Mysticisme opstår i spændingen mellem tradition og revolution

Ifølge Gershom Scholem var Paulus en revolutionær, jødisk mystiker. Scholem grundlagde det moderne studie af kabbala og viste, at jødisk mysticisme lever i et spændingsfelt mellem religiøs autoritet og fortolkning

Når man taler om jødisk mystik som akademisk disciplin, er navnet Gershom Scholem uundgåeligt. Scholem (1897-1982), var den første professor i jødisk mystik ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem, og grundlæggeren af det moderne religionsvidenskabelige studie af kabbala.

Hans indflydelse rækker langt udover mystikstudiets snævre grænser, og filosoffen Martin Buber sagde engang beundrende om sin kollega: ”Vi har alle studenter, danner skoleretninger, men kun Gershom Scholem har skabt en hel akademisk disciplin!”

Scholem kritiserer den rationelle jødedom

Gerhard (senere hebræiseret til Gershom) Scholem blev født ind i en assimileret jødisk familie i Berlin i 1897. Som helt ung blev Scholem interesseret i jødedommen, og fik af sin fader, der var tysk patriot og nationalist, modvilligt lov til at studere hebraisk og Tora hos en rabbiner. Scholem spurgte den skriftkloge til de mange bøger, han havde om kabbala, Rabbineren svarede: ”Dette bras? Hvorfor ville jeg dog spilde min tid på sådan noget nonsens?”.

En lige så benægtende indstilling til jødisk mystik fandt Scholem i 1900-tallets nye videnskab om jødedommen (Wissenschaft des Judentums), der behandlede religionen ud fra historisk-filologiske metoder.

Disse religionshistorikere lagde særlig vægt på tekster fra jødedommens normative rabbinske tradition – Talmud og Midrash – samt middelalderens rationalistiske filosoffer som Moses Maimonides Kabbala, den jødiske mystik, så de som et mørkt, irrationalistisk misfoster, som man gjorde bedst i at ignorere.

Men Scholem var ikke enig. ’Videnskaben om Jødedommens’ store fejl var ifølge ham, at den antog jødedommen for at være et livløst kadaver i stedet for at se den som en levende organisme. I Scholems optik var det netop mystikken, der var religionens fornyende og livsgivende kraft. Det var derfor åbenlyst for Scholem, at han ville vie sit liv til denne fundamentale, men negligerede del af jødedommen.

Ifølge Scholem kunne mystik forstås som et bestemt historisk stadie i en religions udvikling.

Mysticisme opstår som søgen efter enhed med Gud 

Jødedommens første og mest primitive stadie karakteriserer Scholem som det mytiske stadie. I dette stadie af den religiøse bevidsthed er der ikke et skarpt skel mellem Gud, verden og mennesket. Universet er monistisk, og Gud intervenerer – som Bibelen beretter – direkte i menneskelige affærer.

På dette stadie i jødedommens udvikling begynder den monoteistiske gudsopfattelse at vinde indpas over hedenske, mytiske elementer uden helt af overvinde disse.

I jødedommens andet stadie, der begynder med den talmudiske periode, bliver religionen institutionaliseret og religiøse tekster autoritative. Ifølge Scholem betyder skabelsen af en klassisk jødedom, at det religiøse univers udsættes for et dualistisk brud. Der opstår en afgrundsdyb kløft mellem Gud, som en uendelig og transcendent væren, og mennesket - som en endelig væren. Gud åbenbarer sin væren gennem loven – Toraen – og mennesket kan overkomme adskillelse fra Gud i sit efterliv gennem bøn og efterfølgelse af loven. 

Det er kun efter religionens klassiske og autoritative stadie, at mysticismen som fænomen kan opstå. Scholem argumenterer for, at mystik opstår i middelalderens Spanien og Palæstina i en romantisk, tilbageskuende periode. Mystikken ignorerer ikke den klassiske periodes dualistiske verdensforestilling, men mener derimod, at afgrunden mellem Gud og menneske kan lukkes, og at den oprindelige enhed med Gud kan opnås i individets sjæl i dette liv – en unio mystica.

Mystikken forsøger med andre ord at genoplive den mytiske enhed med Gud efter en dualistisk splittelse. 

Religiøs mystik lever i spænding mellem religiøs revolution og tradition 

En af Scholems originale indsigter var at forklare relationen mellem mystikken og den klassiske tradition som en dialektisk vekselvirkning, hvor mystikken indtog den livsgivende og progressive rolle.

Enhver mystisk oplevelse er ifølge Scholem først og fremmest dialektisk forbundet til den religiøse tradition, som den kommer fra, i den forstand, at den nødvendigvis må udtrykke sig i sin traditions sprog, symboler og metaforer. Det er i dette lys, at vi kan forstå hvorfor kristne mystikere altid ser kristne visioner og ikke buddhistiske; hvorfor en hinduistisk yogi ser figurer fra sit eget panteon og ikke - for eksempel - Jesus eller Maria. 

For Scholem er mystikken kendetegnet ved, at den altid er i dialektisk spænding med den religiøse autoritet. Mystikeren transformerer ordene fra sin traditions hellige tekster, fordi han bag ordenes bogstavelige mening ser en dybere mystisk mening.

En klassisk mystisk forklaring på de mange fortolkningsmuligheder er, at Toraen har sekshundrede tusind ’ansigter’ eller fortolkningsmuligheder, der er lig med de sekshundrede tusinde hebræere, der var vidner til, at Toraen blev åbenbaret af Gud på Sinaibjerget. 

Paulus var en revolutionær mystiker 

Spørgsmålet, der interesserede Scholem var, hvilken attitude mystikeren havde til den religiøse autoritet, som var nedfæstet i hellige, åbenbarede skrifter.

Mystikeres varierende forhold til de religiøse autoriteter forklarer Scholem med to forskellige attituder iboende i den mystiske tilgang til den autoritative traditionen: en konserverende attitude og en revolutionær attitude.

Så længe traditionens rammer forbliver intakte, og der er balance mellem den konserverende og revolutionære attitude, så længe bevarer mystikken sin kreative spænding.

Paulus, som mange kristne anser for en af kristendommens grundlæggere, er for Scholem et eksempel på en revolutionær mystiker. Hans mystiske oplevelse på vej til Damaskus, der førte til hans omvendelse til kristendom knuste samtidigt den traditionelle, jødiske autoritet.

Den traditionelle forståelse af jødedommen kunne ikke forblive intakt: på den ene side blev det Gamle Testamente konserveret af Paulus, men på den anden side blev den oprindelige mening totalt transformeret. Paulus transformerede og genfortolkede Toraens bogstavelige mening i et rent spirituelt lys.

For Scholem er et klassisk eksempel på en overvejende konservativ mystik Qumran-sekten fra omkring år 0, og den stadig eksisterende hasidistiske bevægelse. Her får hymner, bønner og meditationer over de kanoniske tekster deres mening gennem mystisk fortolkning inden for rammerne af den traditionelle religiøse autoritet.