Man må adskille religion og politik for at få et fredeligt Afrika

Når en magthaver udpeges på grund af sit religiøse tilhørsforhold og ikke på grund af sine kompetencer, vil han varetage sit baglands frem for folkets interesser, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen fra Kirkernes Verdensråds konference i Tanzania

Den tidligere leder Johnson Mbillah fra organisationen Procmura – Project for Christian Muslim Relations in Africa, stiftet i 1959 – gav på et seminar, som jeg deltog i, et oplæg om politiseringen af religion i Afrika. Procmura har i årtier arbejdet med interreligiøse relationer i Afrika, og Mbillahs ideer er nyttige for at forstå den dynamik, som ligger bag flere bekymrende udviklinger og konflikter i en række afrikanske lande.

I en lang række afrikanske lande lever kristne og muslimer sammen, og andelen af kristne og muslimer i Afrika syd for Sahara er omtrent halvt af hver. I en række lande i Vestafrika er muslimer i overtal, mens kristne er i overtal i den østlige og sydlige del af Afrika.

Fælles for alle lande er, at de politiske ledere tager religion anderledes seriøst som en samfundsmæssig faktor, end det er tilfældet i Europa. De politiske ledere er interesseret i at fremstå troværdigt og positiv, og bryder sig omvendt ikke om at blive kritiseret af religiøse ledere. Det betyder samtidigt, at politiseringen af religion – og det omvendte: religioniseringen af politik – er en reel udfordring i en række afrikanske lande.

Gaver til biskopper

Politiseringen af religion er, siger Johnson Mbillah, den situation, hvor religiøse ledere manipuleres med henblik på politiske lederes mål. Et typisk eksempel kunne her være den udbredte praksis, hvor nyvalgte biskopper modtager en værdifuld gave fra landets leder, eksempelvis splinterny firehjulstrækker. Efter modtagelsen af en sådan gave vil biskoppen alt andet lige nok være mindre tilbøjelig til at kritisere magthaverne.

Det omvendte – religioniseringen af politik – er den situation, hvor religiøse ledere tager parti i forhold til politiske partier eller visioner. Et eksempel på denne situation er de diskussioner, hvor den zambianske præsident Frederick Chiluba deklarerede Zambia for et kristent land, og efterfølgende i 1996 fik ændret forfatningen, så at landet nu fremstår som et "kristent land" ifølge konstitutionen. Andre eksempler er den praksis, som er udbredt i flere afrikanske lande, hvor præsident og vicepræsident er henholdsvis kristen og muslimsk, for eksempel Tanzania og Nigeria.

Splitter samfundet

Johnson Mbillah advarer kraftigt mod både politiseringen af religion og religioniseringen af politik. Konsekvensen af politiseringen af religion er den religiøse sanktion af politiske lederes beslutninger og fejl. Det bliver en religiøs pligt at indordne sig under korrupte eller uduelige politiske ledere.

Konsekvenserne af religioniseringen af politik er ikke mindre: Når en magthaver udpeges på grund af sit religiøse tilhørsforhold og ikke på grund af sine kompetencer, så vil kandidaten varetage sit baglands interesser snarere end alles interesser. Resultatet er splittelser af samfund og deling af stater langs med religiøse tilhørsforhold.

Når konflikter med grund i uretfærdig fordeling af ressourcer drages ind i denne politisering af religion og religionsering af politik, bliver resultatet uløselige konflikter, fordi en løsning ville kræve, at folk holdt op med at være kristne eller muslimer. Derfor, konkluderede Johnson Mbillah, må både kristne og muslimer arbejde sammen mod politiseringen af religion og religioniseringen af politik i Afrika. Kun på den måde kan fredelig sameksistens sikres, og pluralitet blive til en samfundsmæssig værdi.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.