Religionsanalysen

Religion er ikke den vigtigste årsag til konflikt

Mens religion åbenbart har været årsag til mange konflikter gennem historien, er det på ingen måde den eneste årsag til konflikt. Analyserer man situationen i 35 væbnede konflikter fra 2013, spiller religiøse elementer ikke en rolle i 14 af disse, fortæller adjunkt Brian Arly Jacobsen. Her er det soldater i Colombia. Foto: Scanpix.

Forholdet mellem religion og fred er ofte blevet italesat på en måde, hvor religion enten fremstår som årsag til eller forebyggelse mod krig, skriver adjunkt Brian Arly Jacobsen

Ifølge forskningsrapporten Five Key Questions Answered on the Link Between Peace & Religion (Fem centrale spørgsmål som besvarer sammenhængen mellem fred & religion), som blev offentliggjort i oktober 2014 af den uafhængige internationale organisation Institute for Economics and Peace (IEP), er religion ikke den vigtigste årsag til konflikt i dag. Undersøgelsen blev gennemført i et samarbejde med forsknings- og uddannelsesorganisationen Religious Freedom & Business Foundation.

Forholdet mellem religion og fred er ofte blevet italesat på en måde, hvor religion enten fremstår som årsag til eller forebyggelse mod krig.

På den ene side argumenterer nogle, eksempelvis den nu afdøde kendte ateist og journalist Christopher Hitchens i hans bog God Is Not Great: How Religion Poisons Everything (2007) for, at religion er en af de største årsager til krig.

Alternativt argumenterer andre, eksempelvis teologerne Jerald D. Gort og Hendrik M. Vroom i deres bog Religion, Conflict and Reconciliation: Multifaith Ideals and Realities (2002), for et syn på religion som en drivkraft, der kan løse krig og uroligheder.

Alle religioner har begreber som fred og krig

De store religioner i verden; Buddhisme, kristendom, hinduisme og islam har alle begreber om individuel og samfundsmæssig fred i centrum af deres religiøse diskurser, men samtidig er det også muligt at finde belæg for voldelig adfærd og krig indenfor alle nævnte religiøse diskurser. 

For fuldt ud at forstå forholdet mellem religion og fred er en mere tilbundsgående forståelse af fred, end blot fravær af krig, nødvendig. Dette er nødvendigt for at forhindre forsimplede og tendentiøse analyser. 

Krig er meget destruktiv for individ og samfund, og fraværet af større konflikter er en nødvendig forudsætning, før det menneskelige potentiale kan udvikle sig. The Pillars of Peace, som er yderligere uddybet i ovennævnte rapport, forsøger at beskrive, hvordan et optimalt miljø for fred kan se ud. 

The Pillars of Peace er en ramme udviklet af IEP til at vurdere de faktorer, der skaber og opretholder fredelige samfund. Rammen danner også et ideelt udgangspunkt for at måle et samfunds mulighed for at opretholde freden. Indekset måler otte faktorer, hvoraf tre er afgørende for et fredeligt samfund, nemlig lavt niveau af korruption, velfungerende regering og gode relationer til naboer. 

Rapporten indeholder en omfattende analyse af forholdet mellem fred og religion baseret på analysen af fem spørgsmål, som besvarer spørgsmål om forbindelsen mellem fred og religion. 

Undersøgelsen fandt, at svaret på det første spørgsmål: ”Er religion hovedårsagen til konflikten i verden i dag?” er nej. 

Læs også: Muslim: Kampene i Irak handler ikke om religion

De fire andre spørgsmål, som danner grundlag for analysen er: ”Er andelen af troende eller ateister i et land bestemmende for fred i et land?”, ”Betyder den demografiske spredning af sunnimuslimer og shiamuslimer i muslimske lande noget for freden?”, ”Er religion centralt for at forstå, hvad der skaber fred?” og ”Kan religion spille en positiv rolle i fredsarbejde?” 

Religion er ikke den eneste årsag til konflikt

Mens religion åbenbart har været årsag til mange konflikter gennem historien, er det på ingen måde den eneste årsag til konflikt. Analyserer man situationen i 35 væbnede konflikter fra 2013, spiller religiøse elementer ikke en rolle i 14 af disse, svarende til 40 procent. 

Det er bemærkelsesværdigt, at religion alene ikke var stående årsag til nogen af konflikterne. 14 procent af konflikterne havde dog religion som en del af konfliktgrundlaget. Religion var kun én af tre eller flere årsager i 67 procent af de konflikter, hvor religion fremhævedes som en faktor i konflikten. 

Ikke desto mindre, er den globale fredssituation blevet støt forværret over de sidste syv år, hvis man tager udgangspunkt i Global Peace Index (GPI): med 111 lande forværrede og 51 forbedrede. 

En af de vigtigste årsager til den globale nedgang i fred er det øgede antal af terroristaktiviteter, som har været drevet af højt profilerede islamiske terrororganisationer som Islamisk Stat (IS), Boko Haram og Al-Qaida. 

Både omfanget og intensiteten af terrorisme er steget betydeligt. I 2011 registrerede 13 lande mere end 50 dødsfald som følge af terrorvirksomhed. I 2013 var tallet steget til 24 lande. GPI er også udviklet af IEP og begyndte at måle den globale fredssituation i 2007. Danmark har de seneste år placeret sig som nummer to på listen – kun overgået af Island. 

Ifølge rapporten er årsagerne til de 35 væbnede konflikter i 2013 mange. Af de 35 konflikter havde 86 procent mere end en årsag. Næsten to tredjedele af konflikterne i 2013 havde opposition til en bestemt regering eller opposition til det økonomiske, ideologiske, politiske eller sociale system i en stat blandt deres vigtigste årsagsforklaringer. 

Identitet var et tema i de fleste konflikter i 2013, hvor 21 konflikter involverede sammenstød mellem forskellige identiteter, for eksempel etnisk identitet, som en hovedårsag til konflikt. En analyse af motivationen for disse konflikter viser, at ønsket om at udtrykke egen identitet og selvstyre udgjorde 60 procent af konflikterne. Religiøse elementer kan have en betydelig indvirkning i identitetsspørgsmål, men der er mange andre motivationsfaktorer, når det gælder væbnet konflikt. 

Er islam en krigerisk religion? 

I den danske offentlige debat er der ofte fokus på vold begået af muslimer og/eller i islams navn. I Deadline på DR 2 den 11. oktober udtalte tidligere folketingsmedlem Søren Krarup, at islam er en krigerisk religion, en trussel mod freden og tager magten i Danmark, hvis muslimerne bliver mange nok. 

At der er krig og uroligheder i flere lande i Mellemøsten kan ikke benægtes, men med til historien hører også, at vestlige stater, herunder den danske, gennem krig og intervention har medvirket til at destabilisere regionen gennem krig og en efterfølgende problematisk indsats for at skabe en vedvarende fred. 

Den svenske religionsforsker Mattias Gardell har i sin bog Islamofobi (2010) analyseret statistisk materiale over de terrorangreb, som ikke-statslige aktører i verden har begået ved hjælp af den amerikanske Global Terrorism Database (GTD). 

Analysen viste, at mellem 1970-2007 blev der begået cirka 80.000 angreb og attentater af forskellig art globalt set, som kunne kategoriseres som terrorisme. De fleste terrorangreb var begået i Latinamerika, og ikke en eneste af disse var begået af muslimske ekstremister. 

De lande, hvor der var begået flest terrorattentater i perioden, var Colombia, Peru, El Salvador, Indien, Nordirland, Spanien, Irak, Tyrkiet, Sri Lanka, Pakistan og Filippinerne. I seks af disse stater er muslimer et udpræget marginalt problem og altså ikke en trussel mod freden. Selv i et såkaldt muslimsk land, som Tyrkiet, er de fleste attentater ikke udført af religiøse grupper, men af sekulære separatistbevægelser som det kurdisk nationalistiske PKK. Også i Pakistan spiller separatistbevægelser i Kashmir og Baluchistan en vis rolle, når det handler om voldelige konflikter. 

Læs også: Khader: Debat om islam er gået fra fodnote til overskrift i USA 

Ser man på terrorangreb over tid, så er antallet faldet hen mod slutningen af 1990’erne for igen at stige i 00’erne efter invasionerne af Irak og Afghanistan. Listen har ændret sig siden 2007. Irak og Afghanistan er rykket længere op på listen som følge af terrorangreb i landene. Som Gardell retorisk påpeger, fremstår ’Krigen mod terror’ som kontraproduktiv, hvis målet var at mindske niveauet af terrorisme i verden. 

Religion som kampråb for politisk forandring

Forestillingen, om at de fleste krige er religionskrige, eller at religion er en væsentlig årsag til væbnede konflikter, og at muslimer er mere tilbøjelige til at gribe til våben end tilhængere af andre religioner, er mulig at undersøge empirisk. Gardell har gjort dette ved hjælp af Uppsala Conflict Data Program (UCDP). 

Grundlaget for undersøgelsen er 1.677 væbnede konflikter mellem 1945 og 2001. En væbnede konflikt forstås her som en konflikt mellem to eller flere stridende parter, som resulterer i mindst 25 dødsfald pr. år. De stridende parter har Gardell kategoriseret som kristne, muslimer, hinduer, buddhister, jøder og øvrige efter majoritetsbefolkningens nominelle religiøse tilhørsforhold. Herefter blev det undersøgt, hvilken karakter konflikten havde, om religiøse identitetsspørgsmål var på spil, eller om andre spørgsmål spillede en rolle. 

Analysen viste mange interessante og overraskende resultater. En overvældende majoritet af konflikterne, 1531 (cirka 91 procent), drejede sig primært om andre ting end religion. I 146 af konflikterne spillede religion en del af grundlaget for uenigheden. De fleste konflikter, 1113 (66 procent), foregik mellem parter, som delte nominel religionsbaggrund. Kristne sloges mod kristne, muslimer mod muslimer og så videre, men altså sjældent på grund af et religiøst spørgsmål. 

De fleste af konflikterne i den undersøgte periode er koloniale eller etnonationalistiske krige, som var et resultat af lokale befolkningers krav om selvstændighed – i disse konflikter var det mest kristne kolonimagter, som spillede en væsentlig rolle. 

Kristne var indblandet i cirka 40 procent af alle konflikter i perioden, men udgjorde kun mellem 24-31 procent af jordens befolkning i perioden. 

Muslimer udgjorde 20-22 procent af verdens befolkning i undersøgelsesperioden, men var indblandet i 28 procent af de væbnede konflikter – det kan for de fleste konflikters vedkommende forklares med, at muslimer var den anden part i de koloniale krige, som kristne kolonimagter førte i Afrika og Asien. 

Buddhister udgjorde 5-6 procent af jordens befolkning i undersøgelsesperioden, men var indblandede i 17 procent af verdens væbnede konflikter, det vil sige en overrepræsentation på 209 procent sammenlignet med kristne og muslimers overrepræsentation på henholdsvis 45 procent og 33 procent. 

Resultatet kan virke overraskende for mange, der forestiller sig den fredelige, ikke-voldelige Dalai Lama som repræsentanten for buddhisme. Det er dog en udpræget vestlig forestilling, som ikke helt svarer til virkelighedens buddhister, der både har været med til at udvikle nogen af de mest sofistikerede kampsportssystemer i verden (for eksempel kung-fu, budo, judo), samt deltager i og legitimerer krige og voldelige handlinger i religionens navn ligesom alle andre trosretninger. 

Læs også: Kan man måle religion?

Overrepræsentationen kan igen forklares med henvisning til antikoloniale befrielseskrige i for eksempel Laos, Cambodja, Vietnam og områder med langvarige konflikter efter selvstændighed som i Burma (demokratibevægelser med mere), Cambodja (Khmer Rouge) og Sri Lanka (buddhistisk nationalisme versus tamilsk separatisme). Vestens idealisering af buddhisme, som et fredeligt projekt, skaber lige så skævt et billede som Vestens dæmonisering af islam, som et krigerisk projekt. 

Der er mange vanskeligheder forbundet med overforenklede analyser af, hvad årsagerne til en konflikt er. Konflikter med religiøse elementer er ikke nødvendigvis primært drevet af religiøse mål. I mange tilfælde fokuserer væbnede grupper mere på at vælte regeringen eller udhule regeringsmagten og bruger religion som et kampråb i religiøse samfund, som kan legitimere i religiøs henseende og samtidig motivere religiøse deltagere til kamp. 

Religion i sig selv fører ikke normalt til vold, det sker generelt kun, når religion bliver en del af voldsomme udtryk for sociale spændinger, personlig stolthed/ære og bevægelser, der kæmper for politisk forandring. 

Når parterne i en konflikt er opdelt i religiøst tilhørsforhold, bliver konflikten ofte udformet som religiøs især af iagttagere, selvom parterne oprindeligt har kæmpet over andre spørgsmål. Da størstedelen af mennesker i verden tilslutter sig en religiøs overbevisning, er det ikke overraskende, at mange konflikter fortolkes som havende et religiøst element. Det følger dog derfor ikke altid, at religion er årsagen til konflikt, som ovennævnte undersøgelser peger på. 

Brian Arly Jacobsen er adjunkt, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.