Analyse: Norsk helvede får stor symbolsk værdi
Religiøse symboler og kirkelige ritualer medvirker til at gøre de meningsløse terrorhandlinger i Norge til noget andet og mere end det, de var, skriver Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær i Bibelselskabet
Den norske tragedie med bombeterror i Oslo og massemord på Utøya har vist sig at være i en helt særlig kategori af begivenheder, der får en symbolsk betydning, som rækker langt ud over de konkrete hændelsers omfang.
Hver eneste dag er der mennesker, som omkommer, børn og unge, der udsættes for fare, og tåber, som i en selvovervurderende rus lader hånt om andre menneskers skæbne. Men kun ganske sjældent samler opmærksomheden sig i så høj grad på tværs af landegrænser og flere andre skel, som det er sket i kølvandet på Anders Behring Breiviks udåd den 22. juli.
For mig er Utøya mit ungdomsparadis, som i går blev forvandlet til et helvede, udtalte den norske statsminister Jens Stoltenberg allerede dagen efter, at Breiviks forfærdelige forbrydelser fandt sted.
Statsministerens ord blev straks efter formidlet videre til millioner af mennesker gennem elektroniske og sociale medier. Den bibelske symbolik ramte plet. At være fanget på en ø med en mand, der koldblodigt skyder på alt, må være som at opholde sig i helvede.
Fra Titanic til Utøya
Stoltenbergs symbolske tolkning af hændelserne på Utøya fik hurtigt følge af flere andre religiøse, moralske eller eksistentielle udlægninger. Fra studieværter, eksperter, pårørende, politikere, kirkefolk og folk på gaden har det for eksempel lydt: Her ser vi ondskaben i sin reneste form.
Djævelen fra Norge har begået sin onde udåd. Det er som år nul for os. Vores tro på det gode i mennesket blev revet væk. Det er gudsforladt. Men husk nu at leve hver dag, som var det din sidste. For se bare, hvor hurtigt paradis kunne blive til helvede på Utøya.
Tabstallet i Norge når ikke op på antallet af ofre ved Titanics forlis, mængden af dræbte i World Trade Center den 11. september eller det enorme tab af menneskeliv ved tsunamien i juledagene 2005. Men katastrofer som disse er gjort af noget af det samme, symbolske stof, der skaber historie og får folk til at tænke på nye måder.
Der er et før, og der er et efter.
Der vil for eftertiden være brug for særlige mindedage og markeringer.
Domkirker tages i brug. Statsministre og biskopper holder taler. Folkemængder i helt uhyrlige størrelser følger med. For medierne rydder den sædvanlige programflade og medvirker til at skabe et nyt, fælles rum. Sorgen ritualiseres.
Det handler om kollektivt at finde mening i en uventet og markant opstået meningsløshed.
Katastrofens fælles rum
At kommunikere kommer af latin og har to vigtige betydninger. Når vi kommunikerer meddeler vi noget, men vi deler også noget. Vi bliver fælles om det, vi meddeler, kan man også sige. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at altergang også kaldes kommunion i den kirkelige tradition, som har latinske rødder.
Den norske massakre er nu i time- og dagevis blevet både meddelt og delt på tv, i aviser, på internettet og via personlige møder. Selv præsident Obama, der ellers slås med alskens andre problemer for tiden, har taget sig tid til at dele sorgen og mindes ofrene sammen med nordmænd bosat i USA.
Der var knap 600 mennesker på Utøya og efter alt at dømme bare en enkelt gerningsmand. Men på grund af katastrofens helt ufattelige karakter, som alle indbyggere i den globale medielandsby nu har levet med i og forsøgt at forstå, er Anders Behring Breiviks handlinger blevet et nyt historisk og mentalt referencepunkt ikke bare i de nordiske lande, men flere steder på kloden.
Det norske samfund i særdeleshed har været i kollektivt chok. Men som dagene går, viser det sig, at Norge også fået lettere ved at definere sig selv. Nu er der en synlig og legitim fjende. Nu er der noget at forstå sig selv i modsætning til. Nu er der vitterligt noget at dele, noget at samles og værne om.
For den barbariske og voldelige ekstremisme, som tager livet af uskyldige, kan stort set alle heldigvis være enige om at være imod.
Efter sorgen kan og vil håbet spire frem.
En ny selvforståelse
I de allerførste timer, efter at bomben var sprunget i Oslos regeringskvarter, forlød det, at en muslimsk gruppe havde taget ansvaret for handlingen. Men da politiet få timer senere pågreb Anders Behring Breivik, skiftede fokus. I stedet blev den nye mistænkte flere steder beskrevet som kristen, frimurer, korsfarer.
Sådan så eller ser han muligvis sig selv. Men pressens hurtige forlydender og enkle etiketter skal man vogte sig for. De kan jo, som vi netop har set i denne sag, skifte fra det ene minut til det andet.
For eftertiden vil gerningsmandens selvforståelse i øvrigt ikke være afgørende. Langt vigtigere er det, hvordan resten af samfundet forstår sig selv efter mandens gerninger: Hvilke billeder skaber hans forehavende i den fælles erindring? Hvilken mening kommer der ud af meningsløsheden? Hvordan findes den symbolske vej for de berørte og for samfundet som helhed fra helvede tilbage til et paradis?
Anders Behring Breivik forsøgte angiveligt at skade det åbne, demokratiske og tillidsfulde samfund. På en dybt tragisk baggrund har han ene mand formentlig gjort mere for symbolsk at styrke det, end han selv vil bryde sig om at vide.
Religiøse kræfter og kirkelige ritualer viser sig samtidig at have langt større værdi og positiv rækkevidde i den store, fælles bearbejdelse af tragedien end som et blandt flere mulige motiver bag forbrydelsen.
Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Bibelselskabet