Analyse

Religionsanalyse: Religiøse minoriteter går en hård tid i møde i 2019

"I en situation uden nogen internationale konsekvenser vil magthavere tage større og større chancer, og minoriteter vil leve endnu mere udsat. Det er konsekvenserne af den tiltagende opløsning af den internationale orden og de internationale institutioner," skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Michella Ermark

Der er brug for international støtte og solidaritet over for religiøse minoriteter i 2019. Derfor må vi som borgere holde vores politikere fast på de internationale institutioner og mekanismer, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen i denne uges religionsanalyse

I en verden, hvor der er færre internationale regler, og hvor der ikke er nogen erklæret fælles interesse i at opretholde en liberal og multilateral verdensdagsorden, er den vigtigste regel at vide, hvad man kan slippe afsted med, uden at det får nogen egentlige konsekvenser – politisk, økonomisk og strategisk. I 2019 vil svaret være: en hel del.

I takt med at Vestens indflydelse bliver mindre – og i takt med at denne udvikling accelereres af Trumps foragt i forhold til traditionelle allierede og Europas interne splittelser – bliver der større spillerum for, hvad man kan slippe afsted med. Det betyder gode udsigter for magthavere, der ikke skyer nogen midler for at beholde eller udvide deres egen magt. Samtidigt lover det ikke godt for minoriteter.

I forhold til disse magthaveres nationale politikker, så er de ofte en blanding af nationalisme og autoritære styreformer. Den konkrete udformning varierer, men indebærer typisk forkastelse af internationale institutioner og foragt for internationale konventioner og individuelle frihedsrettigheder.

Der har altid været kritik af den uretfærdige internationale orden. Det nye er hvordan denne kritik kan retfærdiggøres med en indad-skuende populistisk kalkulation, som fejrer en mere eller mindre frit konstrueret social og politisk identitet, ofte sanktioneret med en religiøs overbevisning. Pressens uafhængighed knægtes, minoriteter mistænkeliggøres, og national suverænitet fremhæves.

Rusland, hvor Vladimir Putin er præsident, såvel som Saudi-Arabien, hvor Mohammed bin-Salman er kronprins og premierminister Narendra Modis Indien er alle tre oplagte eksempler. Af disse tre er der gode grunde til specielt at holde øje med Indien i 2019:

Religiøse minoriteter i Indien har tidligere oplevet lav grad af diskrimination eller forfølgelse. Men i de senere år er antallet af rapporterede tilfælde af diskrimination, overgreb og voldelig forfølgelse øget betragteligt.

Ifølge Pew Forums årsrapporter har Indien siden 2008 hvert år ligget i top fem i forhold til høj social fjendtlighed i forhold til religion, på trods af at Indien lovgivningsmæssigt er sekulært og ikke har nogen høj grad af lovgivningsmæssig restriktion omkring religion.

I perioden fra august til december 2018 var der en række delstatsvalg i Indien, og i løbet af april 2019 skal der være valg til det nationale parlament. I efteråret betød valgene et øget antal af protester og overgreb på civile i en række delstater.

Denne jul var der således mindst 18 tilfælde af overgreb mod kristne i Indien ifølge den internationale kristne nyhedstjeneste Morning Star News. De rapporterede overgreb fandt sted i flere delstater, og fulgte i store træk samme strategi: Maskerede grupper bevæbnet med kæppe, knive, flasker og sten trængte ind i kirker i forbindelse med julegudstjenester, og under stenkast og kampråb som ’Jai Bhawani, jai Shivaji’ (’sejr til Bhawani (en hindugudinde), sejr til Shivaji (en historisk berømt krigerkonge)’, som refererer til den mytologiske oprindelse til Shivajis sejrrige regeringsperiode, hvor han modtog et sværd fra Bhawani.

Overgrebenes fælles karakter og kampråbene leder tankerne i retning af de hindunationalistiske bevægelser, som i disse år oplever medvind i Indien. Det nationale regeringsparti Bharatiya Janata Party, BJP, er den politiske del af den hindunationalistiske bevægelse, og blev i 2014 valgt med støtte fra hardcore hindu nationalistiske grupper.

I den folkerigeste nordlige delstat Uttar Pradesh, med over 220 millioner indbyggere, vandt BJP-partiet en stor flertalssejr i 2014. Det gjorde de ved at understrege den religiøse modsætning mellem hinduer og såvel muslimer som kristne.

Igen i dette efterår har BJP og premierminister Modi været ude for at sikre støtten til et genvalg i 2019. Antallet af konflikter er steget, og politiet i de delstater, som har indført ’India’s Freedom of Religion Act’, som er en anti-konversionslov, der forhindrer konvertering til kristendommen, behandler et rekordstort antal anklager om ’omvendelse med svigefulde metoder’ og krav om fængsling af præster, lærere og religiøse ledere. Endnu er ingen blevet dømt efter disse symbolske love, men de har deres virkning i forhold til at begrænse religiøse minoriteters appetit på mission og omvendelse.

De mange grundløse anklager om omvendelser og overgrebene denne jul tyder på, at BJP og hindunationalisterne igen i år i forbindelse med parlamentsvalget i Indien vil forsøge samme strategi: at polarisere samfundet gennem retorisk og lovgivningsmæssig hinduisering og anklager mod religiøse minoriteter.

Hvor dette leder til protester mødes de protesterende af banders voldelige overgreb med stiltiende støtte fra majoritetens side. Den sekulære og pluralistiske indiske stat undergraves på den måde af hindunationalisterne uden at omverdenen protesterer.

Hvor tidligere indiske ledere ville have set et internationalt ’rødt lys’ i forhold til sådanne nationale politikker, så ser den nuværende magthaver Modi kun et svagt ’gult lys’. I en situation uden nogen internationale konsekvenser vil magthavere tage større og større chancer, og minoriteter vil leve endnu mere udsat. Det er konsekvenserne af den tiltagende opløsning af den internationale orden og de internationale institutioner.

Fordi der er parlamentsvalg i Indien i april 2019 vil religiøse minoriteter i Indien – både muslimer og kristne – gå en hård tid i møde. Der bliver brug for international støtte og solidaritet i 2019, og derfor brug for at vi som almindelige borgere holder vores politikere fast på de internationale institutioner og mekanismer!

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.