Debat om religion er blevet en debat om vores personlige tro

Religionsdebatten i dag fokuserer mindre på religion som en institution og mere på det enkelte menneskes tro og moralske kompas, mener lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger

I et interview med forfatter og venligboer Anne Lise Marstrand-Jørgensen i sidste uges Weekendavisen bliver samtalen hurtigt drejet væk fra den nok primære anledning til interviewet, nemlig at hun er i gang med at skrive en roman om de seneste 200 års europæiske historie. Det bliver i stedet en samtale om danskernes forhold til andre og til religion generelt.

Det er også det, som interviewet prøver at sælge sig selv på ved i underrubrikken at skrive følgende: ”Anne Lise Marstrand-Jørgensen modtog Weekendavisens Litteraturpris, da hun skrev om den favnende middelaldermystiker Hildegard af Bingen. Nu kritiserer hun danskerne for selvtilstrækkelighed og frygt for religiøsitet”.

Der er ikke noget som religion og tro, der kan få folk op ad stolene og ind til tasterne. Det har Anne Louise Marstrand-Jørgensen også selv måttet konstatere, efter hun grundlagde Venligboerne og engagerede sig stærkt i debatten om vores forhold til de syriske flygtninge, hvoraf mange har en muslimsk baggrund.

I interviewet kommer det også til udtryk, at Anne Louise Marstrand-Jørgensen betragter sig selv som et troende menneske. Derfor får det hende til at konkludere om de muslimer, som hun som barn lærte at kende, at …”jeg har svært ved at se noget dårligt i deres tro. Den er privat og et moralsk kompas.” Derfor er religion for hende primært noget positivt og et åndeligt og personligt anliggende. Men hun medgiver, at religion kan misbruges, for eksempel hvis nogen slår ihjel i religionens navn eller legitimerer politisk undertrykkelse med henvisning til religion.

For det første flugter Marstrands svar nok meget godt med mange intellektuelle etniske danskeres forhold til religion; at religion handler om det åndelige og derfor ikke er noget, som eksklusivt er knyttet til en religionsform, men til religion som fænomen.

For det andet skelner hun imellem religion på et individuelt og på et kollektivt niveau, hvor religion på det individuelle niveau bliver til et moralsk kompas, mens det på det kollektive niveau kan bruges politisk. Her vil man også kunne skelne imellem et affektivt og moralsk niveau og et sociologisk, politisk niveau.

Denne skelnen mellem henholdsvis et universelt og et partikulært niveau og mellem det personlige og det kollektive er ikke kun interessant på grund af interviewet med Marstrand. Det er interessant, fordi hun her udtrykker, hvad jeg ser som en generel trend i vores forståelse af religion. Debatten om tro bevæger sig nemlig væk fra den institutionaliserede religion og hen til det enkelte menneske eller snarere til en forståelse af mennesket som en form for homo religiosus (det religiøse menneske).

Forståelsen af religion deler altså stadig vandene mellem dem, der ser religion som noget, der kan samle mennesker, eller dem, som ser religion som noget, der adskiller mennesker. Det gælder både dem, som ser, at religion bliver brugt som et politisk argument eller dem, som generelt ser religion som noget negativt. Denne diskussion har vi haft, siden oplysningstænkere og religionskritikere bragte det på banen i 1700-tallet. Selvom argumentationen måske har forskudt sig en smule, så er diskussionen stadig den samme.

Religion – eller retten til at bestemme, hvad der er ret og forkert religion, går åbenbart aldrig af mode.

Marianne Qvortrup Fibiger
Lektor, ph.d. i religionsvidenskab