Vestens ateisme

Ateisme har rødder i antikken og oplysningstiden

David Hume kaldte aldrig sig selv ateist. Men hans ivrige skepticisme og ønske om at finde en ”naturlig” historie om religionen lagde både grobund for den moderne religionsvidenskab, men også argumenter mod troen på Gud. Foto: Heartland Arts - Fotolia

Moderne ateisme har en lang og broget udvikling i den vestlige idehistorie bag sig. I en artikelserie klargør vi de vigtigste ateistiske forestillinger fra oplysningstiden til i dag

Hvad er ateisme egentlig? Hvad vil det sige at være ”ateist”?

Hvis vi vil forstå den ateisme, der præger den globale samfundsdebat i dag, må vi forstå dens udvikling parallelt med den vestlige idehistorie. Først og fremmest må vi skelne mellem to former for ateisme.

På den ene side er der en intellektuel og videnskabelig udvikling, der omhandler Guds faldende relevans for videnskaben og filosofien. På den anden side er der en social og kulturel historie, hvor Gud og religion mister betydning for individet og samfundet

Er den ”nye” ateisme virkelig ny?

I se seneste par år har vi set en ny bølge af polemisk religionskritik og et forsvar for en rationalistisk funderet ateisme. Mest populært formuleret gennem bøgerne Illusionen om Gud fra 2006 af Richard Dawkins, Gud er ikke stor fra 2007 af Christopher Hitchens og Troens fallit fra 2004 af Sam Harris. Alle har været populærvidenskabelige bestsellere og går under fællesbetegnelsen ”den ny ateisme”.

”Ny”, fordi den opstod som den del af en genfunden interesse for religionskritik og ateisme i den vestlige, offentlige debat, som erfaringerne fra terrorangrebet den 11. September 2001 var en utvivlsom drivkraft til. Men mens starten af dette århundrede utvivlsomt så en ny offentlig interesse for ateisme, er den rationalistiske og videnskabeligt betonede religionskritik bestemt ikke ny.

Rødderne skal primært findes i den europæiske oplysningstid, men allerede i antikkens Grækenland barslede nogle filosoffer med en radikal religionskritik. Den græske filosof Epikur (341 f. Kr. – 270 f. Kr.) er blandt andet kendt for sit citat:

"Er gud villig til at bekæmpe ondskab, men ikke i stand til det?
Så er han ikke almægtig.
Er han i stand til det, men ikke villig?
Så er han ondsindet.
Er han både i stand til det og villig?
Hvorfra stammer så ondskab?
Er han ikke i stand til det eller villig?
Hvorfor så kalde ham gud?"

Og I Det Gamle Testamente finder man denne passage i Salmernes bog kap 14.1:

"Dårerne siger i hjertet: >> Der er ingen Gud!"

Afvisningen af forskellige guder er altså bestemt ikke noget, vi har fundet på i det moderne vesten.

Oplysningstidens ateisme var både radikal og konservativ

Selvom ateisme ikke er et særegent moderne fænomen, er det først i den europæiske oplysningstid, at man får en toneangivende religionskritik og en ateisme, der kan sætte dagsorden.

På dette tidspunkt ser man en udbredelse af en ateisme, der er baseret på et materialistisk og mekanisk verdensbillede. Blandt andre den franske filosof Poul Henry Thiery d’Holbach (1723-1789) og den franske fysiker og filosof Julien Offray de la Mettrie (1709 – 1751) er foregangsmænd. Begge filosoffer er kendt for at udvikle teorier om mennesket som en fuldstændig mekanisk størrelse, der gør troen på Gud overflødig.

Men d’Holbach gik skridtet videre og udfolder i værket Le Système de la nature ("Naturens System") et mere agressivt angreb på religion, som i dette tilfælde udelukkende er kristendom, som værende både irrationel og umoralsk. Et berømt citat fra bogen lyder.

”Hvis vi går tilbage til begyndelsen, så finder vi ud af, at det var uvidenhed og frygt, der skabte guderne; at fantasi, entusiasme eller løgn giver dem deres skikkelse, at svaghed tilbeder dem, at godtroenhed holder dem i live og, at vaner, respekt og tyranni støtter dem for at sørge for, at mennesket blindt følger sine egne behov”.

Gennemgående mener d’ Holbach, at religion er en uvidenhed, som kirken og præsteskabet flittigt udnytter for sine egne behov. I nævnte tilfælde er det altså en rationalistisk kritik af kristendommen, men samtidigt en magt-og institutionskritik af kirken. Det er vigtigt at påpege, at dette syn på religion var forbeholdt de mere radikale dele af oplysningstænkerne. For eksempel var filosoffen Voltaire meget kritisk over for d’Holbachs religionskritik.

De nævnte værker var kontroversielle og skrevet under pseudonymer på grund af deres emne. De fleste oplysningstænkere fastholdt et slags abstrakt deistisk gudsbegreb. Samtidig mente mange, at Gud og religion, uanset deres sandhedsværdi, kunne være en sikring af samfundets orden. Et synspunkt, filosoffen Jean Jacques Rousseau i høj grad stod for.

Poul Henry Thiery d’Holbach var en af de første der anvendte betegnelsen ”ateist” om sig selv. Mens perioden var præget af en naturvidenskabelig udvikling og kritik af kirken, så var betegnelsen ”ateist” ikke særlig udbredt.

Oplysningens religionskritik har stadig indflydelse i dag

Der er dog mange tænkere i perioden, som er afgørende for den videnskabeligt funderede ateisme, der vokser i eftertiden. Især David Humes værker A Natural History of Religion fra 1757 og Dialogues Concerning Natural Religion fra 1779 har haft enorm indflydelse. Dette skyldes værkernes originale forsøg på at undersøge årsagen til menneskets religiøsitet ud fra en psykologisk undersøgelse af følelser.

Hume ønskede ikke at afvise religion eller afsløre den som falsk, men snarere at kortlægge, hvilke menneskelige følelsesmæssige mekanismer, der ligger bag troen på guder. Hume forbinder dog tro med en grad af intellektuelt underskud. For eksempel i A Natural History of Religion, hvor han skriver:

"Drevet på denne måde af håb og især af frygt, gransker mennesket videbegærligt i angst og bæven, hvad fremtiden kan bringe, og undersøger menneskelivets forskellige og indbyrdes modstridende tildragelser. Og på denne forvirrede skueplads og med øjne, der er endnu mere forvirrede og forundrede, skimter de de første dunkle spor af det guddommelige".

Hume kaldte aldrig sig selv ateist. Men hans ivrige skepticisme og ønske om at finde en ”naturlig” historie om religionen lagde både grobund for den moderne religionsvidenskab, men også argumenter mod troen på Gud.