Religionsanalysen

Bør biskopper udtale sig om politik?

Ligesom en universitetsprofessor ikke udtaler sig på vegne af hele sit universitet, selv når han påberåber sig sin professortitel, så er det ikke sikkert, at biskopperne kan siges at udtale sig på vegne af folkekirken, mener lektor, ph.d. Sune Lægaard.

Hvis præmissen er, at folkekirken ikke må være en politisk aktør, betyder det ikke, at biskopper ikke må udtale sig politisk. For biskopper er ikke identiske med folkekirken, skriver lektor, ph.d. Sune Lægaard

Landets biskopper har i de seneste år udtalt sig om en række aktuelle samfundsspørgsmål, for eksempel flygtninge, ulandshjælp eller Israels behandling af palæstinenserne. Det har afstedkommet en debat om, hvorvidt dette er på sin plads eller ej.

Skal biskopper alene forkynde det kristne budskab om næstekærlighed eller også udtale sig om, hvad de mener, at næstekærlighed indebærer i forhold til aktuelle politiske problemstillinger?
 
Læs også: Kritik: Biskopper markerer sig på røde sager
 
Bør biskopperne holde sig til at udtale sig rent teologisk? Er kristendommen en overbevisning og et værdisæt med politiske implikationer, eller bør religion og politik adskilles, så præster og især biskopper ikke bør udtale sig politisk?
 
Dette er faktisk et ret kompliceret spørgsmål, for der er flere ting på spil samtidig. Dels er der tale om, hvordan man overhovedet forstår religion og politik, og hvad forholdet bør være imellem dem.

Dels er der tale om et spørgsmål om biskoppers rolle som repræsentanter for folkekirken, og – i kraft af folkekirkens status som statslig finansieret og administreret organisation – som statsligt lønnede embedsmænd.

Endelig er spørgsmålet, hvad det overhovedet vil sige at udtale sig politisk.

Adskillelse af stat og religion

Det første spørgsmål angår, om man kan og bør adskille religion og politik. Her er tanken, at religion og politik handler om to forskellige ting – for eksempel henholdsvis sjælens frelse og statens indretning – og at der bør stilles forskellige krav til begrundelser på de to områder.

Hvor religion er et spørgsmål om tro, så er politik et spørgsmål om, hvad man kan blive enige om, eller hvad staten kan tillade sig at tvinge andre til, selv om de ikke er enige.

Et udbredt argument for adskillelse af religion og politik er, at man ikke bør basere statslig tvang på religiøse begrundelser eller bruge statslig tvang til at håndhæve religiøse forskrifter, da man ikke kan forvente, at borgere, der ikke har den samme religiøse tro, kan acceptere denne slags begrundelser.

Læs også: Måske ville Kierkegaard tale for en adskillelse af kirke og stat

Dette krav kan enten begrundes ud fra rent politiske principper om lige respekt for alle borgere, eller det kan begrundes religiøst, for eksempel ud fra Matthæusevangeliets forskrift om, at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, det vil sige som en slags toregimente-lære.

Kravet om adskillelse af religion og politik er dog problematisk som begrundelse for kritik af biskopper, der udtaler sig om politik.

Hvis begrundelsen for at adskille religion og politik er, at man ikke må udøve statslig tvang over borgerne ud fra grunde, de ikke kan acceptere, så er begrundelsen jo ikke relevant her – for biskopperne udtaler sig bare til pressen, de udøver ikke statslig tvang over nogen.

Biskopper som repræsentanter for staten

Det leder hen til det andet spørgsmål, der angår det forhold, at biskopperne er repræsentanter for folkekirken, der er en del af staten, som de også er ansat og lønnet af. Hvis de er repræsentanter for staten, og staten ikke bør basere sine handlinger på kontroversielle religiøse begrundelser, så bør biskopperne vel lade være med at udtale sig om politik på et religiøst grundlag?

Men denne begrundelse fungerer heller ikke.

Problemet er, at hvis staten ikke skal støtte bestemte religiøse holdninger, så er konsekvensen ikke et bestemt krav til biskoppernes adfærd, men et meget mere vidtgående krav til at stat og kirke adskilles.

Her kunne nogle indvende, at folkekirken netop er en del af staten for at sikre, at folkekirken ikke bliver en uafhængig politisk aktør – netop fordi religion og politik bør adskilles, bør stat og kirke ikke adskilles. Det er godt nok et kontroversielt argument. Men selv hvis man accepterer det, er det ikke sikkert, at det følger heraf, at biskopperne ikke må udtale sig om politik.

Læs også: Det mener partierne om adskillelse af kirke og stat

Argumentet angår folkekirken som institution, og biskopperne udtaler sig jo ikke på vegne af hele folkekirken, men kun som biskopper. Ligesom en universitetsprofessor ikke udtaler sig på vegne af hele sit universitet, selv når han påberåber sig sin professortitel, så er det ikke sikkert, at biskopperne kan siges at udtale sig på vegne af folkekirken.

Og hvis præmissen var, at folkekirken ikke må være en politisk aktør, så følger der ikke heraf, at biskopper ikke må udtale sig politisk, for de er ikke identiske med Folkekirken.

Endelig kan man diskutere, hvad det overhovedet vil sige at udtale sig politisk. Er en udtalelse politisk, bare fordi den omhandler et emne, som der er politisk debat om, for eksempel flygtninge?

Hvis ”politisk udtalelse” forstås så bredt, så vil et krav om, at biskopper ikke udtaler sig politisk, også gribe ind i helt klassiske teologiske og forkyndelsesmæssige områder, for der er jo til tider også politisk debat om menneskesyn og etik, som er centrale for religionen.

Så det er hverken klart, hvad der kunne være en god begrundelse for at kræve, at biskopper ikke udtaler sig politisk, eller hvad dette overhovedet vil sige – for det kan vel ikke bare betyde, at nogle politikere er utilfredse med biskoppernes udtaleser, og derfor vil have, at de tier stille?

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.