"Blasfemiparagraffen kan ikke både beskytte troende og den offentlige orden"
Hvis blasfemiparagraffen skal tjene formålet, nemlig respekt over for troende, øges risikoen for forstyrrelse af den offentlige orden, skriver lektor i filosofi Sune Lægaard
En nordjysk mand brændte sidste år et eksemplar af Koranen og lagde en film af det på Facebook. Da han nu er blevet tiltalt for brud på Straffelovens § 140, har det endnu engang rejst debatten om denne såkaldte blasfemiparagraf.
Der findes to argumenter for at bevare blasfemiparagraffen, som fylder meget i debatten. Men holder de to begrundelser?
Den første begrundelse henviser til, at bestemmelsen findes i Straffelovens afsnit om "Forbrydelser mod den offentlige orden og fred". Bestemmelsens formål er ikke at beskytte Gud eller religion, men den offentlige orden.
Denne begrundelse støtter chefredaktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjerager og forklarer dette rationale med faren for, ”at befolkningen griber til selvtægt, hvis man ikke kan gå rettens vej for at få sat en grænse for, hvor groft man kan tale til og om andre mennesker.”
Man kriminaliserer afbrænding af hellige skrifter, fordi man vil forhindre voldelige reaktioner på sådanne handlinger, der kunne underminere den offentlige orden. Selv om den offentlige orden er værd at beskytte, er det problematisk, at det sker ved at give potentielle voldsmænd et veto, der begrænser andres ytringsfrihed. For forstyrrelsen af den offentlige orden skyldes vel i mindre grad dem, der ytrer sig ved at afbrænde hellige skrifter, og i højere grad dem, der reagerer voldeligt på dette. Den anden begrundelse fremgår af Erik Bjeragers udsagn om, at en afskaffelse af paragraffen vil signalere, at man i Danmark ikke ønsker at respektere troende. Ifølge denne begrundelse er bestemmelsen udtryk for en særlig respekt for troende. Dette kan for eksempel ses som anerkendelse af, at religion har en positiv værdi, som samfundet bør beskytte. Ifølge denne begrundelse er genstanden for beskyttelse dermed noget andet end den offentlige orden.
Begrundelsen om hensynet til den offentlige orden er kontroversiel, da den kan anses for at være en version af det såkaldte ”voldsmandens veto”. Voldsmandens veto betegner det, at et fjendtligt publikum truer med at reagere så voldsomt på for eksempel en tale, tegninger eller et kunstværk, at myndighederne forbyder ytringen for at opretholde orden og sikkerhed.
Begrundelsen om respekt for troende er også kontroversiel. Man kan jo være uenig i, at religion har en særlig værdi, som samfundet bør beskytte. Men selv hvis man er enig i dette, er spørgsmålet, hvorfor der er brug for en særlig beskyttelse i form af blasfemiparagraffen. Staten beskytter troendes religionsfrihed og forbyder diskrimination af troende. Dette er generelle rettigheder, der gælder for alle og beskytter alle lige meget. Så om der er en blasfemiparagraf eller ej, yder samfundet allerede en beskyttelse af troende.
Man kan selvfølgelig være uenig i begge rationaler, men de kan begge to begrunde en bevarelse af blasfemiparagraffen. Men som jeg ser det, modarbejder de to forskellige begrundelser hinanden. Rationalet om beskyttelsen af den offentlige orden gør de troende til en del af problemet, så at sige, fordi det er dem, man frygter voldelige reaktioner fra. Her betragtes troende som utilregnelige og ustyrlige potentielle voldsmænd, der ikke kan kontrollere deres reaktioner eller holdes ansvarlige for dem. Det giver et ikke særligt flatterende billede af religion og står derfor i skarp kontrast til den modsatte begrundelses antagelse om religion som særligt værdifuld for samfundet.
Hvis blasfemiparagraffen signalerer, at troende har krav på særlig respekt, kan det tilskynde til, at troende føler sig krænkede, hvis nogen brænder deres hellige bog.
Så hvis paragraffen skal tjene formålet at signalere respekt over for troende, øges risikoen for forstyrrelse af den offentlige orden. Jeg mener derfor, at det er selvmodsigende at tilslutte sig begge begrundelser for blasfemiparagraffen.
Sune Lægaard
Lektor i filosofi