For som H.C. Branner skriver i sin dagbog om vennen Kjeld Abell:

"Hans munterhed og optimisme er underlig krampagtig og påtaget. Inderst inde er han bange og usikker. Hans situation er så desperat, at det næsten betyder liv og død for ham, om hans nye stykke lykkes."Det kunne også være sagt om Bo, også når han var på vej med en ny bog.

Villy Sørensen fremhævede engang i 1960’erne, at Bo var den dansker, der havde skrevet den bedste bog om Kierkegaard, ganske vist på tysk, nemlig Die Antropologie Kierkegaards fra 1954. Senere havde han skrevet nogle mindre bøger og et utal af artikler om ham, men i slutningen af 1970’erne var tiden inde til en nyformulering. Og det blev det virkelig til.

Det er afgørende i bogen om Kierkegaard som humanismens tænker, at Bo rendyrker sit lidenskabsbegreb, og det er også her, han slår fast, hvad lidenskab er "i grunden". Han vender tilbage til den bog, hvormed det hele begyndte i Stenvad, da han fik Kjerlighedens Gjerninger i hænderne. Det blev ofte debatteret i de år, hvor Løgstrup og Bo var toneangivende i den teologiske debat, og hvor man enten var tilhænger af Løgstrups tænkning eller af Bos, at sidstnævnte ikke formåede analysen af de enkeltfænomener, som er bærende for den menneskelige tilværelse, netop tilliden, barmhjertigheden og talens åbenhed.

Det er også rigtigt, at den såkaldt fænomenologiske analyse, altså analysen af nogle grundlæggende enkeltfænomener i tilværelsen, netop var Løgstrups styrke, men det er ikke sandt, at Bo ikke også var i stand til at gennemføre en sådan. Han gjorde det blot på en helt anden måde. Det beviser han klart i Kierkegaard-bogen, nemlig når det handler om kærligheden. Uenigheden mellem Bo og Løgstrup handlede ikke om, at der var nogle fundamentale fænomener, der var bærere af den menneskelige tilværelse, uenigheden gik dels på, hvilke fænomener der var tale om, dels på en forskel i analysemåden. Løgstrup tænkte selv, ganske vist inspireret af andre, men hans opfattelse af de bærende fænomener var oplagt knyttet til hans egen erfaringsverden. Bo knyttede først og fremmest til ved de analyser, Kierkegaard repræsenterede.

Med kærligheden forholder det sig således, at den i sig selv er noget. "I at elske er der ikke kun tale om to størrelser – de to, der elsker hinanden – men der er tillige og først tale om den kærlighed, i kraft af hvilken de elsker hinanden. Kærligheden er til, før nogen elsker, for kærligheden er forudsætningen,"siger Kierkegaard. Derfor er det at blive bedraget af kærligheden ikke først og fremmest spørgsmålet om troskab eller utroskab i forhold til et andet menneske, men det aldrig at have erfaret kærligheden. For dette "bedrag"er der med Kierkegaards ord ingen erstatning, hverken i tid eller evighed. Kærligheden er som livet selv.

Det har man ikke selv frembragt, ikke selv skabt. Man er udleveret til det, det er der før det enkelte menneske. Derfor sætter Bo en cirkel om ordet skjult i sin udgave af Kjerlighedens Gjerninger. Kærligheden rækker ud over menneskers faktiske liv; man kan ikke komme under vejr med dens oprindelse og udspring. Bo udtrykker det på den måde, at kærligheden ikke er en egenskab eller en hændelse, men er menneskets væsen, det, som mennesket grundlæggende er, og "som det derfor i hvert øjeblik er ude i, og derfor kun kan trække sig bort fra i en undergang som menneske (…) Mennesker er den som kærlighed kvalificerede lidenskab."

Men kærlighedens opfyldelse sker naturligvis først i kærligheden til et andet menneske. Det kan udtrykkes på den måde, at selvkærligheden først opfyldes ret i kærligheden til den anden, i det, Kierkegaard kalder forkærligheden, og at denne forkærlighed først ret fuldendes i næstekærligheden, dér, hvor kærligheden også er pligt og måske offer.

På baggrund af udviklingen i Søren Kierkegaards forfatterskab peger Bo på, at lidenskaben i første omgang optræder som begær, seksualitet og selvkærlighed for derefter at kvalificeres i elskoven, i kærligheden til et andet menneske, for endelig at blive til den kristne kærlighed, kærligheden til næsten.

Da Kierkegaard-bogen udkom, var der mange, der mente, at nu havde en ny Sløk ytret sig. Man havde aldrig før mødt en så klar præcisering af den "suveræne livsytring", der hedder kærlighed, og som endegyldigt bærer alt andet.

Jeg kan næsten foretage en analogi til Mozarts musikteater, om hvilket det er blevet sagt, at det altid handlede om kærligheden eller nåden som den egentlige livsmagt, også i det virkelige verdensherredømme. Om kærlighed som tilgivelse og livgivende godhed, men parret med den indsigt, som også Mozart udtrykker, først og fremmest i sit Requiem, nemlig at død og dom og intethed bestandig trodser kærlig-hedens magt i verden og i den enkeltes liv.

Kærligheden formåede – sagt på den måde – at gøre mennesket til et myndigt væsen og var på den måde humanismens grundlag. Ligesom Løgstrup afviste Bo altid, at den kristne kærlighedstanke kunne gøres til grundlag for en politisk praksis. Men for begge var det fundamentalt, at de "suveræne livsytringer" eller kærligheden er en frigørelsens forudsætning, der muliggør et opgør med spekulative filosofiske systemer eller bornert teologisk rigorisme, og selv er et opgør med stivnede og umyndiggørende samfundsforhold, der fratager mennesket dets menneskelighed.

I den betydning var både Løgstrup og Bo humanistiske filosoffer, og begge forholdt de sig på hver deres måde til den europæiske humanistiske arv. Det afgørende var at få understreget, at humanisme og kristendom trak på samme hammel. Det var afgørende for begge, at kristendommens tale om næstekærlighed ikke alene udgik fra et guddommeligt bud, men i hvert fald havde sin klangbund i den menneskelige erfaringsverden.

Mennesket er en misforståelse er et portræt af tænkeren Johannes Sløk skrevet af Kjeld Holm, (f. 1945)biskop emeritus over Aarhus Stift. Han har skrevet en række bøger, bl.a. erindringsværkerne Åbne døre (2010) og Man lever af det, man får skænket (2013).