Efterårsklassiker: Halloween er en dansk tradition

"Både halloween og allehelgen handler om de døde, og dem er der mange af, sommetider forbundet med stor sorg og kærlighed, andre er gået ind i det større register af halvt ubestemmelige forfædre eller småhule historiske skikkelser," skriver antropolog Cecilie Rubow. Her er det børn på halloween-togt i Hellebæk. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Dyrkelsen af døden i sine groteske former gør, at en amerikansk skik i løbet af få år kan blive dansk med onde prinsesser, døde klovne, omkomne bjergbestigere og vildhekse, skriver lektor i antropologi Cecilie Rubow

For et år siden slog en ældre herre døren i foran et par udklædte børn, der var ude for at rasle.

"Halloween er amerikansk. I kan klæde jer ud til fastelavn", nåede han lige at råbe forinden.

Nu har børnene lært sig den regel, at hvis der står et udskåret græskar foran huset, eller hvis der er på anden måde er pyntet op med skrumpehoveder, dødningehoveder, spindelvæv, orange stearinlys eller noget andet halloween-agtigt, så banker de på med et: "Slik eller ballade".

I vores rækkehuskvarter er der efterhånden mange udsmykkede køkkenvinduer og forhaver. Mange åbner døren med glæde, nogle prøver at skræmme børnene. Et år stod der endda en ung fyr på lur i en sort skygge helt klinet op af en husmur for så at springe frem og forskrække alt og alle. Der er købt godt ind af slik, eller også bliver der hentet småkager og æbler. Enkelte gange bliver der endda delt penge ud.

En vildheks og en død bjergbestiger

Det er mange hekse og skeletter, der går rundt. Men også en efterhånden stor variation af udklædninger. I år har vi to udklædte herhjemme. Den yngste er Kimæra, en ond vildheks fra Lene Kaaberbøls serie om en 12-13 årig folkeskoleelev Clara, hendes moster Isa og Kimæra, der alle tre er vildhekse, men på højst forskellige og skæbnesvangre måder.

Clara bor hos sin mor, der tager afstand fra vildhekse-verdenen, mens Clara hele tiden bliver viklet ind i den via tågende vildveje, samtaler med en sort kat og store udmattende kampe mod Kimæra. Vi har nu i flere dage været i gang med ståltråd, en papmaske, udklippede nylonbukser, uld, en italiensk badehætte og en stålbøjle for at konstruere et par store, flotte sort-brune vinger og et fjer-agtigt ansigt.

Den ældste er en død bjergbestiger, og dem er der jo som bekendt desværre en del af i verden, og selvom vi heldigvis ikke helt ved, hvordan sådan en ser ud, giver det et vist gys med et kridhvidt ansigt, teaterblod, karabinhager, tove, skibriller, rygsæk og skistave.

Amerikansk tradition med usmagelig kommercialisering

Selvfølgelig har den ældre herre ret, hvis man ser på halloween som en tradition med en særlig historisk oprindelse. Mange fremhæver ofte i samme åndedrag, at der med det amerikanske følger en usmagelig kommercialisering med. Selvlysende dødningehoveder til 85 kroner, draculatænder der hele tiden falder ud, til det halve.

I vores husstand har vi også en beboer, der hælder til den tolkning, én anden der blot noterer sig, at man kan tage et stykke slik, foruden den mere begejstrede kohorte, der benytter chancen til at klæde sig ud i noget "grineren" pisseuhyggeligt, og til at indsamle op mod et halvt kilo blandet slik på en almindelig onsdag aften sammen med et par venner. En overvejer at bage spøgelser i marengs.

Traditioner har det med at være opfundet, men også at fungere bedst som tradition, når der er lagt lidt afstand til opfindelsen. Børnene af dette årtusinde ved ikke bedre. De har jo fået invitationer fra både børnehave og skole om halloween-fejring, og på de hjemmesider og virtuelle spil, de bevæger sig inden for, er halloween også en del af oktober-æstetikken.

Når døden kommer tæt på

Både halloween og allehelgen handler om de døde, og dem er der mange af, sommetider forbundet med stor sorg og kærlighed, andre er gået ind i det større register af halvt ubestemmelige forfædre eller småhule historiske skikkelser. Hver vores egen død til både opbyggelse og skræk er man jo også velkommen til at tænke ind.

Det uhørt makabre i at små børn, de små lys af liv og fremtid, går rundt fra hus til hus og skræmmer os med døden til at give slik er måske den uvante tankegang, der kan få nogle husstande til at mørklægge huset, rulle gardinerne ned og lade som, de ikke er hjemme.

Børnenes udklædninger er da også ret bizarre i en kultur, som til daglig netop ikke dyrker døden i sine groteske former (måske bortset fra i formiddagsaviserne og krimierne), og på den måde er den rituelle form genial.

Det er samme spil med formen, der gør, at en amerikansk skik i løbet af få år kan blive dansk med onde prinsesser, døde klovne, omkomne bjergbestigere - og Kimæra - for vildheksene og de døde er også her blandt rækkehusene.

Cecilie Rubow er lektor i Antropologi ved Københavns Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk.