Analyse: Blasfemiparagraffen værner om den offentlige orden

Paragraf 140 beskytter ikke religion for religionens skyld eller de troendes religiøse følelser. Den kriminaliserer forhånelse af religion som beskyttelse af den offentlige orden, skriver lektor i filosofi Sune Lægaard

Liberal Alliance forslog den 29. marts at afskaffe straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, der kriminaliserer forhånelse af religion, fordi den begrænser ytringsfriheden. Dagen før førstebehandlingen i Folketinget meddelte direktøren for Institut for Menneskerettigheder, at instituttet vil foreslå paragraffen afskaffet, fordi religioner ikke har menneskerettigheder.

LÆS OGSÅ: Analyse: Mindre plads til det hellige i debat om blasfemi

Hvorfor have en bestemmelse, der ikke håndhæves?
Dette er en interessant om end efterhånden noget tyndslidt - debat. Men hvad er der på spil i denne sag? Interessant nok har mange af de fremsatte begrundelser ikke ret meget med sagen at gøre.

Hvad angår begrænsningen af ytringsfriheden, er dette ikke nogen stærk grund til at afskaffe § 140, da bestemmelsen er gået i dvale og ikke har ført til dom siden 1946. Paragraffen skal fortolkes under hensyn til ytringsfriheden, og der er ikke nogen grund til at tro, at denne fortolkning nogensinde vil føre til, at nogen bliver dømt for blasfemi igen.

At en bestemmelse ikke fører til dom, betyder dog ikke, at den ikke indirekte kan begrænse folks ytringer en såkaldt chilling effect, der får folk til at undlade at fremsætte ytringer af frygt for at blive straffet. Men det er der bare ikke særligt meget, der tyder på. § 140 forhindrede ikke Muhammedtegningerne eller en særdeles kritisk debat om islam.

Hvis paragraffen i praksis ikke begrænser ytringsfriheden, er dette ikke en grund til at afskaffe den. Omvendt er spørgsmålet så, hvorfor man skulle beholde en bestemmelse, der ikke håndhæves?

En grund kunne være, at religioner ikke har menneskerettigheder. Men problemet med det argument er, at der er masser af bestemmelser, der ikke afspejler menneskerettigheder man kan også (med rette) blive straffet for at begå hærværk på offentlige bygninger, men det er ikke, fordi offentlige institutioner har menneskerettigheder.

Blasfemilparagraffen handler om den offentlige orden
Hvad kan paragraffens funktion være, hvis den ikke håndhæves? En mulighed er, at den skal sende et signal. Men om hvad? Her argumenteres der ofte ud fra, at bestemmelsen skal beskytte Gud eller religion. Det absurde heri anføres så som grund til afskaffelse Gud har ikke brug for beskyttelse, og hvorfor beskytte religioner?

Men § 140 har ikke noget med Gud at gøre. Der er tale om en bestemmelse til beskyttelse af den offentlige orden, ikke et misforstået eller gammeldags forsøg på at give retsvirkning til teologisk dogmatik.

Den favoriserer ikke kristendommen, da beskyttelsen gælder alle her i landet lovligt bestående trossamfund. Den beskytter heller ikke religion for religionens skyld eller de troendes religiøse følelser, og den forbyder ikke religionskritik bestemmelsen kriminaliserer forhånelse af religion ud fra en antagelse om, at dette kan føre til forstyrrelse af den offentlige orden.

Er forhånelse af religion en trussel mod den offentlige orden?
Problemet er, at antagelsen om, at forhånelse af religion vil underminere den offentlige orden, netop blot er en antagelse. Der er ikke noget belæg for, at det vil ske. Derfor hviler den argumentet om den offentlige orden på pessimistisk spekulation. At § 140 ikke håndhæves, kunne tyde på, at domstolene ikke deler denne pessimistiske antagelse.

Kunne der være andre grunde til at have paragraffen? Nu om stunder har § 140 den funktion at værne om religiøse minoriteter. Selv om den ikke håndhæves, kunne paragraffens rolle være at sende en besked om, at religiøse minoriteter accepteres i samfundet at samfundet ikke er defineret ved en afstandtagen til religiøse minoriteter.

Spørgsmålet er, om denne funktion er en god grund til at have paragraffen? Alternativet afskaffelse skal dog vurderes ud fra, at det kunne sende det modsatte signal at den frie jagt på religiøse minoriteter er gået ind.

Sune Lægaard
Lektor i filosofi