Hvad er negativ religiøs dialog?

Hvad er negativ religiøs dialog, og hvordan opstår den? Det forsøger teolog Henrik Lindberg Hansen at forklare ved hjælp af Muhammed-krisen. Her ses pakistanske sunnimuslimer, der brænder et dannebrogsflag under krisen. Foto: Asif Hassan/AFP / Scanpix Denmark

Begge sider af konflikten så de andres handlinger som trusler og deres egne handlinger som retfærdige reaktioner mod disse trusler
Henrik Lindberg Hansen

Negativ dialog opstår, når parter taler sammen gennem trusler og frygt. Negativ dialog opstår mellem tolkningsfællesskaber – som vi så det efter Jyllandspostens tegninger i 2005, skriver teolog Henrik Lindberg Hansen

For at forstå, hvad religiøs dialog er, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad den enkelte dialog skal opnå. Mange former for dialog reagerer mod identitetskonflikter, som er fokus for denne artikelserie med spørgsmålene: Hvad er en identitetskonflikt, og hvordan opstår den? 

Det oplagte eksempel er tegningekrisen i 2005-06, hvor Jyllandsposten udgav en række tegninger af profeten Muhammed. Danmark skiftede med krisen fra oftest at blive set som i spidsen, når det gælder positive relationer med andre dele af verden, til en forståelse af Danmark som aggressiv og indskrænket.

Målet er ikke at se på, hvem der havde ret, og hvem der tog fejl i konflikten. Pointen er, at identitetskonflikten er en negativ dialog, hvor alle involverede parter i udgangspunktet tager fejl og eskalerer konflikten. Identitetskonflikter er altså en udveksling af handlinger og udsagn, der skaber konflikter, som kan undgås.

Hvad er en negativ dialog?

Ofte definerer vi dialog som noget, vi bør gøre for at forhindre negative begivenheder, eller noget, der er brug for til at genopbygge positive forbindelser efter negative begivenheder. Men de negative begivenheder er en del af den fortsatte dialog mellem forskellige samfund og kulturer.

De negative begivenheder er altså ikke noget, der sker, fordi en eller anden sindssyg person eller aggressiv gruppe tilfældigvis afstedkommer dem, men de er nærmere et produkt af de fortsatte, dynamiske forbindelser mellem tolkningsfællesskaber. Tolkningsfællesskaber er fællesskaber, der kulturelt og geografisk identificerer sig som en enhed. Mennesker deltager i fællesskaber for at finde tryghed og et ståsted, hvorfra de kan tolke verden.

Dialogen kan i denne tolkning være enten positiv eller negativ, alt efter om den bygger på positive eller negative strategier. Tegningekrisen var et led i en lang kæde af negative begivenheder og dermed et eksempel på en negativ dialog.

Frygt afskærer et tolkningsfællesskab fra et andet

Som socialpsykologen Marilynn B. Brewer pointerer, er følelser afgørende for, hvordan vi tolker andre. Følelsen af frygt er grundlæggende for, at den negative dialog opretholdes.

Frygten kan være grundet i en række forskellige ting. Frygten for det anderledes, frygten som minoritet, frygten som majoritet for, hvad der tolkes som farligt for tolkningsfællesskabet. Frygten, som begrebet bruges her, tager mange forskellige former: had, afsky, bitterhed, skepsis, aggression, resignation.

Men frygten opstår ikke af sig selv. Den er grundet i en negativ tolkning af, hvad der er anderledes fra det eget tolkningsfællesskab i identitetskonflikter. Frygten afskærer et tolkningsfællesskab fra et andet og ser det som noget, man bør beskytte sig mod.

Under tegningekrisen følte mange, at ytringsfriheden i Danmark var under angreb, da nogle mente, at man ikke længere frit kunne udtale sig om islam uden at måtte frygte for sin sikkerhed. I Egypten tolkede mange tegningerne som endnu et udtryk for Vestens aggressivitet overfor islam.

I en konflikt opfatter begge parter den anden som truende

Der var altså tydelige udtryk for frygt under tegningekrisen. Folk følte, at de var truede og reagerede mod disse trusler på begge sider af konflikten. Hvad der er interessant, er, at begge sider af konflikten så de andres handlinger som trusler, og deres egne handlinger som retfærdige reaktioner mod disse trusler.

Dette er en af grundstenene i den negative strategi i denne sammenhæng. Den negative dialog handler for at eliminere, hvad den ser som en trussel, men det kan kun ske, hvis der rent faktisk er en trussel, så den negative dialog søger efter begivenheder, som den kan tolke som en trussel.

Truslerne findes hos den negative dialogs modpart og bliver sat op som negative eksempler på individerne fra dette andet tolkningsfællesskab. Dermed har den negative dialog fundet sin legitimation.

Den anden parts aggressive handlinger ses som eksempler på ondskab, mens egne aggressive handlinger ses som retfærdiggjorte af de andres uretfærdige handlinger: Truslerne.

Da den negative dialog har brug for distance til den anderledes, skabes altså distance til denne, så der er plads til at frygte denne. Denne distance behøver ikke nødvendigvis være fysisk eller geografisk, men er ofte nærmere en distance i, hvordan man opfatter den andens måde at tænke på: som noget farligt og ubehageligt.

Tegningerne, som satte tegningekrisen i gang var en sådan negativ begivenhed, der blev tolket enten positivt som et forsvar eller negativt som en trussel. Tegningerne blev trykt som et forsvar for ytringsfriheden mod aggressiv muslimsk censurvirksomhed i det danske samfund.

Mange muslimer i Mellemøsten så dem som endnu et angreb fra Vesten mod islam, og de reagerede med, hvad de så som retfærdige handlinger – handlinger, som så blev tolket som trusler af mange i Danmark, og som retfærdiggjorde tegningerne i første omgang. Denne negative cirkel er en del af den negative dialogs strategier, som eskalerer de negative begivenheder.

Dette er den første artikel i en serie, der undersøger identitetskonflikters opståen. Næste artikel vil fokusere på, hvordan afstanden mellem tolkningsfællesskaber vokser. 

Henrik Lindberg Hansen er teolog, ph.d. i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk.