Buddhist i Danmark: Meditation er min største udfordring

Foto: Pixabay

Hvordan oplever jeg min religions rammer? Ja, de eneste egentlige rammer, jeg som praktiserende buddhist har i min hverdag, er, at jeg forsøger at få mediteret hver dag. Meditation er befriende, men kan også være besværligt, fortæller buddhist Linda Clod Præstholm om at dyrke sin religion i hverdagen

Hvordan oplever jeg min religions rammer? Ja, de eneste egentlige rammer, jeg som praktiserende buddhist har i min hverdag, er, at jeg forsøger at få mediteret hver dag.

Og ja nogle gange har jeg da haft lyst til ikke at skulle bekymre mig om de rammer, men alternativet er faktisk ikke tiltalende.

Buddhisme handler om viden, meditation og adfærd

Lidt mere detaljeret bør det forklares, at man som buddhist hele tiden arbejder med tre aspekter eller søjler, som man siger: viden, meditation og adfærd.

Viden (den buddhistiske) betyder at lære om buddhisme og kende baggrunden for de metoder vi anvender. Viden gør os i stand til lettere at kunne genkende automatiske handlemønstre og forstå de mekanismer, der er i spil i vores sind.

Meditation er, som ordet indikerer, at meditere, altså hvor man sætter sig på puden og anvender en bestemt meditation. Adfærd betyder, at man aktivt anvender, hvad man har lært gennem den viden, man har fået og sætter den i spil gennem den indsigt, man får gennem meditation.

Adfærden betyder også, at man øver sig i at være opmærksom på handlemønstre og er opmærksom på sin adfærd og sin sindstilstand. Lidt mere populært sagt, er det også at være mindful.

Hvis du vil kalde dig buddhist, bør meditation derfor også på en eller anden måde indgå i din udvikling. Gerne på daglig basis. Det er klart, at det kan være både tidkrævende og udfordrende at få passet meditation ind i en hektisk dagligdag.

Meditation kan også være udfordrende på andre måder. Man bliver mere bevidst om, hvordan sindet fungerer, hvor lidt herre vi er over vores evige tankemylder, hvor dårlige vi er til at koncentrere os og så kan der også dukke en masse op fra underbevidstheden, som ikke altid er lige behageligt.

Meditation virker, men jeg er ikke altid motiveret

Meditation har for mig været og er en stadig udfordring i det daglige. Jeg har dog også oplevet spændende resultater gennem meditation, som Anders Riisgaard Rasmussen skriver om her. På grund af de resultater, jeg har oplevet, ved jeg, at meditation virker, så jeg har sjældent oplevet tvivl i forhold til de buddhistiske metoder. Men jeg har oplevet at være mere eller mindre motiveret.

Nogle gange er det lettere bare at kaste sig på sofaen og se en film. Af og til kan det også opleves som helt okay, andre gange kan jeg få en slags dårlig samvittighed og tænke: Aj, jeg burde meditere! Den dårlige samvittighed hjælper dog sjældent på noget som helst. Det gør dig hverken gladere eller giver dig mere frihed.

Så efterhånden har jeg lært at give mig selv lov til også at se en film eller andet tidsfordriv. Det kan jo være et udtryk for, at man har brug for en pause. Meditation er nemlig også selvudviklende, og nogle gange kan man have brug for en time out og lade indtryk synke til bunds.

Jeg prøver dog altid at se kritisk på mine indre undskyldninger for ikke at meditere; er det fordi jeg er doven, er det fordi der er noget jeg ikke vil se i øjnene eller er det fordi jeg har mistet motivationen?

Hvis jeg har mistet motivationen eller er doven, prøver jeg at arbejde med at blive lidt mere inspireret. Så læser jeg en buddhistisk bog, besøger mit buddhistiske center lidt oftere eller tager på et kursus eller rejse med min lærer (lama).

Meditation er motion for hjernen

Meditation kan sammenlignes med motion, bare for hjernen og din sindstilstand. Når først du er kommet i gang og mediterer regelmæssigt, så føles det bare fantastisk, og du oplever straks gevinsterne. Så meditation er befriende, men kan også opleves som besværligt.

Og det er da klart, at jeg nogle gange har tænkt, at det umiddelbart ville være lettere ikke at bekymre sig om at skulle meditere eller have dårlig samvittighed over ikke at gøre det. Men når jeg tænker scenariet igennem, anser jeg det ikke som et egentligt alternativ. Meditation og buddhismen giver mig meget, som løfter mig ud af de besværligheder, vi kontinuerligt oplever i vores hverdag og gennem livet - men som man måske kan glemme på en god dag.

Når det så er sagt, så føler jeg mig ellers ret normal og i mit daglige liv ikke som sådan begrænset af at være buddhist. Jeg kan sagtens tage i byen med mine veninder og feste hele natten, gå til fitness 3 x om ugen og jeg fejrer med glæde kulturkristne højtider med min familie. Så rammerne er i virkeligheden, hvad jeg selv gør dem til.

Linda Clod Præstholm er buddhist og IT-strategikonsulent & Enterprise Arkitekt.

Buddhistisk Center Køvenhavn har lokaler udsmykket af tibetanere. Huset har været Buddhistisk siden 1975, og alle de højeste lamaer indenfor Karma Kadjy Linien har undervist og givet indvielser i centret. Dalai Lama boede på centret i forbindelse med modtagelsen af Nobels Fredspris i 1989. 2012. Foto: Søren Staal.