Jøde: Juleevangeliet er skåret efter klassisk jødisk tradition
Den jødiske heltefortælling er fuld af mænd, der begyndte med at være små og uanselige for eksempel Moses, David og Esau og Jacob, skriver jødiske Heidi Laura
Et nyfødt barn, svøbt og lagt i en krybbe i en stald, født under små kår af forældre, der fremstår langt fra heroiske.
Jovist er dette en af kristendommens store og grundlæggende myter om Gud selv, der lader sig føde som menneske, men den er skåret lige efter skabelonen i den hebraiske bibel. Og dermed føjer julefortællingen sig lige så fint til de klassiske jødisk heltefortællinger om store mænd, der begyndte med at være meget små og uanselige.
Tag nu Moses: Født med en dødstrussel fra farao hængende over sit hoved og straks pakket ned i en kurv og sendt ud på Nilen blandt krokodiller og siv. For så på ufattelig vis at blive opdraget af en prinsesse og ende med at blive den største vismand i jødedommen.
LÆS OGSÅ: Hvilke forskelle og ligheder er der mellem kristendom, jødedom og islam?
Eller tag David: En hyrdedreng og yngste bror fra den søvnigste landsby i Judæa, der stiger op til at blive konge over hele det gamle Israel. Eller se på Esau og Jacob; endnu en historie om, hvordan den uanselige yngste søn har det med at rende med hele æren og arven og blive den store leder.
Det lillebitte folk, der står blandt skiftende supermagter
Den hebraiske bibel fortæller disse historier igen og igen, og det er ikke så mærkeligt, for jøder på den tid, da Bibelen blev til, må have funderet meget over, hvad i alverden deres rolle her i Verden dog skulle være?
De var et lillebitte folk med en kæmpestor overbevisning om, at Verdens Skaber og Herre havde valgt netop dem til noget stort; et lillebitte folk, som igennem århundreder, måtte prøve at finde en plads på datidens landkort mellem skiftende supermagter som Ægypten, Babylon, Persien, Grækenland og Rom.
Historien om den lille, som viser sig at være stor, er historien om den fremspirende jødiske kultur selv, fuld af tiltro til sin egen særlige opgave.
LÆS OGSÅ: Hvem er jøde?
Når man som jøde læser julefortællingen, er det let at se, at de tidlige kristne, som forfattede evangelierne, her skriver Jesus ind i denne store historie: Han er også den lille, som skal blive stor.
Og det passer jo så fint med, at Jesus ifølge evangelierne netop er af Davids hus og slægt og dermed af ædel kongebyrd, selvom det jo er lidt sjovt, at Josef pludselig er far til Jesus, selvom vi alle ved, at han slet ikke er det. Men sådan er myter så vidunderligt bøjelige!
Toget kører af det jødiske spor
Dér, hvor det skurer i mine jødiske ører, er selvfølgelig i forestillingen om, at det lille barn i krybben inkarnerer Gud selv. Lige dér kører toget af det jødiske spor, for i jødedommen bliver Gud altid i himmelen, og mennesket må selv se at få sat skik på alt her på jorden.
Det er nærmest meningen med mennesket: Gør det gode, gør verden bedre, gør det du kan. Der kommer ikke en Gud ned fra himmelen og tager over eller tager menneskets synder på sig, og derfor må mennesket selv træde i karakter og selv rette op på sine fejl.
Men hvert eneste barn født ind i verden er des mere et løfte om, at verden faktisk lader sig forbedre, at nye kræfter hele tiden kommer til og at arbejdet med at gøre verden til et bedre sted, påhviler os alle.
Og vi ved aldrig, hvilket lillebitte barn, der skal vokse sig klog og stærk og modig nok til udrette de største ting. Med eller uden krybbe.
Heidi Laura er ph.d. i jødiske studier og kultur- og videnskabsjournalist ved Weekendavisen.