Religionsanalysen

Regeringen bruger kristendom politisk

Regeringensgrundlagets formulering om at "Danmark er et kristent land" kan forstås på flere måder. Nogle ser det som et historisk udsagn, andre ser det som et demografisk udsagn, andre igen som en forfatningsretlig konstatering, men det kan også ses som et politisk udsagn, skriver lektor Sune Lægaard. Foto: Privatfoto

Når regeringen skriver "Danmark er et kristent land" bruger den kristendommen politisk - uden at basere sin politik på kristendom. Det handler ikke om tro, men om at afgrænse et fællesskab, mener lektor Sune Lægaard

I regeringsgrundlaget for den nye Venstre-regering fra juni 2015 står der i det (meget kortfattede) afsnit om folkekirken, at ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare. Samtidig er det afgørende for regeringen, at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme.”
 
Formuleringen, om at Danmark er et kristent land, har efterfølgende vakt stor opstandelse. Kritikere har fundet, at regeringen herved sætter skel i befolkningen, hvorimod andre har fundet det lige så opsigtsvækkende, at kritikerne kan hidse sig op over noget, der blot gengiver Grundlovens paragraf 4 og 67.
 
Spørgsmålet er derfor, dels om der overhovedet er noget at diskutere i denne forbindelse, dels – hvis der er noget at diskutere – hvad det i givet fald kunne være?
 
At "Danmark er et kristent land" kan forstås på flere forskellige måder. Nogle ser det som et historisk udsagn om, at kristendommen har præget landet i over 1000 år.

Andre ser det som et demografisk udsagn om, at 78 procent af Danmarks befolkning er medlem af folkekirken.

Endelig kan det ses som en forfatningsretlig konstatering af, at staten anerkender den Evangelisk-Lutherske kirke som folkekirken og forpligtiger sig på at støtte den som sådan, men samtidig sikrer borgernes religionsfrihed.

Selv om ”kristendom” i disse forskellige forståelser af udsagnet betegner ret så forskellige ting, så er udsagnet sandt i alle disse betydninger. Diskussionen kan derfor ikke handle om disse faktuelle forhold. Hvorfor så føre en diskussion om, at kendsgerninger nævnes i regeringsgrundlaget?

Der er forskel på udsagnet ”Danmark er et kristent land” som på den ene side en konstatering om Danmarks demografi, historie eller forfatning, og på den anden side et politisk udsagn.

Alene det, at udsagnet fremsættes i regeringsgrundlaget, gør det til et politisk udsagn. Det samme gælder, hvis man nævner befolkningens aldersfordeling eller medicinudgifterne i en politisk sammenhæng; i så fald gør man disse forhold til politiske spørgsmål, som enten er problemer, der skal gøres noget ved, eller værdsatte forhold, der skal skærmes og bevares.

Politiske udsagn er ikke bare konstateringer af, hvordan det forholder sig (historisk, demografisk, retligt eller økonomisk), men indebærer værdidomme og handlingsvejledninger. Så spørgsmålet er, hvilke værdidomme og handlingsvejledninger regeringen fremsætter i og med udsagnet ”Danmark er et kristent land” i regeringsgrundlaget?

Et umiddelbart svar er, at den politiske betoning af kristendommen markerer et religiøst, i dette tilfælde Luthersk, ståsted. I så fald forstås regeringsgrundlaget som udtryk for en værdidom om, at regeringen tilslutter sig kristendommen.

Tema: Religion og politik 
 
Der er dog et problem med dette, som er påpeget af adskillige teologer og kirkefolk. Kort sagt er det ukristent at betone kristendommen politisk, især ifølge en Luthersk og måske særligt en Grundvigsk forståelse af kristendom, der netop adskiller religion og politik.

Så hvis vi forstår udsagnet som en kristen værdidom, underminerer den sig selv: Ved at tilslutte sig kristendommen viser regeringen, at den ikke tilslutter sig kristendommen.
 
Samtidig kan denne forklaring på, hvad der er galt med at betone kristendommen politisk, ikke appellere til ikke-kristne, der jo ikke kan forventes at dele kristne forestillinger om forholdet mellem religion og politik.
 
Men udsagnets selvunderminerende karakter, hvis man forstår det som en religiøs værdidom, viser alligevel noget, nemlig at regeringens politiske betoning af, at Danmark er et kristent land, formentlig ikke er udtryk for en religiøs værdidom – for så ville Venstrefolkene, som gode grundtvigske lutheranere, netop have afholdt sig fra at betone kristendommen politisk.

Kirkeminister Bertel Haarder, der netop repræsenterer det grundtvigske højskolevenstre, har da også udtalt, at han ikke stod bag formuleringen.

Så der er tale om, at kristendommen bruges politisk, ikke at politik baseres på kristendom. Kristendom er her ikke en religiøs kategori, men en politisk kategori. Det handler ikke om tro, og man skal ikke søge udsagnets mening eller begrundelsen i kristne dogmer eller teologi.
 
”Kristendom” er blevet en politisk gangbar måde at afgrænse et fællesskab og mobilisere opbakning på. Dette skyldes dog ikke, at der er en stærk religiøs vækkelse, eller at kristendommen sætter sig igennem politisk – hvilket Kristendemokraternes fortsatte mangel på opbakning dokumenterer.

Forklaringen er formentlig derimod, at islam er blevet en så fremtrædende kategori i diskussioner om indvandring, integrationspolitik, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik. Her betegner islam og muslimer oftest politiske problemer, for eksempel social kontrol i indvandrermiljøer, manglende integration på arbejdsmarkedet, eller problemer i Mellemøsten, som ikke har et specifikt religiøst indhold.
 
Så selv om udsagnet ”Danmark er et kristent land” har et ukontroversielt faktuelt indhold, er det altså en politisk handling, der bruger kristendommen politisk som markør for identitet. Dermed forstærkes den politiske udgrænsning af grupper, der ikke tælles med i det kristne ”vi”, herunder muslimer.

Selv om muslimer ikke har noget mod kristendommens offentlige rolle, er der her ikke tale om en religiøs værdidom, men om en politisk markering af forskelle, som ikke er i muslimers interesse.
 
Følger man den tankerække, kan det ses som en naiv læsning, når Erik Bjerager i en leder eksempelvis forstår udsagnet som udtryk for, ”at det virkelig ligger regeringen på sinde at fremme kristendommens stilling herhjemme”. Der er ikke grund til at tro, at dette er motivet bag eller vil blive resultatet af markeringen.

Hvis der ikke er tale om en decideret kristen værdidom, men om en politisk mobiliseringsøvelse, hvad er så den tilsvarende handlingsvejledning? Her vil regeringen formentlig igen skuffe dem, der læser deres forhåbninger ind i regeringsgrundlagets politiske betoning af kristendommen.

Regeringen lover kun at nedsætte et udvalg om menighedsrådsvalg. Dette meget beskedne løfte er næppe kontroversielt – og det nødvendiggør heller ikke den forudgående politiske betoning af kristendommen. Det eneste andet realpolitiske indhold er formentlig, at regeringen endelig vil skrotte det, af den tidligere regering påbegyndte arbejde med en strukturreform for folkekirken.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.