Religionanalysen: Er det et særkrav at gå med tørklæde?

Grundloven giver mulighed for at forbyde tørklæder, for eksempel i folkeskolen. Spørgsmålet er blot, om forbuddet kan begrundes demokratisk, overvejer lektor, ph.d. Sune Lægaard

Pia Kjærsgaard (Dansk Folkeparti) blev den 18. august interviewet i DR2 Deadline om den ifølge hende store forskel mellem jødisk kalot og muslimsk tørklæde. Anledningen var demonstrationen til støtte for, at jøder skal kunne bære kalot i det offentlige rum, som Rasmus Jarlov (Konservative) havde arrangeret på Nørrebro to dage forinden.

Kjærsgaard udtalte i den forbindelse, at man skal kunne bære kalot i Danmark. Interviewet handlede om modstriden mellem dette udsagn og hendes synspunkt om, at muslimske kvinder, der bliver forulempet, fordi de bærer tørklæder, selv er ude om det og burde tage tørklædet af.

LÆS OGSÅ: At bære tørklæde er en politisk manifestation 

Det er ikke nogen nyhed, at Dansk Folkeparti (DF) ikke bryder sig om muslimske tørklæder. Ud over diskussionen om modstriden mellem Kjærsgaards holdninger til henholdsvis jødiske og muslimske symboler, gav interviewet også anledning til genfremsættelse af DF’s ønske om deciderede forbud mod burka i det offentlige rum, samt mod muslimske tørklæder i almindelighed i folkeskolen og for offentlige ansatte.

Spørgsmålet er, om sådanne forbud ikke vil krænke retten til religionsfrihed? Det kunne umiddelbart se sådan ud, men sagen er ikke så enkel og afhænger af: a) hvad religionsfriheden omfatter, og b) hvor stærk en beskyttelse religionsfriheden giver?

Grundlovens religionsforståelse rummer ikke islam 
Et tørklædeforbud vil kun krænke religionsfriheden, hvis religionsfriheden omfatter retten til at gå med religiøs beklædning og symboler i de pågældende sammenhænge. Grundlovens §67 siger blot, at ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning”.

Så den grundlovssikrede religionsfrihed handler altså primært om retten til at forsamle sig med henblik på gudsdyrkelse, altså til at gå i kirke (eller lade være). Dette skyldes, at Grundloven blev formuleret på et tidspunkt, hvor religion i en Dansk sammenhæng næsten udelukkende omhandlede protestantisk kristendom, hvor den vigtigste religiøse aktivitet er gudstjenesten.

LÆS OGSÅ: Hvad betød Grundloven for religionsfriheden?

Med tilstedeværelsen af andre religiøse grupper er denne forståelse af religion blevet for snæver og indfanger for eksempel ikke nogle muslimers overbevisning om, at muslimske kvinder bør gå med tørklæde.

Men det gør til gengæld den Europæiske menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk ret. Konventionens artikel 9, stk. 1, siger, at ”Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.”

Så menneskerettighederne omfatter altså også retten til at manifestere sin tro i det offentlige rum, for eksempel ved at bære tørklæde eller kalot.

Folketinget har mulighed for at vedtage tørklædeforbud
Men selvom religionsfriheden omfatter det at bære tørklæde, så er der grænser for, hvor stærk beskyttelsen er. Grundloven kvalificerer retten ved tilføjelsen ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Dette er en meget uklar begrænsning, men den gør det tydeligt, at ikke alle handlinger er beskyttet af religionsfriheden, blot fordi de er religiøse – andre hensyn kan veje tungere end religionsfriheden.

Menneskerettighedskonventionens artikel 9, stk. 2, siger, at retten til at manifestere sin tro kan ”underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads tema om tørklæder 

Så Folketinget kan altså vedtage en lov, der forbyder tørklæder, for eksempel i folkeskolen, men kun hvis dette kan begrundes ud fra et af de nævnte hensyn og på en måde, der er i overensstemmelse med idealet om et demokratisk samfund.

Demokratiet skal respektere alle borgere
Så spørgsmålet er, hvilke begrundelser, der faktisk er demokratiske? Pia Kjærsgaard har udtalt, at hun ikke bryder sig om tørklæder, bliver utryg ved dem, og finder dem udanske. Er det en tilstrækkelig begrundelse?

Selv hvis et flertal af den danske befolkning delte Kjærsgaards holdning, så ville et forbud på dette grundlag ikke være foreneligt med idealet om et demokratisk samfund. For demokrati er ikke blot flertalstyranni. Både Grundloven og Menneskerettighedskonventionen er jo netop udtryk for ideen om, at et demokratisk samfund er karakteriseret ved, at borgerne har visse rettigheder, der sætter grænser for, hvilke love et flertal kan vedtage.

Det er hele pointen med borgerrettigheder. Og denne begrænsning af flertallet er ikke et demokratisk problem – det er tværtimod en forudsætning for et sandt demokrati, hvor alle borgere respekteres.

Kjærsgaard har yderligere udtalt (Kristeligt Dagblad 20/8), at ”Vi skal ikke hele tiden bøje os for muslimske særkrav”. Hermed mener hun øjensynligt, at det, at muslimske kvinder bærer tørklæder, er udtryk for ”særkrav”.

Men i et demokratisk samfund som det danske er det jo netop ikke udtryk for et ”særkrav” at manifestere sin religion i det offentlige rum – det er tværtimod noget, som vores grundlæggende demokratiske borgerrettigheder giver os retten til.

Så det er ikke muslimske kvinder, der stiller ”særkrav”. Når Kjærsgaard ønsker et forbud mod tørklæder baseret på hendes personlige modvilje mod dem, er det tværtimod hende, der afviger fra de generelle regler og rettigheder, der kendetegner vores demokratiske samfund. Hvis nogen stiller ”særkrav” her, er det Dansk Folkeparti.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.