Synspunkt

Ægte juleglæde er gæstfrihed og åbne hjerter

"Alle steder har syrerne delt med mig uden forbehold. Uden tanke på at få noget igen. Mange gange har jeg tænkt, at jeg ville ønske, jeg kunne gengælde deres gæstfrihed," skriver Malene Fenger-Grøndahl. Her ses flygtninge på vej til Sverige og frivillige danskere på Københavns Hovedbanegård i september. Foto: Scanpix

På sine rejser i Syrien før krigen blev Malene Fenger-Grøndahl budt velkommen overalt. Hun spørger, om vi vil vise den samme gæstfrihed over for de syrere, der nu har mistet deres hjem og for alvor har behov for gæstfrihed?

I gågaden i Aarhus stod i december en julestald, en stor udendørs julekrybbe, bygget af elever fra byens tekniske skole, tømrerelever formodentlig, som jo meget direkte peger tilbage på Jesus fra Nazaret, barnet, der ligger i midten af stalden i sin krybbe. 

Jesus i centrum er da også overskriften på den økumeniske julestald uden for Katolsk Kirke, skabt i fællesskab af den katolske kirke, en række frikirker og Folkekirken - og som blev åbnet med tale af lederen af Kirkens Korshær i Aarhus.

I løbet af adventstiden har en række arrangementer og aktiviteter foran krybben haft det formål at gøre opmærksom på, at vi som kristne fejrer jul med Jesus i centrum. Det burde jo ikke være nødvendigt at gøre opmærksom på, men det er nok meget klogt, det kommercielle nisse- og gaveræs taget i betragtning…

En af gangene var det en af mine gode bekendte, en sognepræst, der stod for et arrangement kaldet glædesguirlande. På hjemmesiden var arrangementet beskrevet sådan her: 

”Kom og vær med til at lave en glædesguirlande. Julen handler om, at glæden fødes på ny. Vi skal dele juleglæden. Hvordan gør vi det? Hvad gør dig glad? Skriv eller tegn på et lille stykke papir. Og kom og læs, hvad der gør andre glade.”

Julen handler om, at glæden fødes på ny… Julen er tid for at juble og takke – også selv om der er nok at blive mismodig over. For er det ikke netop det, som evangeliet og julen handler om: At vi har grund til at glæde os på trods? 

Når vi ser os omkring, er der så meget at sørge over. Der er mennesker, som sendes på flugt. Som tortureres, bombes, korsfæstes, brændes. Og som afvises, når de endelig når frem til et sted, de tror, er en sikker havn. Men Jesus blev også afvist, og han insisterede på glædens mulighed. På at det, der lignede død, rummede livet, opstandelsen – den nye glædes fødsel.

Foran krybben bliver jeg mindet om, at også mit liv er skrøbeligt og afhængigt af andre. Jeg bliver mindet om de mange gange, jeg har rejst i Syrien. Hvor jeg har mødt den største og mest uforbeholdne gæstfrihed. Jeg har sovet hos rige olieingeniører og i slidte beduintelte, i gasbetonhuse, hvor en storfamilie klumpede sig sammen på madrasser på det hårde gulv. I storbyer og på landet. Hos kristne, muslimer og kommunister. 

Alle steder har syrerne delt med mig uden forbehold. Uden tanke på at få noget igen. Mange gange har jeg tænkt, at jeg ville ønske, jeg kunne gengælde deres gæstfrihed. Men jeg har hele tiden tænkt, at det var stort set umuligt. For syrere kunne næsten aldrig få visum til Danmark, og de fleste havde ikke råd til at rejse hertil.

Da krigen kom, blev de mennesker, der har budt mig velkommen i deres hjem, hjemløse. Nogle af dem står på vores dørtrin i dag. På kanten af Europa og på grænsen til Danmark. For mange af dem står Danmark som et demokratisk og frit land. De har måske nok hørt om Muhammedtegningerne og har en mening om dem. Men de har også hørt om Karen Jeppe, den danske missionær og udviklingsarbejder, som først boede i det nuværende Tyrkiet, hvor hun arbejdede blandt kristne armeniere, og så – efter folkedrabet på armenierne – tog til Aleppo i Syrien for at hjælpe de overlevende for folkedrabet, der var søgt dertil. Af samme grund er Karen Jeppe og de andre missionærer og nødhjælpsarbejdere elsket af armeniere og mange andre i Aleppo. 

I december var jeg på Højskolen på Kalø. Der udbyder de højskolekurser i dansk sprog og kultur, og blandt kursisterne er mange flygtninge. Fra Syrien, Eritrea, Iran.

En af de syriske flygtninge, jeg mødte derude, sad midt i en lektion om livsstilssygdomme i Danmark og kunne se på Facebook, at hans hjemby Aleppo blev bombet. Der bor hans forældre stadig. De er læger og arbejder gratis for folk i kvarteret. Hjælper syge og sårede, som ofte ikke kan komme i nærheden af et hospital. 

Imens er deres søn i sikkerhed i Danmark. En dør har åbnet sig for ham. En sprække, hvor julelyset kan skinne.

”Vi skal dele juleglæden”.